Når far kommer hjem

Zia tager hans truckerkasket af og ager ham på hovedet, roder i hans hår. Han smiler og læner sig tilbage på albuerne. Han kniber øjnene sammen, for solen skinner.
Vi sidder på et blomstret tæppe på den grønne græsplæne i haven.
I dag er fars sidste fridag, inden han igen skal af sted på arbejde. Denne gang skal han være væk i en hel uge.
Derfor synes han, vi skulle hygge os lidt sammen. For min skyld. Zia ved ingenting..
“Far?”, spørger Zia, og han åbner øjnene.
“Hva laaver duuh?”
Han smiler og skifter emne: “Zia, dig og Emma bliver passet hjemme hos mormor de næste dage. Far skal nemlig til Norge en tur.”
“I lastbilen?”, spørger hun ivrig.
“Ja.”
Hun sætter sig ned i hans skød. “Hvornår kommer vi så hjem igen?”
“Det gør i, når jeg kommer hjem igen.”
“Ja, men hvornår? Hvornår?!”
“Av, kan du lige sidde stille! Om et par dage, måske en uge. Men jeg lover, at jeg ringer hver aften og siger godnat.”
“Okay,” siger hun og ligger sig ned med armene langs siden. Hun kigger op på skyerne.

Da Zia er lagt i seng, og far og jeg står og vasker op, spørger jeg: “Kan vi regne med dig denne gang?”
“Hvad mener du?”, spørger han forvirret.
“Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. De sidste gange, du har været på arbejde, har du sagt, at du kun skulle af sted et par uger. Alle gangene kom du først hjem efter tre. Er du klar over, hvor hårdt det er for Zia? For ikke at tale om mormor. Hun kan aldrig regne med noget, aldrig lave nogle aftaler, fordi hun skal passe Zia.”
Han trækker på skuldrene, ved ikke rigtigt hvad han skal sige.
Jeg tørrer en tåre væk fra min kind og kigger på vandet i baljen. Sæben er næsten væk, og det er fyldt med madrester.
“Søde Emma. Det er jo mit job. Vi er bare nødt til at leve med det. Jeg ved godt det er træls, men hvis jeg siger op, har jeg ingen andre muligheder, og så bliver vi - før eller senere - nødt til at flytte, og vi har ikke råd til ret mange fornøjelser.”
“Men hvis du skulle vælge..” Jeg stopper op for at synke klumpen i halsen.
“Hvis du skulle vælge imellem familie og ferie. Ville du så vælge ferie?”
“Nej, selvfølgelig ikke! Jeg elsker min familie.”
“Hvorfor vælger du os så fra? Hvorfor vælger du ferie!” Jeg kyler børsten ned i vandet, så min far bliver sprøjtet til med beskidt vand, og styrter op på mit værelse.
Jeg smider mig i sengen og kigger op i loftet.
Det er uretfærdigt! Hvorfor skal det lige være vores familie, der har det så svært? Hvorfor skal det lige være vores far, der har sådan et arbejde? Når mor ikke er her, er det svært også at undvære ham. Og det ved han godt. Loftet forsvinder i min gråd.

Nogen banker på døren, og jeg vågner med et sæt.
“Emma. Vi skal af sted om en time,” siger far.
Han går ikke igen. Han står bare i døren og kigger sørgmodigt på mig.
“Hvad er der?”, spørger jeg irriteret og morgensur.
Jeg har også haft en dårlig nat. Jeg sov med både ‘tøj og sko’.
“Ikke noget.” Han lukker døren, og jeg kan høre hans sutsko på trappen.
“Hej mormor,” siger Zia og giver hende et knus.
“Hej i to. Hej Lars.”
Han nikker og sætter sig ind i bilen igen. “Vi ses piger.”
Vi vinker og går indenfor.
Jeg har mit helt eget værelse hos mormor. Hun har haft os på besøg så mange gange, at jeg næsten er flyttet ind. Hver gang har jeg haft en ting med derhjem, jeg kunne bruge til indretningen.
Denne gang er det et postkasserødt vækkeur, jeg fik af morfar engang. Jeg tænkte, at det hører mere til i dette hjem end noget andet.

