Dé Fléur

Cirkus var kommet til byen. Endelig! Hvor længe var det jeg havde ventet? mindst fire måneder i hvert fald. Jeg  havde glædet mig i fire måneder og nu var det endelig kommet til byen. Jeg havde glædet mig til at se elefanterne, linedanserne, hestene, høre cirkusdirektørens højrystende stemme byde os alle velkommen.
Men det jeg havde glædet mig mest til var klovnene. Jeg elsker klovne! Det er dem der sætte gang i det hele. De får publikummet med, får dem til at grine, smider kager i hovedet på dem og hinanden.
Klokken var 06:00 præcis! og min far og jeg var på vej til cirkusset. Cirkus DéFléur. Fransk. Hovednummer, linedanseren Martín og klovnen Loúi. Jeg vidste alt om dette cirkus! Hvornår det blev stiftet, hvad cirkusdirektøren hedder, antal heste, elefanter, rekvisitter o.s.v.
Jeg var klar til at møde op.

Der var en lang kø til billetterne. Det så ud til at hele byen var kommet for at se dette mesterværk af et cirkus! Man kunne næsten tag og føle på den spænding der var. Man kunne høre begejstrede voksne, der snakkede om hvor -henrivende en aften det var. Børn der dansede rundt og grinede og pjattede og deres mødre der bad dem om at opføre sig ordentligt!
Jeg stod bare sammen med min far og beundrede det store røde og gule telt der fyldte den store plads. Da vi endelig kom hen til indgangen, stod der en høj rød mand, med lange ærmer og med en høj rød hat på hovedet. "Og hvor mange er vi så i dag?" Spurgte den røde mand. "To, min gode herre." Sagde min far venligt og smilede da han  rakte pengene til den røde mand. "Nu må de nyde forstilling, de herre!"
Vi gik indenfor i det store telt og blev mødt af en fantastisk duft af kandiserede æbler, popcorn, candyfloss, varm kakao, slikkepinde og sodavand.
"Skal du have et æble Benjamin?" Spurgte min far på vejen ind. Jeg takkede ja og så købte vi et stort gyldent kandiseret æble. Min far købte også en kop varm kakao til os hver og så forsatte vi videre ind i teltet. Vi havde fået nogle gode pladser. Tæt på midten, men alligevel ude for skudvide.
Forstillingen begyndte.

"MINE DAMER OG HERRE! Drenge og piger.. VELKOMMEN TIL DÈFLÈUR CIRKUS!" Sagde Aménje med højrystende stemme, der skælvede i mørket. Der kom spotlight på ham og alle begyndte at klappe.
"I aften skal i får jeg en fantastisk oplevelse! Der kommer til at være både linedanser på elefanter, klovene på ethjulede cykler og løver på taburetter og meget mere! LAD FORSTILLINGEN BEGYNDE!!!" Der blev igen klappet og ud kom der dansende, ti maskeklædte kvinder og mænd.

Hvornår ville de dog komme? Hvornår! der havde været linedanseren Roseline, da maskeklædte, ildmanden, dværgende og den talende løve(tro ikke helt på at den faktisk kan tale). Nu måtte de da snart komme!
Aménje kom ud og sagde med højrystende stemme. "NU ÆREDE PUBLIKUM; AFTENS HØJDEPUNKT!. Martin og Loúi!" Jeg rejste mig op og begyndte at klappe, men min far tog hurtigt fat i min krav og fik mig sat ned igen. Martin var den første der kom ind. Han bukkede og begyndte at bevæge sig over mod stigende til linen. Lige bag ham kom Loúi og bukkede også inden han fulgte efter Martin op på linen. Jeg kunne mærke nervøsiteten snige sig ind på mig, som om det var mig der skulle op på linen...
Klovnen Loúi hjalp Martin med at komme så sikkert ud på en linen der er oppe i tyve meters højde, som muligt. Det var helt fantastisk!
Marin bevægede sig utrolig yndefuldt på den spinkle line. Det var næste uhyggeligt... Klovnen Loúi lavede de sjoveste ting, der ikke kan beskrives med ord! Jeg gik fra cirkusset med min far, med en fantastisk følelse inden i. Det havde været en oplevelse for livet.

Misundsomme æbler

Der var engang en gal professor. Opfindsom var han også. Han kæmpede bravt for at ondskaben ikke skulle sejre. Han hed professor Laborius.
Professoren havde en medhjælper.

Han var ellers ikke så glad for medhjælpere, for engang havde han en medhjælper, der hed hr. Misundsom, og som navnet siger i sig selv, var han altid misundelig på professor Laborius.
Hr. Misundsom stjal professorens opfindelse, der kunne gøre alle æbler levende, så de havde hjerter, så de kunne kæmpe mod de onde, så det gode kunne sejre…
Professor Laborius var meget skuffet over hr. Misundsom og smed ham straks på porten. Han sparkede ham ud!
Hr. Misundsom blev rigtig godt gal oven i hovedet, fordi professor Laborius bare havde smidt ham ud. Han blev også misundelig, for professor Laborius var så god en opfinder, at han blev super kendt for opfindelsen af “de levende æbler”. Det var snyd, syntes hr. Misundsom.
Derfor planlagde han et attentat mod professor Laborius’ hær af levende æbler, så han kunne skaffe dem af vejen EN GANG FOR ALLE. (Ond latter)
Det gik dog i mellemtiden ikke så godt for selve professoren. Han havde nemlig fået problemer med æblernes adlydelses-mekanisme, der skulle sørge for, at de kun vendte sig mod det onde. Æblerne blev grønne af misundelse - ligesom hr. Misundsom - og de forsvandt straks ud i nattens buldrende mørke for at erobre verden, som de var ih så misundelige på.

Derfor havde professor Laborius aldrig haft det så godt med medhjælpere. Han var dog nødt til at have en alligevel, for hvem skulle ellers rydde op, når han havde rodet? Hvem skulle ellers gøre wc’et rent? Og hvem skulle han skælde ud på, når han lavede en fejl med kemikalierne?

Når djævlene længtes

Kira.
“Det er jo forfærdeligt. Slet ikke til at fatte,” sagde Lilly pludselig, fraværende i sine egne tanker. Hun sad på en gammel, slidt stol med benene trukket op under sig. Hun kiggede hen i hjørnet. På noget, der havde samlet sig i en lille, hvid bunke. Det var - ikke mel - men støv. Eller aske. Måske var det et eller andet stof. Nogen kunne have taget det med herind, uden at blive opdaget. Så kunne de plante det på gulvet, så vi kunne blive taget for at pushe. Det ville være noget møg. Noget rigtig lort. Øv.
Forbandede Sebbe, altså!
Hun elskede virkelig den slange, hun elskede virkelig Plexus. Hun havde oven i købet fået lavet snakebite til ære for den!
Nu havde de taget den med sig. De små, røde djævle. Djævlene, ja de havde gjort det. Det var djævlenes skyld, ikke vores. Men Sebbe, han havde også gjort det, han havde helt sikkert gjort noget. Det måtte han have, for han var jo forsvundet sammen med djævlene. Og han havde taget Plexus med sig.

Sebbe.
Det var sommer, men vi ville ikke være ude, vi nægtede at nyde solen, for vi var bange. Vi var bange for fremmede, bange for djævlene. De ville så gerne have os, de prøvede så ihærdigt. Vi vidste det godt. Det var derfor, vi ikke gik udenfor.
De havde allerede taget Lora. Hun havde det ellers så godt, var helt vildt rolig og fantastisk god. Hun og jeg havde det ellers så godt. Det havde vi. Hun fik lidt af mit stof og så fik jeg hende til gengæld. Men den aften var djævlene sultne. De ville have hende. De var nødt til det. Jeg var nødt til det. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Djævlene bestemmer jo. Selvom vi var bange, måtte vi gøre, hvad der skulle gøres, så djævlene ikke kom igen.

