Dé Fléur

Cirkus var kommet til byen. Endelig! Hvor længe var det jeg havde ventet? mindst fire måneder i hvert fald. Jeg  havde glædet mig i fire måneder og nu var det endelig kommet til byen. Jeg havde glædet mig til at se elefanterne, linedanserne, hestene, høre cirkusdirektørens højrystende stemme byde os alle velkommen.
Men det jeg havde glædet mig mest til var klovnene. Jeg elsker klovne! Det er dem der sætte gang i det hele. De får publikummet med, får dem til at grine, smider kager i hovedet på dem og hinanden.
Klokken var 06:00 præcis! og min far og jeg var på vej til cirkusset. Cirkus DéFléur. Fransk. Hovednummer, linedanseren Martín og klovnen Loúi. Jeg vidste alt om dette cirkus! Hvornår det blev stiftet, hvad cirkusdirektøren hedder, antal heste, elefanter, rekvisitter o.s.v.
Jeg var klar til at møde op.

Der var en lang kø til billetterne. Det så ud til at hele byen var kommet for at se dette mesterværk af et cirkus! Man kunne næsten tag og føle på den spænding der var. Man kunne høre begejstrede voksne, der snakkede om hvor -henrivende en aften det var. Børn der dansede rundt og grinede og pjattede og deres mødre der bad dem om at opføre sig ordentligt!
Jeg stod bare sammen med min far og beundrede det store røde og gule telt der fyldte den store plads. Da vi endelig kom hen til indgangen, stod der en høj rød mand, med lange ærmer og med en høj rød hat på hovedet. "Og hvor mange er vi så i dag?" Spurgte den røde mand. "To, min gode herre." Sagde min far venligt og smilede da han  rakte pengene til den røde mand. "Nu må de nyde forstilling, de herre!"
Vi gik indenfor i det store telt og blev mødt af en fantastisk duft af kandiserede æbler, popcorn, candyfloss, varm kakao, slikkepinde og sodavand.
"Skal du have et æble Benjamin?" Spurgte min far på vejen ind. Jeg takkede ja og så købte vi et stort gyldent kandiseret æble. Min far købte også en kop varm kakao til os hver og så forsatte vi videre ind i teltet. Vi havde fået nogle gode pladser. Tæt på midten, men alligevel ude for skudvide.
Forstillingen begyndte.

"MINE DAMER OG HERRE! Drenge og piger.. VELKOMMEN TIL DÈFLÈUR CIRKUS!" Sagde Aménje med højrystende stemme, der skælvede i mørket. Der kom spotlight på ham og alle begyndte at klappe.
"I aften skal i får jeg en fantastisk oplevelse! Der kommer til at være både linedanser på elefanter, klovene på ethjulede cykler og løver på taburetter og meget mere! LAD FORSTILLINGEN BEGYNDE!!!" Der blev igen klappet og ud kom der dansende, ti maskeklædte kvinder og mænd.

Hvornår ville de dog komme? Hvornår! der havde været linedanseren Roseline, da maskeklædte, ildmanden, dværgende og den talende løve(tro ikke helt på at den faktisk kan tale). Nu måtte de da snart komme!
Aménje kom ud og sagde med højrystende stemme. "NU ÆREDE PUBLIKUM; AFTENS HØJDEPUNKT!. Martin og Loúi!" Jeg rejste mig op og begyndte at klappe, men min far tog hurtigt fat i min krav og fik mig sat ned igen. Martin var den første der kom ind. Han bukkede og begyndte at bevæge sig over mod stigende til linen. Lige bag ham kom Loúi og bukkede også inden han fulgte efter Martin op på linen. Jeg kunne mærke nervøsiteten snige sig ind på mig, som om det var mig der skulle op på linen...
Klovnen Loúi hjalp Martin med at komme så sikkert ud på en linen der er oppe i tyve meters højde, som muligt. Det var helt fantastisk!
Marin bevægede sig utrolig yndefuldt på den spinkle line. Det var næste uhyggeligt... Klovnen Loúi lavede de sjoveste ting, der ikke kan beskrives med ord! Jeg gik fra cirkusset med min far, med en fantastisk følelse inden i. Det havde været en oplevelse for livet.

Fri-weekend

Kære læsere, de få vi nu har:-).

I denne uge bliver der ingen historier fra os, da vi endelig får tid til at ses. Vi synes, vi skulle have lov at holde fri, håber det er i orden.