Nu er der gået en halvanden uge, så far kommer snart hjem. Jeg glæder mig helt vildt. Det er også synd for ham. Tænk at køre rundt i en lastbil hele dagen i to uger! Det må være kedeligt.
Telefonen ringer og mormor er hurtig til at tage den.
“Hej, det er Anni…… Hej. Hvorfor ringer du? Kommer du nu endnu engang senere hjem, end forventet?…… Synes du ikke det er lidt synd for børnene?…… Jo, selvfølgelig. Emma? Din far vil tale med dig.”
Jeg styrter ud i køkkenet og griber telefonen.
“Hej far.”
“Hej Emma. Hør her. Jeg er virkelig, virkelig, VIRKELIG ked af det Emma.”
Jeg sætter mig på skamlen med et bump.
“Jeg er nødt til at bliver her i to uger mere, men…”
“TO UGER?!”, afbryder jeg ham.
“Sagde du to uger?! Jeg kan ikke klare det mere far! Nu havde jeg lige glædet mig sådan, til du kom hjem, og så skal du være væk i længere tid end nogensinde før!”
“Undskyld Emma, men…”
“Sip!”, siger jeg højrøstet og rejser mig op i min frustration. “Du tænker kun på dig selv. Hvad med os? Har du tænkt på, hvor meget vi savner dig? Er du klar over, hvor hårdt det er, hverken at have sin mor eller sin far, når man har brug for jer?”
“Emma, jeg er også rigtig ked af det, og når du siger det der, bliver jeg bare endnu mere ked af det og…”
Jeg afbryder igen: “Ja det skal du fandme også!”
“Hvad skal jeg?”
“Være ked af det! Ved du hvad? Jeg hader dig.”
“Emma!”
Jeg lægger på. Øv, hvor kan jeg ikke klare mere. Føler at jeg er ved at bryde helt sammen.

Dagen efter, om aftenen, sidder mormor og jeg og zapper lidt rundt med fjernbetjeningen. Det eneste, der er værd at se, er tour de france. Så vi ender med at sidde med armene i vejret af spænding. Contador kan stadig nå at hale ind på Andi. Pludselig bliver det afbrudt, fem minutter inden han skal sendes af sted på enkelstarten, da der kommer korte nyheder.
“Ej helt ærligt! Det er jo nu, det bliver spændende,” beklager jeg mig.
“Shh,” tysser mormor.
…katastrofale terrorangreb i Oslo. Kan det være islamister, der har gjort det, eller er det en helt anden?
“Hvad?”, spørger jeg mormor, som fik fadt på lidt mere, end jeg gjorde.
“Der har været et terrorangreb i Oslo i Norge. De formoder, at det kom fra en bilbombe.”
Jeg går kold. “Far? Norge. Hvad nu hvis der er sket ham noget?”
“Rolig.. Jeg ringer til ham.”
Hun taster nummeret ind.
Jeg er bange. Hvad hvis far er en af de dræbte? Mine sidste ord til ham. JEG HADER DIG.. Jeg hører dem igen og igen. Jeg hader dig, jeg hader dig far. Stakkels far. Han måtte være vildt ked af det. Og nu kan det være, jeg aldrig får chancen for at gøre det hele godt igen. Og hvad skal jeg sige til Zia?
Mormor ånder lettet ud. “Hej Lars….. Nå, så du er alligevel på vej hjem?…… Har du hørt det med terrorangrebet?…… Så tænd lige for radioen…… Ja er det ikke forfærdeligt?”
Pyha. Far kommer hjem…



Med en sen tanke til Norge og deres kæmpe tab. Men bedre sent end aldrig. De må lide stor sorg.  Lad os bede til, at noget så forfærdeligt aldrig sker igen.