Kira.
Vi var helt oppe denne sommer. Vi kunne næsten nå himlen. Musikken var høj, det gjorde næsten ondt. Jeg havde ondt i brystet, men det gjorde ikke noget, for blodet pumpede, og musikken var høj. Dans og sved. Lilly kælede for Plexus, men det lagde vi andre ikke mærke til. Vi tænkte kun på, at djævlene ville komme. Hvornår de ville komme.

Lilly.
Plexus var så skinnende og grøn. Tungen sitrede, min gjorde også. Lora var varm. Tsk! Som om hun brændte. Som om nogen kunne brænde. Asken henne i hjørnet var brændt, eller også var det Sebbe, der havde plantet et stof, så vi kunne blive taget for pushing. Det var det Kira sagde. Men vi var ligeglade. De var bange. De tænkte kun på sig selv, dengang. Jeg tænkte kun på Plexus. Hvorfor være bange? Vi havde jo Plexus. Han kunne passe på os.

Sebbe.
Lora var varm. Det var hun, og det var jeg også. Jeg trængte til hende, og hun trængte til mit stof. Vi forsvandt og det gjorde musikken også, for nu var vi næsten oppe i himlen. Nu kunne vi næsten nå. Det var dejligt. Men midt i det hele blev vi afbrudt. Det var djævlene. Dem vi havde frygtet. Så inderligt frygtet. De var kommet efter os. Nu var det hele forbi. Men jeg gjorde det, der skulle gøres. Og jeg måtte ofre Plexus også. Noget måtte jo gøre det forbi. Noget måtte jo gøre det af med hende. Når djævlene ville have hende. Men Plexus kæmpede imod. Den var ikke en dræberslange. Den ville simpelthen ikke gøre det, der skulle gøres. Jeg måtte tage sagen i egne hænder. For Plexus kunne ikke bruges, og så kunne det også bare være lige meget. Så kunne de ligeså godt få ham også. Altså djævlene. Blod overalt. Jeg var blevet nødt til at bruge mit nødvåben. Ligesom dengang med Sidse. Vi var så bange, begge to, ja alle sammen. Bortset fra Lilly. Der var noget galt med hende. Hun tænkte kun på Plexus. Dengang kaldte de igen. De ville have Sidse. Så jeg måtte endnu engang gøre, hvad der skulle gøres. Men dengang ville Plexus heller ikke, så jeg måtte bruge nødvåbenet. Jeg måtte bruge øksen. Og Plexus blev skånet, for Lillys skyld. Det var jo også kun Sidse, de ville have.

Kira.
Der var blod overalt. Lora var blevet taget. Men Sebbe havde helt sikkert også gjort noget, for han var blevet taget også. Og han havde taget Plexus med sig. De skide djævle. Vi måtte altid leve i frygt. Blive inde, lide i musikken. Mærke himmelen, når alting var godt. Men når djævlene kom, var vi bange. Især Sebbe. Han kom jo tilbage igen. Efter at djævlene havde taget ham og Lora og Plexus. Efter at Lilly sad på den gamle stol. Så kom han tilbage. Og han fejede støvet op, eller asken, eller det stof, han havde plantet, så vi kunne blive taget for pushing. Ja, det var nok et stof, for bagefter sniffede han det. Og så lød musikken igen. Og vi kunne næsten nå himmelen. Nu havde vi det godt, men vi var stadig bange. For djævlene var på vej, det vidste vi godt. Og nu var det Lillys tur…

Fri-weekend

Kære læsere, de få vi nu har:-).

I denne uge bliver der ingen historier fra os, da vi endelig får tid til at ses. Vi synes, vi skulle have lov at holde fri, håber det er i orden.

 

- Hilsen Signe og Maria

Prinsesseleg

Det var første gang, jeg skulle besøge Isabella. Jeg så op til hende, for hun var to år ældre and jeg. Og meget sejere.
Vi boede i den samme gård, så der var ikke langt at gå.
Vi ville lege prinsesser.
Hun havde et lille lager af prinsessekjoler.
Lyserøde, hudfarvede, hvide med perler og glitter, blomsterprints og detaljerede broderier.
De var så smukke alle sammen. Jeg blev helt varm indeni af glæde. Men hvilken en skulle jeg vælge?
“Her,” sagde Isabella og rakte en hvid kjole med lyserøde tulipaner og pufærmer frem imod mig. “Tag den her. Den er den eneste i din størrelse.”
Jeg smilede til hende. Den var simpelthen så smuk!
Jeg trak kjolen over hovedet imens Isabella udvalgte sig en kjole til sig selv. Den var lyserød og havde både perler og blonder, silke og sløjfer. Den lignede min mors brudekjole, bare lyserød.
Hun løftede op i den alt for lange kjole og hastede ind på sin fars kærestes soveværelse, hvor hun hentede et smykkeskrin.
Men der var ikke smykker i, det var fyldt med makeup.
Farverige øjenskygger, glimtende lipgloss og mørke og lyse læbestifter, pudder og sjove blyanter som kunne farve rød, brun, sort og grøn.
Så trak Isabella en skammel hen foran spejlet og sagde, at jeg skulle sætte mig ned. “Luk øjnene,” beordrede hun. Jeg lukkede øjnene, og hun begyndte at pudre min næse og kinder. Så fik jeg øjenskygge på øjenlågene og til sidt læbestift. Den var skrigende pink. “Nå? Hvad synes du?”, spurgte hun og kiggede på mig i spejlet.
“Hmm…” mumlede jeg og kiggede nysgerrigt på alt det spændende makeup.
Så fik jeg øje på de seje blyanter. “Neej, ikke helt… Hvad er den der til?”, spurgte jeg og pegede på den grønne blyant.
Isabella tænkte lidt over spørgsmålet og sagde så: “Det er en eyeliner. Den bruger man til at putte under øjnene. Ligesom eye betyder øje.”
“Den vil jeg gerne have på.” Hun trak på skuldrende og spidsede den grønne blyant så hun kunne male mig med den.
Hun placerede en streg under hvert øje, to centimeter under, tror jeg. Hun fniste for sig selv. “Hvad griner du af?”, spurgte jeg undrende. “Er det ikke pænt?”
“Jo. Jo,” fniste hun. “Det er meget flot.” Jeg beundrede resultatet i spejlet og vendte mig om mod hende. “Okay, nu er det din tur. Skal jeg gøre det?”
“Nej!”, sagde Isabella med det samme. “Det kan du ikke finde ud af. Det gør jeg selv, for jeg skal være helt perfekt.”
Jeg satte mig hen i hende lænestol og betragtede hende, imens hun gav sig selv makeup på. Hvordan kunne hun dig gøre det på sig selv? Hun var bare så sej!
Da hun var færdig fandt hun en saks og et krøllejern frem.
Hun krøllede mit hår, så jeg fik de fineste slangekrøller.
Hun tog saksen frem. Jeg blev lidt nervøs. "Jeg tror altså ikke du må klippe mit hår."
"Slap af! Det er jo bare noget vi leger."
Hun klippede mit pandehår af, sådan så der kun var halvdelen tilbage og så gik vi hjem til mig for at vise min mor og far, hvor smukke vi var blevet…
“Mor se mit nye hår!”

En gnavpot uden lige

“Hr. Klaustrup, jeg er nødt til at gå nu,” sagde Lilly anstrengt. “De ved jo nok, at jeg har meget, jeg skal nå..”
“Hmpfr!”, surmulede hr. Klaustrup og lagde armene over kors bare for at være på tværs.
Han var ved at være en gammel mand, den kære Klaustrup, men sød og rar, dét havde han aldrig været.
Lilly var hans hushjælp, og den eneste han ville tale med.
Hun var den eneste, der kunne få ham til at smile, godt nok et knebent smil, men han smilte.
Lilly var nu også ret sød, lige til at blive blød i knæene af for sådan en gammel mand som hr. Klaustrup. Hun var kun 25 år og meget smuk.
“Vil De ikke nok smile? Bare lidt,” spurgte hun sukkersødt og lagde hovedet på skrå.
Et lille smil og et hmm, og så var hun ude af døren.
Han lukkede døren og tøffede hen til sin gode lænestol. Han satte sig med et bump og sukkede. Ak, livet kunne være så deprimerende.
Det ringede på døren.
“Hvad fanden er der nu?!”, muggede han lavmælt og gik ud i gangen for at åbne døren.
Han var aldrig specielt gæstfri.
“Hvad vil du?”, sagde han surt til en ung mand i rødt med en trækasse i favnen.
“Der er kommet en pakke til Dem hr.”, sagde han og stillede den tunge kasse på dørtrinnet. Han tog en blog frem og sagde: “Hvis De bare lige vil skrive under her, så ville det være…”
“Ja ja, jeg skal nok skrive under,” vrængede han og afbrød den unge mand.
Han kradsede nogle ulæselige bogstaver ned på papiret og kiggede undersøgende på den unge mand.
Den unge mand kiggede op fra bloggen og smilte venligt.
“Vil du være så venlig at fjerne dine beskidte sko fra min trappe?”
Den unge mand nikkede lidt skræmt og trådte et skidt tilbage.
“Sig mig engang. Prøver du at gøre mig vred?! JEG SKAL SIGE DIG, JEG KAN SAGTENS BLIVE VRED!”
“Nej, hr. Men de har ikke betalt.”
“Betalt? Siden hvornår har man skulle betale for en gave?!”, råbte han vredt.
Den unge mand sagde straks undskyld og skyndte sig væk. Han skulle ikke nyde noget! Så hellere undvære de fyrre kroner!
Hr. Klaustrup trak kassen indenfor og tog låget af.
I kassen sad der en lille, levende panda.
Den kiggede spørgende på hr. Klaustrup. Han vrængede. Hvad skulle han dog med en panda? Var der nogen, der lavede numre med ham?
Han løftede pandaen op i udstrakte arme og satte den på gulvet. I bunden af kassen lå der et kort.
“Kære Frank. Jeg er meget ked af, at jeg forlod dig dengang, men du var altså alt for gnaven, og jeg kunne bare ikke længere.
Så nu får du en lille gave på vores bryllupsdag, og så håber jeg, at du kan passe på den, og at den kan bløde dig en lille smule op. Kærligst din Kisser.”
Han fik en klump i halsen og blev helt forpustet. Kære Kisser.
Den lille panda kiggede på ham med et sultent blik.
“Hvad kigger du på? Smut. Smut så med dig!” Han puffede den væk med sin fod. Så gik han ind i stuen og satte sig i sin gode lænestol. Kære Kisser. Han var blevet helt trist. Han stirrede lige ud i luften. “Åh, Kisser. Kan du huske… kan du huske dengang vi sad på en strand i Italien og så solnedgangen sammen. Vi var så forelskede.”

Hr. Klaustrup vågnede søndag morgen klokken ni. Han åbnede langsomt øjnene. “Arhh!”, skreg han forskrækket, da han opdagede, at det ikke blot var en drøm. Nej, det var skam en vaske ægte panda.
Dan kravlede hen til hans ben og gned sig op ad ham.
“Nå, så du tror, du kan bløde mig op hva? HA! Som om du kunne få mig til at smile. Du er jo bare en forpulet opmærksomhedssøgende og ædende panda!” Han skubbede den væk med foden. Så rejste han sig op og gik ud i køkkenet. Han fandt en tallerken og fyldte den med chokolademousse, som Lilly havde lavet til ham. Han tog en ske og begyndte at skovle mundfuld efter mundfuld ind.
Pandaen kom ud til ham og kiggede sultent på ham igen.
“Og så er du også GRIM,” sagde han og vendte ryggen til.
Den lavede en underlig lyd, og han vendte sig om for at se.
“Hvad fa‘en! Skider du på mit gulv, dit lille bæst!” Han tog den i nakkeskindet og kylede den ind på badeværelset. Så kunne den sidde der i badekarret og komme til fornuft, det forbumlede møgdyr.
Han tørrede lorten op fra tæppet, men stanken ville ikke forsvinde. Han var nødt til at ringe til Lilly, så hun kunne komme og rense tæppet.

Et kvarter efter stod hun udenfor døren.
“Hej hr. Klaustrup. Skal vi få ordnet det tæppe?”, spurgte hun muntert.
Han trådte et skridt til siden, så hun kunne komme indenfor.
Hun gik ud på badeværelset for at hente rengøringsmidlerne.
“Nej Klaustrup! Hvad er det for én lille sød ven, De har fået Dem?”
“Hmpfr! Det var jo den, der havde skidt på mit tæppe! Det sagde jeg jo.”
Hun bukkede sig og samlede den op. Hun tog den i favnen og nussede den lidt.
Hr. Klaustrups hjerte slog et slag over, da han fik øje på den dybe kavalergang.
“Nå, hvor er du sød, lille ven. Er du ikke sulten? Har hr. Klaustrup været ond imod dig, hva lille ven. Nårh, lille putte nutte. Det kan han ikke være bekendt, vel? Neej…”
Hun kiggede strengt på hr. Klaustrup. “Sig mig engang, synes du virkelig, du kan tillade dig at sulte sådan et lille dyr? Du skulle skamme dig, skulle du!”
Hun gik ud i køkkenet og fandt nogle vindruer til den lille panda.
“Så værsgo, nu kan du bare guffe i dig.”
Hr. Klaustrup stod nu i dørkarmen og surmulede med armene over kors. Han skammede sig faktisk lidt - men det var udelukkende fordi, han ville vise sig fra sin bedste side overfor Lilly, så han en dag kunne score hende - og han mumlede: “Det var altså mine vindruer.”
“Men nu er den lille panda også Deres og De skulle ta‘ at lære at være lidt sødere! De er slet ikke særlig rar at være i nærheden af hr. Klaustrup, ved de godt det?”
Han slog blikket ned og krympede sig lidt. Så traskede han ind i stuen og satte sig i sin gode lænestol. Nu var Lilly også ved at forlade ham, ligesom dengang med Kisser.
“Jamen hr. Klaustrup. De græder jo!” Hun satte sig på hug ved hans side og aede ham på armen. “Jeg… Jeg… Undskyld Lilly. Jeg skal nok passe pandaen.”
Hun smilte. “Hvad skal den så hedde?”
“Den skal hedde… Frank Junior.”
“Hmm..” Hun lo og gav ham et venskabeligt kys på kinden.

Dagen efter..

Jeg vågnede op en lørdag formiddag og havde sådan en forfærdelig hovedpine. Jeg havde kvalme og ville bare sove hele dagen.
Men det syntes mor ikke, jeg skulle. “Du skal bare drikke en kop kaffe og ud og få noget frisk luft bagefter, så er de tømmermænd væk.”
“Jamen mor! Jeg er så… TRÆT!”
“Det er kun din egen skyld,” pointerede hun og tog min dyne efter at have åbnet vinduet, så der kom gennemtræk i hele værelset.
“Okay så!”, stønnede jeg og rejste mig dovent. Jeg surmulede lidt og trak så i et par bukser og en hættetrøje.
“Hvad vil du have til morgenmad?”
“Kunne du ikke lige spørge først, om jeg overhovedet er sulten?”
“Er du da ikke det?”, spurgte hun muntert.
“Næ…”, sagde jeg og gloede fraværende på en bunke støv henne i hjørnet. Jeg var pludselig kommet i tanker om, at jeg havde mødt den sødeste fyr i går -- til festen.
Mor gik og lukkede døren og i det samme sank jeg sammen på gulvet, stadig med blikket rettet imod det støvede hjørne.
Jeg tænkte tilbage på i går. Hvad skete der egentlig imellem os?

“Har du set min ring?”
“Hvordan ser den ud?”
“Øh.. En stor, blå plastik-ring. Jeg købte den i Tiger for en tier. Hah..aa.”

Jeg var selvfølgelig fuld. Meget endda. Og så havde det lykkedes mig at smide min enorme (med tryk på enorme) fingerring fra mig.
Nå, men det var fyren, jeg snakkede med.

Han lo af min lille sjove tilføjelse. Eller af mig.
“Nej jeg har ikke set den…”
Jeg satte mig straks på knæ med et bump for at lede videre.
Han satte sig ned til mig og da jeg skulle til at kravle videre imellem menneskeben og -fødder, fik jeg fejlbedømt afstanden mellem vores hoveder og fik en frygtelig hovedpine.
“Av!”, sagde han og tog sig til panden.
“Undskyld, men jeg skal finde min ring.” Jeg ledte videre et andet sted. En eller anden idiot, syntes han skulle træde på min hånd, så det sagde knæk i alle mine fingre.
Straks efter stod jeg ude i køkkenet og havde overladt min hånd til fyren, hvis navn jeg aldrig fandt ud af.. Noget med Ma… eller Mar? Og så et k… eller gs? Nå, men noget med M!
Han gav mig forbinding på. Og lidt efter stod vi og små kyssede og viklede vores kroppe ind i hinanden.

Nu havde jeg det ad helvedes til.
Jeg kiggede mig i spejlet. Jeg var helt rød i hovedet, nu hvor jeg havde tænkt på ham. Jeg gik ned for at spise dagens vigtigste måltid, men ikke en mundfuld ville synkes. Ikke en skefuld ville ned. Jeg lukkede øjnene og svajede lidt. “Må-ha-frisk-luft,” tænkte jeg højt og skyndte mig udenfor.
Jeg besluttede, at jeg ville gå en lang kort tur. Jeg gik nemlig aldrig rigtig lange ture.
Jeg satte mig på en bænk og kiggede på en pige med en grøn kjole, lyserøde strømper og smukt hår. Hun sad med krydsede ankler og kiggede ned i åen.
Mit hjerte hamrede pludselig af sted, for om ikke det var fyren, der kom gående der? Han kiggede på mig og smilede. Jeg sank en klump og pillede lidt ved mit hår. Så drejede han ved broen og gik hen til pigen. Han hjalp hende op at stå. Så kyssede de hinanden, og han tog hendes hånd.
Mine øjne fyldtes med tårer. SKØNT! Han havde en anden..

Når far kommer hjem

Zia tager hans truckerkasket af og ager ham på hovedet, roder i hans hår. Han smiler og læner sig tilbage på albuerne. Han kniber øjnene sammen, for solen skinner.
Vi sidder på et blomstret tæppe på den grønne græsplæne i haven.
I dag er fars sidste fridag, inden han igen skal af sted på arbejde. Denne gang skal han være væk i en hel uge.
Derfor synes han, vi skulle hygge os lidt sammen. For min skyld. Zia ved ingenting..
“Far?”, spørger Zia, og han åbner øjnene.
“Hva laaver duuh?”
Han smiler og skifter emne: “Zia, dig og Emma bliver passet hjemme hos mormor de næste dage. Far skal nemlig til Norge en tur.”
“I lastbilen?”, spørger hun ivrig.
“Ja.”
Hun sætter sig ned i hans skød. “Hvornår kommer vi så hjem igen?”
“Det gør i, når jeg kommer hjem igen.”
“Ja, men hvornår? Hvornår?!”
“Av, kan du lige sidde stille! Om et par dage, måske en uge. Men jeg lover, at jeg ringer hver aften og siger godnat.”
“Okay,” siger hun og ligger sig ned med armene langs siden. Hun kigger op på skyerne.

Da Zia er lagt i seng, og far og jeg står og vasker op, spørger jeg: “Kan vi regne med dig denne gang?”
“Hvad mener du?”, spørger han forvirret.
“Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. De sidste gange, du har været på arbejde, har du sagt, at du kun skulle af sted et par uger. Alle gangene kom du først hjem efter tre. Er du klar over, hvor hårdt det er for Zia? For ikke at tale om mormor. Hun kan aldrig regne med noget, aldrig lave nogle aftaler, fordi hun skal passe Zia.”
Han trækker på skuldrene, ved ikke rigtigt hvad han skal sige.
Jeg tørrer en tåre væk fra min kind og kigger på vandet i baljen. Sæben er næsten væk, og det er fyldt med madrester.
“Søde Emma. Det er jo mit job. Vi er bare nødt til at leve med det. Jeg ved godt det er træls, men hvis jeg siger op, har jeg ingen andre muligheder, og så bliver vi - før eller senere - nødt til at flytte, og vi har ikke råd til ret mange fornøjelser.”
“Men hvis du skulle vælge..” Jeg stopper op for at synke klumpen i halsen.
“Hvis du skulle vælge imellem familie og ferie. Ville du så vælge ferie?”
“Nej, selvfølgelig ikke! Jeg elsker min familie.”
“Hvorfor vælger du os så fra? Hvorfor vælger du ferie!” Jeg kyler børsten ned i vandet, så min far bliver sprøjtet til med beskidt vand, og styrter op på mit værelse.
Jeg smider mig i sengen og kigger op i loftet.
Det er uretfærdigt! Hvorfor skal det lige være vores familie, der har det så svært? Hvorfor skal det lige være vores far, der har sådan et arbejde? Når mor ikke er her, er det svært også at undvære ham. Og det ved han godt. Loftet forsvinder i min gråd.

Nogen banker på døren, og jeg vågner med et sæt.
“Emma. Vi skal af sted om en time,” siger far.
Han går ikke igen. Han står bare i døren og kigger sørgmodigt på mig.
“Hvad er der?”, spørger jeg irriteret og morgensur.
Jeg har også haft en dårlig nat. Jeg sov med både ‘tøj og sko’.
“Ikke noget.” Han lukker døren, og jeg kan høre hans sutsko på trappen.
“Hej mormor,” siger Zia og giver hende et knus.
“Hej i to. Hej Lars.”
Han nikker og sætter sig ind i bilen igen. “Vi ses piger.”
Vi vinker og går indenfor.
Jeg har mit helt eget værelse hos mormor. Hun har haft os på besøg så mange gange, at jeg næsten er flyttet ind. Hver gang har jeg haft en ting med derhjem, jeg kunne bruge til indretningen.
Denne gang er det et postkasserødt vækkeur, jeg fik af morfar engang. Jeg tænkte, at det hører mere til i dette hjem end noget andet.

Nu er der gået en halvanden uge, så far kommer snart hjem. Jeg glæder mig helt vildt. Det er også synd for ham. Tænk at køre rundt i en lastbil hele dagen i to uger! Det må være kedeligt.
Telefonen ringer og mormor er hurtig til at tage den.
“Hej, det er Anni…… Hej. Hvorfor ringer du? Kommer du nu endnu engang senere hjem, end forventet?…… Synes du ikke det er lidt synd for børnene?…… Jo, selvfølgelig. Emma? Din far vil tale med dig.”
Jeg styrter ud i køkkenet og griber telefonen.
“Hej far.”
“Hej Emma. Hør her. Jeg er virkelig, virkelig, VIRKELIG ked af det Emma.”
Jeg sætter mig på skamlen med et bump.
“Jeg er nødt til at bliver her i to uger mere, men…”
“TO UGER?!”, afbryder jeg ham.
“Sagde du to uger?! Jeg kan ikke klare det mere far! Nu havde jeg lige glædet mig sådan, til du kom hjem, og så skal du være væk i længere tid end nogensinde før!”
“Undskyld Emma, men…”
“Sip!”, siger jeg højrøstet og rejser mig op i min frustration. “Du tænker kun på dig selv. Hvad med os? Har du tænkt på, hvor meget vi savner dig? Er du klar over, hvor hårdt det er, hverken at have sin mor eller sin far, når man har brug for jer?”
“Emma, jeg er også rigtig ked af det, og når du siger det der, bliver jeg bare endnu mere ked af det og…”
Jeg afbryder igen: “Ja det skal du fandme også!”
“Hvad skal jeg?”
“Være ked af det! Ved du hvad? Jeg hader dig.”
“Emma!”
Jeg lægger på. Øv, hvor kan jeg ikke klare mere. Føler at jeg er ved at bryde helt sammen.

Dagen efter, om aftenen, sidder mormor og jeg og zapper lidt rundt med fjernbetjeningen. Det eneste, der er værd at se, er tour de france. Så vi ender med at sidde med armene i vejret af spænding. Contador kan stadig nå at hale ind på Andi. Pludselig bliver det afbrudt, fem minutter inden han skal sendes af sted på enkelstarten, da der kommer korte nyheder.
“Ej helt ærligt! Det er jo nu, det bliver spændende,” beklager jeg mig.
“Shh,” tysser mormor.
…katastrofale terrorangreb i Oslo. Kan det være islamister, der har gjort det, eller er det en helt anden?
“Hvad?”, spørger jeg mormor, som fik fadt på lidt mere, end jeg gjorde.
“Der har været et terrorangreb i Oslo i Norge. De formoder, at det kom fra en bilbombe.”
Jeg går kold. “Far? Norge. Hvad nu hvis der er sket ham noget?”
“Rolig.. Jeg ringer til ham.”
Hun taster nummeret ind.
Jeg er bange. Hvad hvis far er en af de dræbte? Mine sidste ord til ham. JEG HADER DIG.. Jeg hører dem igen og igen. Jeg hader dig, jeg hader dig far. Stakkels far. Han måtte være vildt ked af det. Og nu kan det være, jeg aldrig får chancen for at gøre det hele godt igen. Og hvad skal jeg sige til Zia?
Mormor ånder lettet ud. “Hej Lars….. Nå, så du er alligevel på vej hjem?…… Har du hørt det med terrorangrebet?…… Så tænd lige for radioen…… Ja er det ikke forfærdeligt?”
Pyha. Far kommer hjem…



Med en sen tanke til Norge og deres kæmpe tab. Men bedre sent end aldrig. De må lide stor sorg.  Lad os bede til, at noget så forfærdeligt aldrig sker igen.

Den nye

Arh! Hvorfor skulle Perker lige være i skole i dag? Skulle Seb virkelig holde ud at glo på hans grimme fjæs hele dagen, i dag? Og så på hans fødselsdag!
"Helt ærligt man!", sagde Seb til Casper og gloede selvmedlidende på Perker, der krympede sig ved synet at dem.
De gik ind i klassen, 3.G. og satte sig på katederet for at snakke om piger - og specielt hende den nye, der skulle starte i dag.
"Så får du dig jo en go' fødselsdagsgave!," lo Casper.
Læreren kom ind ad døren, og de blev bedt om at sætte sig på deres pladser.
"I dag starter Aisha, som i jo nok husker."
"Er hun også Perker?", afbrød Seb.
Læreren rømmede sig og sagde: "Nej, Sebastian. Hun er ikke... Perker. Hun er pære-dansk."
Aisha gjorde sin entre. Hun var... TOTALT lækker!
"Hold kæft, nogle patter!", hviskede Seb til den der sad nærmest, i dette tilfælde Perker.
Læreren kiggede irriteret på Seb og bad ham pænt om at tie stille, når andre havde ordet.
"Hej, jeg hedder Aisha."
Seb kiggede på Perker, som var begyndt at rødme. Endten var det pga. Sebs sjove bemærkning, eller også var Perker helt vild med Aisha.
"Nåårh, er lille Perker blevet forelsket?", drillede han. Perker rødmede endnu mere og kiggede ned i skødet.
"Åh! Blir' lille Perker liderlig?!", lo Seb højt. (Det gjorde Perker slet ikke)
"Hold nu kæft," væsede Perker lavt.
"Hvad sagde du?!" Seb blev rasende og rejste sig op-
"Sebastian! Nu sætter du dig ned på din plads og lader den stakkels dreng være. Ellers bliver du sendt hjem."
Seb satte sig ned. "Møjso," mumlede han.
Aisha skulle sidde imellem Perker og Seb.
Efter skole spurgte Perker, om de skulle følges hjem. Han vidste ikke, hvor hun boede, men han var ligeglad, for hun var så sød, at han ville følge hende hele vejen til verdens ende.
Men han åndede nu alligevel lettet op, da han fandt ud af, at hun boede lige overfor ham selv.
"Hvad er dit rigtige navn egentlig?"
"Muhammed," sagde han.
"Hvor længe har det stået på," spurgte Aisha alvorligt med hænderne i lommerne.
Hun havde en sort læderjakke på. hullede strømper, en ternet nederdel med sikkerhedsnåle, sorte støvler med spænder og nitter, kæmpe hår med en sort sløjfe og nitte-armbånd.
Hun så meget rå ud, men Perker var sikker på, at hun var noget helt særligt.
"Hvad? Det med Seb? Han har mobbet mig, siden jeg startede."
"Det fortjener du virkelig ikke..." Hun fortsatte: "Jeg blev mobbet engang."
"Nå! Hvem turde dog mobbe dig?"
Hun lo lidt. "Jeg er slet ikke så led, som jeg ser ud."
"Du ser sød ud," afbrød han.
Hun smilede.
"Lad os smutte hen til Sebs fest og lave lidt ballade!"
"Okay," sagde Perker. "Men jeg skal lige sige det til min mor så."
"Okay, så mødes vi derhenne."
Da Perker kom, stod Aisha og ventede. Hun smed en cigaret på jorden og tværede den ud med foden.
"Ryger du?", spurgte Perker overrasket.
"Jeg holder op... i morgen."
"Jeg gjorde."
"Gjorde hvad?"
"Holdt op," sagde Perker.
Hun kiggede op. "Nå det..."
De gik indenfor.
Musikken buldrede og folk sad i krogende og lavede... mange forskellige ting.
Nogle drak og jokede, nogle sladrede, nogle kælede, nogle tog stoffer og nogle sad og stirrede tomt ud i luften.
Seb kom gående hen til Aisha. Han havde et orange og flag i hånden. "Hvorfor står du dog og gemmer dig sammen med den idiot? Kom og dans."
"Nej tak!", sagde Aisha og tog Perkers hånd.
Han rødmede.
Men det ville Seb ikke finde sig i. Hvis der var nogen der skulle have de kønne piger, var det ham, og da SLET IKKE Perker!
Han langede ud efter Perker, så han væltede og landede med et bump på det hårde gulv.
"Muhammed!", skreg Aisha forfærdet og satte sig på knæ ved siden af ham.
Han havde fået en ordentlig blodtud, men han kom hurtigt på benene igen.
Han slog Seb lige i ansigtet, men Seb var ikke sådan at slå ud.
De begyndte at slås, og folk nærmede sig for at hæppe.
Pludselig råbte Aisha så højt, at hun overdøvede musikken: "STOOP!"
Seb sad på Perker og skulle lige tilat slå ham.
"Hvad har i gang i? Prøv dog at enes. Hvor gamle er det i er, 12 år?!"
Seb rejste sig og børstede sine knæ.
"Okay, Aisha har ret. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har været så led ved Perker på det seneste, men led har jeg ihvertfald været." Han gav Perker en hånd, så han kunne komme på benene igen.
"Undskyld, Per.. Jeg mener Muhammed." Muhammed nikkede og gik hen og stillede sig ved siden af Aisha.
"Jeg tror lige du har redet mit liv. Tak Aisha."
"Det var så lidt," sagde hun og kyssede ham på kinden- "Og lad os så have det sjovt."

Merry

Regnen silede, gråvejr.
En mennesketom dag i Tivoli, i dag.
Plask, plask, var hvad man kunne høre.
Og en knirken. Og skratten fra karrusellen, hvor der plejede at blive spillet glad musik.
Men ikke i dag. I dag havde regnen ødelagt højtalerne.
En dreng rev morens arm ad led, da han ville have en tur.
"Kom nu mor!", råbte han.
Ellers var der stille..
Han satte sig på den flotteste hest. Tog fat i tøjlerne og vinkede mor farvel - nu skulle han af sted på eventyr.
Karrusellen begyndte at dreje, hurtigere og hurtigere. Der var ingen andre børn.
Lyden af skrattende højtalere og knirkende Merry. Det var karrusellens navn. Merry.
Drengen blev sur på sin hest. Nu ville han have en anden. Han havde stort udvalg, der var den hvide, den sorte og den med røde seler.
Sort.
Han sprang, men gled på det våde gulv og greb ud efter sin hest. Tøjlerne hang fast. Om drengens hals.
Han blev rød i hovedet.
Plask, plask, var hvad man kunne høre.
Og en knirken. Og morens paniske skrig.
"Så stop dog karrusellen!"
Rædsel.
Men inden karrusellen blev stoppet, var det for sent. Intet håb. Kun død.

Pernille kiggede ud af den duggede bilrude. Perler af regn trillede ned.
Hun tog sine hørebøffer af og sagde: "Mor. Emil siger, at det altid regner i den her by. Er det rigtigt?"
Hendes mor kiggede på hende gennem bakspejlet. "Det ved jeg ikke. Han driller nok bare, tror du ikke? Jeg tror her er rigtig godt at bo."
Emil så sur ud. Han gad ikke bo i den her skodby.
"Her ligger også et Tivoli," sagde moren og pegede. "Se!"
Emils øjne blev store. "Yes! Så er her alligevel noget spændende."
De kørte ind i indkørslen til deres nye hus.
Godt nok var det en lille by, men det her hus var kæmpe STORT!
Det lignede næsten et slot, dog var det lidt slidt at se på.
Pernille gik indenfor med sin bagage. Der var et eller andet uhyggeligt ved det her hus. Måske var det bare fordi, det var så stort og tomt på en gang.
Det hjalp, da hun fik pakket sine ting ud.
Hendes far kiggede ind af døren. "Det ser ud som om, du allerede har fundet dig til rette. Mor har lavet spaghetti, hvis du bliver sulten. Er du ikke sød at gå en tur med Buller?"
Pernille nikkede og tog sin ipod frem fra tasken.
Hun gik ind i den store skov med Buller i hælene. Normalt ville hunde trække afsted med en, men Buller var simpelthen så doven, at hun måtte trække ham!
Det var ved at blive mørkt nu, og skoven var uhyggelig.
Hun kiggede på uret. Klokken var ni, så måske var det en idé at gå tilbage nu.
Hun vendte sig om og begyndte at gå, men skoven syndtes at være meget længere end før.
Hun gik til højre, hvor hun troede, hun før havde gået til venstre, men det virkede forkert.
Da klokken var et kvarter i ti, indså hun, at hun var farret vild i den mørke skov.
Hun satte sig op ad et tykt træ med Buller i favnen. Hun snøftede og begyndte at hulke. "Jeg er bange, Buller."
Noget puslede rundt i mørket. Noget der kunne være et stort dyr eller et lille menneske.
Hun kiggede rundt. En fugl baskede med vingerene og fløj fra træets top.
Bare en fugl..
En fugl mere fløj skræmt væk fra skoven. Og en til. Og ti til!
Se at kom væk herfra, var der noget inde i hende, der sagde.
Men hun kunne ikke, hun var lammet af skræk. Hun faldt i søvn, med Buller i skødet.

"Har de fundet Pernille?", spurgte Emil sin mor.
Hun satte sig ned på en stol. "Nej... Men de har fundet Buller.. I skoven.."
Med tårer i øjnene spurgte Emil: "Er han død?"
Hun nikkede.
Klokken var otte om morgenen, Buller var død og Pernille forsvundet. Hun var bange.
Telefonen ringede og hun sprang op med et sæt.
"Det er Ulla!"
"Hej, det er politiet. "
"Er der noget nyt? Har i fundet hende!", afbrød hun.
"Ja, det er der. Vi har fundet hende.. I tivoli.."

En time tidligere.
I dag skulle blive en god dag i Tivoli. I dag, ville der komme en masse mennesker. I dag, var det nemlig halloween.
Den første på arbejde skulle tjekke at alt var iorden.
Men alt var ikke iorden.
Tivoli var tom.
En knirken, var hvad man kunne høre.
Og en skratten fra karrusellen, Merry.
Og så var der nogen, der skreg.
Arbejderen skyndte sig hen til Merry, men der var intet at se. Der hvor skriget kom fra, var ingenting.
Kun en knirken. Og en skratten fra de stadig ødelagte højtalere.
Det var stadig mørkt. Og det regnede. Som sædvaligt...
Plask, plask, var hvad man kunne høre.
En vandpyt, rød.
Arbejderen der så op.
Plask, blod. I hans pande.
Der hang hun. Den forsvundne pige. Død.
Kvalt og.. Bidt?
Af hvad? Af hvem? - spurgte politiet sig selv. Og den pågældendes familie - de var så opslugte af sorg, at de aldrig kunne tænke på andet.
Kun moren stod i et hjørne og tænkte på sin døde dreng. Kvalt i karrusellen, Merry... 

Fortrydelsen

Har du nogensinde været vild med en af de seje fyre?
Har DU nogensinde været helt igennem og håbløst forelsket i en fyr, du aldrig har snakket med?
Så ved du, hvordan jeg har det.
Lasse, hedder han. Jeg ved ikke helt, hvordan det kan lade sig gøre, at undgå at snakke med en, man har gået i klasse med i ni år.
Men på den anden side, hvordan kan det så overhovedet lade sig gøre, at være forelsket i sådan en?
Måske er det fordi, at min bedste veninde, Clara, har været kæreste med ham i lidt under et år. Hun har fortalt mig alt om ham, og hvorfor de slog op? “Han var bare ikke helt min type.” - det var hun næsten et år om, at finde ud af…
Clara rådede mig til, at sende ham et brev.
 “Hvad hvis han afviser mig? Hvad hvis han griner og fortæller det til alle på hele skolen?”
 “Lasse er ikke sådan. Lasse er ikke OND,” siger Clara og trykker på en knap på mikrobølgeovnen.
 “Lad mig høre,” siger hun.
Jeg synker og kigger ned på det fine brevpapir med roser i mine hænder.
 “Læs det selv.”

Kære Lasse.
Du kender ikke mig, og jeg kender ikke dig. Faktisk kender jeg dig rimelig godt, og eftersom at vi har gået i klasse sammen i ni år, burde du også have lagt mærke til mig. Jeg er Asta.
Clara har fortalt mig en del om dig.
Men jeg vil stadig vide mere. Du virker sød. Og du er rigtig charmerende og flot.
Jeg er måske lidt vild med dig.. Men jeg kan bare ikke rigtig tage mig sammen til at gå hen til dig..
Vil du hjælpe mig?
- Asta  

 “Det er godt.” Clara nikker og smiler tilfreds.
 “Det er rigtig godt, Asta.” Hun klapper mig på hovedet og tager sin kakao ud af mikrobølgeovnen.
Hun puster på den og siger:
 “Jeg drikker lige det her. Så går vi hen med det i hans postkasse.”
Vi står foran Lasses hus.
 “Så, nu putter du brevet i postkassen, og så går vi hjem til dig igen og lægger neglelak.”
Jeg synker en klump. Kigger ned på brevet. Tager mig sammen.
 “Kom nu Asta! Jeg fryser.”
Hun gnider sig i hænderne. Ved modsætning til mig, har hun vanter, halstørklæde OG hue. Og så siger hun, at hun fryser?!
Jeg smider brevet i og vender mig om, for at gå hjem. Efter et skridt har jeg allerede fortrudt.
 “Nej. Jeg vil ikke. Vi må have brevet ud, Clara,” udbryder jeg panisk.
Jeg vender mig om og forsøger at få hånden ned i postkassen. Sprækken er for smal.
 “Hvad? Ej, kom nu Asta. Du kan altså ikke fortryde nu.”
 “Kan du ikke bare hjælpe mig med at få brevet ud i stedet?”, siger jeg irriteret, imens jeg giver postkassen et par på hovedet.
 “Så lad mig komme til,” siger hun og skubber mig til side.
Hun forsøger med de samme to ting, men ingen af dem lykkes.
Så finder hun en gren i sneen og stikker den ned i sprækken. Med tungen lige i munden fisker hun brevet halvt op, da Lasse pludselig står bag os.
 “Hej Clara. Og hej Asta. Hvad laver i?” Han smiler til mig, da jeg vender mig forskrækket om.
Mit hjerte banker hurtigt og mine kinder blusser.
 “Øh. Ikke noget,” siger Clara og gemmer grenen bag sin ryg.
Lasse griner fornøjet og trækker på skuldrene.
 “Nå, men jeg må nok hellere se, om jeg har fået noget med posten i dag.”
Han går ind for at hente en nøgle.
 “Lort. Han har gennemskuet os!”, mumler Clara til mig.
Jeg nikker langsomt.
Han kommer tilbage og stikker nøglen i nøglehullet.
 “Vent!”, siger Clara.
Han kigger spørgende på hende.
 “Øh. Det er slet ikke din postkasse. Vi har bare byttet den rundt med Astas, fordi din er meget flottere,” forsøger hun, men Lasse er ikke så nem at narre.
 “Der står ellers Leila og Lasse Klausen. Lige der.” Han peger på navnene.
Så tager han posten og maser sig forbi Clara.
 “Vi ses i morgen piger!”, råber han og lukker døren.
 “Jeg smadrer dig!”, hvæser Clara faretruende til postkassen, da vi går.
Et øjeblik ser det ud som om den griner og rækker tunge af os.

Næste dag i skolen, kigger Lasse godt nok meget efter os på gangen.
Vi kan ikke rigtig finde ud af, om det er fordi vi terroriserede hans postkasse i går, eller om det er pga. brevet.
 “Gå dog hen og spørg ham, om han har fået dit brev.”
Da han står alene ved vasken og fylder sin vanddunk, tager jeg chancen.
Ret ryggen. Op med brystet. Modig og yndefuld. Fremad march!
Brems!!
 “Hej Asta,” siger han og smiler.
 “Øh. Hej.”
Han står pænt og venter på at der skal komme noget mere.
Stadig med et stort smil på læben siger han:
 “Var der noget, du ville?”
 “Øh, ja.. Øh”
Pludselig kan han ikke holde det tilbage længere og griner højt:
 “Kysser jeg godt?”
 “Det ved jeg ikke.”
 “Nå det har hun ikke fortalt?”
Så griner jeg også. Vi griner sammen. Vi griner så meget, at vi får tårer i øjnene. Griner og griner.

Om at dele..

”Andrea? Har du set den gennemsigtige bluse med sløjfen?”.

Det var Sandra. Hun styrtede rundt og rodede hver eneste skuffe, i lejligheden, igennem. Selv køkkenskufferne blev tjekket. Bare for en sikkerheds skyld.

”Andrea!”, råbte hun igen. Hun bankede hårdt på døren til badeværelset. ”Har du set den eller hvad?”

Andrea vidste udemærket godt, hvor blusen var, men hun gav ikke et ord fra sig.

Hun fjernede de to skiver agurk fra øjnene og kiggede på uret. Der var præcis syv timer til. Syv timer til hun skulle mødes med George, og syv timer til hun skulle på sin første date som 23-årig.

Sandra skulle til sin første jobsamtale som 23-årig, derfor skulle hun bruge den bluse. Hun vidste, at hvis man havde udfordrende tøj på, noget der fremhævede ens bryster, skulle man nok få jobbet.

At blive reklame-redaktør var hendes drømmejob, hun måtte bare have det!

Derfor, skulle hun bruge den bluse!

Hun kiggede på uret. ”Shit!” Nu var der kun en halv time til. Hun bankede endnu engang panisk på døren.

Andrea åbnede og gik lige forbi hende med en hårbørste i den ene hånd, og den bluse Sandra ledte efter i den anden.

Andrea smilede skævt og tænkte på, om det nu alligevel var en god idé at snuppe blusen.

”Andrea. Hvorfor har du taget blusen? Jeg skal jo bruge den.” Sandra rakte hånden ud, for at tage blusen, men Andrea var hurtig og trak hånden til sig.

”Har du glemt, hvad jeg skal?”, spurgte Andrea.

Sandra lagde armene over kors og kiggede irriteret på Andrea: ”Ikke lige nu Andrea. Det har jeg ikke tid til. Jeg skal være der om en halv time. Hvis jeg kommer for sent, får jeg...”

”Jeg skal på en date.” Sandra måbede et kort sekund, men kom i tanker om, hvor glad Andrea var, da hun kom hjem i går.

Hun havde en aftale med George, den lækreste, sødeste og klogeste fyr, de nogensinde havde set.

”Hvad tid skal du det?”

Andrea rødmede og kiggede ned. Så mumlede hun lavt: ”Klokken 18.”

”Ej Andrea! Så kan jeg jo godt bruge den! Så kan du jo bare få den senere.”

Andrea gav Sandra blusen. Øv. Hvorfor skulle Sandra altid se bedre ud end hende? Godt nok var de tvillinger, men Sandra var meget smukkere. Hun havde sin mors ansigt. Andrea havde sin fars, bare i en kvindelig udgave..

Det var ikke andet.. Andrea var bare jaloux.

Sandra satte sig ind i bilen. ”Ej, hvad er nu det?”, sagde hun til sig selv, da hun opdagede en parkeringsbøde i vinduet. Selvfølgelig! Andrea havde glemt at sætte p-skiven..

Hun bakkede ud og kørte mod sin nye fremtid. - håbede hun..

Hun holdt ind ved Baresso, for at købe en kop kaffe.

Da hun endelig nåede frem, var klokken 11.15. Ups..

Hun satte sig udenfor kontoret og drak sin kaffe, imens hun ventede på, at nogen skulle hente hende.

En kvinde med en orange nederdel kiggede ind og sagde: ”Sandra Jones?”

Sandra nikkede. Kvinden nikkede mod døren: ”Han venter på dig. Du kan bare gå ind.”

Sandra rejste sig, men blusen hang fast i stolen, og hun hev i den, så der kom et hul. ”Fuck!”, sagde hun og kiggede rundt for at forsikre sig, at ingen hørte hende.

”Goddag,” sagde en høj og ranglet mand med krøller og rakte hånde frem.

Hun hilste tilbage og satte sig ned.

Hun kiggede ned og fik øje på hullet, hun lige fik lavet.

Åh nej. Hun havde ødelagt Andreas yndlingsbluse.. - som så også var hendes egen, men alligevel! Andrea ville flippe totalt ud! Og dog.. Hullet var ikke så tydeligt, måske ville hun slet ikke opdage det. Eller også ville hun først få øje på det senere, og så ville hun tro, at det var hendes egen skyld.

”Sandra Jones..”, sukkede manden. ”Du er sent på den?”
”Ja, det skal ikke ske igen. Eller jeg mener..”

”Shh,” sagde manden og holdt hånden op foran hendes ansigt.

”Lad mig høre, hvorfor kommer du sådan brasende, nu hvor jeg allerede har givet jobbet til en anden?”

”Øh.. Har du da det? Jamen..”

”Shh, shhh! Jeg ville sige; Du kunne have været den rette. Måske..”

”Jamen, jeg går...”

”Shh. Du skal altså lade være med at afbryde mig!”

Hun sank en klump. ”Undskyld, hr.”

”Ja. Du kan gå.”

Sandra kiggede flovt ned i skødet. Nu havde hun ødelagt sin egen chance for at få det job, hun ønskede sig allermest i verden. Men på den anden side.. Hvis han skulle have været hendes chef, så havde hun nok selv sagt op efter en uge, eller måske en dag!

Da hun var på vej ud ad døren, stødte en flot, ung fyr ind i hende, med en kop varm kaffe. ”Av!”, hvinede hun og sprang et skridt tilbage, som om det skulle hjælpe..

”Det må du virkelig undskylde,” sagde han. Han fiskede et lommetørklæde op af lommen og tørrede forsigtigt på blusen.

”Shit. Fuck. Lort.”, sagde Sandra til sig selv.

”Ej. Jeg mener det altså. Det er jeg virkelig ked af.”

”Ja, ja. Bare bliv ved med at tørre,” sagde hun og tog lommetørklædet fra ham. Pludselig opdagede hun, at det der før var en lille plet kaffe, nu var en kæmpe brunlig plamage på blusen. ”Argh!”

Hun gav fyren lommetørklædet tilbage og skyndte sig ned til bilen.

Da hun kom hjem, listede hun sig forbi Andrea, som sad og så tv, og ud på badeværelset. Hun åbnede skabene og ledte efter noget klorin. Hun havde hørt engang, at det skulle være godt at fjerne misfarvede pletter med.

Hun fandt en falske og blandede det i en skål med vand.

Så gnubbede hun blusen. Hun gnubbede og gnubbede og gnubbede, men opdagede til sin store frygt, at pletten nu var gul!

”Fu.. Næ, nej. Ikke mere banderi i dag,” sagde hun til sig selv.

Andrea kom ind af døren. ”Hvad laver du?”, spurgte hun, nysgerrig efter at se, hvad Sandra havde gang i.

”Øh, ikke noget,” sagde Sandra og gemte blusen på ryggen.

”Du er godt klar over, at du ikke har noget tøj på her?” Andrea viste med hænderne, hvor Sandra ikke havde tøj på.

”Tror du, jeg er dum?”

Sandra gav Andrea den ødelagte bluse. ”Jeg giver op. Værsgo!”

Andrea kiggede på den ødelagte bluse.

”Hvad fanden har du lavet? Den skulle jeg jo have på i aften.”

”Har du overhovedet lyst til at høre, hvordan det gik?”, spurgte Sandra surt.

”Nej. Ikke lige nu. Jeg skal mødes med George om en time, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tage på, takket være dig!”

”Ved du hvad, Andrea? Jeg fik ikke jobbet! Og det var ikke MIG, der ødelagde den, det var en eller anden IDIOT, som hældte sin kaffe ud over mig,” råbte Sandra og begyndte at græde.

Andrea satte sig i sofaen ved siden af Sandra.

”Det er jeg ked af at høre, Sand.” ”Jeg var sikker på, du ville få det job.”

”Nå. Men det gjorde jeg altså ikke, okay?!” Hun skubbede Andrea ned fra sofaen.

Andrea tog telefonen..

Hej, det er George. Læg en besked efter tonen.

”Hej George. Tror du, vi kan finde en anden dag? Min søster og jeg har lige brug for lidt søster-tid i aften. Det håber jeg, du forstår. Vi ses.”

En tur i zoologisk have

Marie sprang op og styrtede efter den røde bold. Ned ad skråningen og rundt om hjørnet.

Bare den nu ikke blev væk, for hun havde jo lige købt den.

I den lille souvenir butik. Den lige ved siden af indgangen til zoologisk have. Hun havde endda helt selv betalt for den!

Bolden rullede af sted. Den rullede lige ind i en kantsten, så den hoppede i en stor bue og landede på den anden side af hegnet. Lige ned til krokodillerne. Lige ned i vandet..

Vandet sprøjtede om ørerne på dem, der stod og kiggede ind til krokodillerne.

Nogle af de små børn skreg op og løb grinene i sikkerhed hos deres forældre. Forældrene kiggede sig forskrækkede omkring, for at få øje på den der havde været skyld i dette kaos. Marie. Men Marie var ligeglad. Det var jo ikke hendes skyld, at Ida havde kastet bolden væk! Eller det var det vel egentlig, for Ida gjorde det, fordi hun var sur på Marie.. Hun syntes det var snyd, at Marie måtte købe en rød hoppebold, når hun ikke måtte. Så kunne det også bare være lige meget!

Marie lænede sig op ad hegnet og kiggede efter bolden.

Den var væk. Ude af syne. Forsvundet.

En pige stillede sig ved siden af hende. Det var Ida.

”Hvad kigger vi på?”, spurgte hun glad. Da hun ikke fik noget svar, sagde hun: ”Hvorfor løb du bare? Mor og far leder efter dig!” ”Det ved du godt..”, peb Marie. Hun begyndte næsten at græde. Nu var hun jo lige blevet så glad for den bold!

”Hvor er den røde bold?”, spurgte Ida.

”Derinde,” snøftede Marie og stak en finger ind mellem hegnet for at pege på søen.

En krokodille kom op ad vandet med bolden i gabet. Det var en lille en, måske en unge.

Ida måbede. ”Det må du undskylde Marie. Jeg havde altså ikke regnet med, at den ville ende derinde!”

”Det er ok. Men hvordan får vi den ud?”

De to piger tænkte så det knagede, imens de iagttog den legende krokodille.

Pludselig slugte krokodillen bolden. Ned i halsen med den! Og så var den væk. For altid.

”Øv!”, mumlede Ida. Hun kiggede på Marie. Hendes øjne var blanke.

”Jeg henter lige mor,” sagde Ida. Marie svarede ikke, men Ida vidste, at hun havde hørt det, så hun løb så hurtigt hun kunne, for at hente sin mor.

”Mor, mor! Maries bold er røget ind til krokodillerne!”

”Hvad?”, spurgte hendes mor. ”Hold nu op med det pjat Ida. Henter du ikke Marie, så vi kan se løverne blive fodret lige om lidt?”

”Jamen mor..” ”Ikke noget 'jamen'. Kom så. Af sted!”

Ida løb hen til sin far: ”Far, far! Maries bold er blevet spist af en krokodille!”

”Af hvad er den?!”, udbrød hendes far. ”Blevet spist.” Ida kiggede flovt ned i jorden. Det var jo hendes skyld det hele. Hun fik en idé.

”Far?” Han kiggede spørgende på Ida. ”Må jeg ikke låne 20kr? Så jeg kan købe en ny bold til Marie?”

”Selvfølgelig må du det.” Han gav hendes en tyver og sagde: ”Skynd jer at komme. Løverne skal fodres lige om..”, han kigge på sit ur, ”NU!”

Ida løb ind i souvenir butikken og købte en ny bold til Marie.

Da hun kom tilbage, stod Marie med en rød bold magen til den gamle i hænderne. Hun lo og sagde: ”Se, hvad jeg fik! Krokodillen havde slet ikke slugt den! Den legede bare. Og så kastede den bolden for højt, så den røg tilbage over hegnet..” Hun stoppede op. ”Hvad er det der?”

Ida kiggede på bolden i hendes hænder. ”Jeg købte den til dig, fordi det var min skyld, men nu kan det jo være lige meget..”

”Behold du den bare!”, sagde mor og far. De kom gående hen til dem.

”Så har i begge to en rød bold.”

Indledning

Der var engang en lille pige, der hed Christina. Hun var meget glad for viskelædere. Faktisk var hun så glad for viskelædere, at hun havde en hel samling. Hun samlede og samlede lige indtil hun havde hundrede viskelædere for pludselig havde hun indset, at hun var blevet for gammel til at samle på viskelædere. Derfor gav hun hele sin samling til sin lillesøster, Maria.

Maria gemte dem straks væk oppe på loftet, for hvad skulle hun dog bruge dem til?

Et par år senere fandt hun sine gamle viskelædere frem og fik en strålende idé.

Hun ville lave en blog.

Og så tænker du sikkert: Hvad har dette med viskelædere at gøre?, og det skal vi sige dig.

Planen er, at vi, Signe og Maria ”trækker” et viskelæder hver fredag. Så tager vi et billede af det og skriver hver vores historie, novelle el.lign. omhandlende det viskelæderet forestiller.

F.eks. Viskelæderet forestiller en frø. Så går vi hjem og finder på en historie og aller senest søndag klokken præcis 23:00 har vi skrevet en historie om en frø og lagt den ind på bloggen.
Når vi har skrevet om alle 100 viskelædere, er målet nået. Så er bloggen slut..

Det er planen. Og vi håber den er god.

God fornøjelse:-). 


P.s. Vi begynder fredag d. 3. juni.