 

- Hilsen Signe og Maria

Panda rim..

Pandabjørne er søde
Pandabjørne er hvide,
men har du set en Pandabjørn som Line's?

Den Har både selder og hat
En klase lilla druer
og en skvat grønne
i hver hånd den har.

Den lyser lyserødt
og sort
Så hvis du ser en Panda som den
Så er det nok Line's

Let på tå...

Jeg løb ned af gaden, rundt om caféen og styrtede hen mod danseskolen.
Det kan bare ikke være rigtigt! Tænkte jeg. Amalie Harper, nu er du igen forsent på den! Jeg kunne ikke andet en tænke på, at jeg var et kvarter forsent på den og at jeg var ved at hyperventilere..
Jeg drejede rundt om hjørnet og så kunne jeg endelig se skolen. Bygningen var hvid, med sort tag og sorte vinduer. Uden for bygningen, stod der et bare æbletræer og blomstrede.
Jeg åbnede døren og løb hen til det nærmeste omklædningsrum. Det var først da jeg kom ind at jeg opdagede, at det var drengenes omklædningsrum. De råbte og skreg at jeg skulle gå ud (som om jeg havde lyst til at blive og se på..). Jeg skyndte mig ind i det rigtige omklædningsrum, smed min taske og hoppede ind gennem døren til dansesalen.
De var allerede igang, men heldigvis kunne jeg genkende trinende og dansede med på musikken.
Jeg bad til at Mis. Green ikke havde set mig, men Gud var ikke med mig den dag.
"Frøk. Harper!" Skindte hun. "Endnu en gang har de formådet at komme forsent." Jeg rødmede og begyndte at forklare mig. "Det ved jeg! Men der var et par løse ender jeg skulle ordne." "Og de 'løse ender' kunne De ikke ordne en anden dag?" Jeg hade når hun talte sådan! "Ikke rigtig.. Det var en haste sag."
Hun så skeptisk på mig. "De har her på det seneste haft mange 'løse ender' at ordne. Må jeg spørge Dem, hvorfor det kan være?" "Fordi jeg ikke er særlig god til at holde styr på mine aftaler." Nogle af pigerne grinede, men så var der også mange af den som sendte mig onde blikke.
"Frøk. Harper, dette er den sidste advarelse De får! Hvis De kommer forsent til en mere dansetime, så må jeg desværre smide dem af holdet." Det var flot.. Tænkte jeg ironisk. "Jeg lover ikke at komme forsent!" Råbte jeg, mens jeg i hovedet råbte: Din gamle krave! Det var jo ikke ligefrem meningen at jeg ville komme forsent!
"Godt. Kom så piger! En gang til fra toppen!" Hun satte musikken på, talte fór og så dansede vi. Hun roste os, specielt mig af en eller anden grund, og rettede også på os..
Vi dansede ballet/hiphop i dag, min yndlings kombi. Det var en helt ny danse art og den var genial! Men det var ikke alle der var enige.
"Er dette en joke?" Spurgte en af pigerne efter vi havde danset og var gået ind i omklædningsrummet (for piger!). "Er det ikke meningen at vi skal lære 'ordentlig' ballet, i stedet for at gå rundt i pluder bukser og ligne en flok gangster!" Jeg vendte mig om mod hende. "Det er jo faktisk en del af ballet. Det er bare en anden slags for det.." Pigen så overlegent på mig. "Hvad hedder du taber?" Hun lagde tryk på taber. "Jeg hedder Amalie og du kender vel allerede mit efternavn, og det er ikke taber!" Hun var da en af de mest irriterende mennesker jeg havde kendt, indtil hendes ven åbnede munden. "Vi hedder Iva Sørensen og Anna Frank, og ja, vi kender udemærket dit efternavn Harper Taber!"
"Det er Amalie Harper." Du må ikke lade dig tiger! Råbte en stemme i mit hovede. Bare tag din taske og gå hjem til Sanne og Tobias, dine venner!
"Flot kjole." Sagde hende der hed Anna. "Grøn.. Det er en farlig farve." Jeg kiggede ned af mig selv. Det havde været min balletkjole i over 4 år. Måske skulle jeg købe en der var mere up to day..
"Tak." Sagde jeg og tog kjolen af, for at få noget pænere tøj på.
De kiggede efter mig mens jeg klæde om. Hver gang jeg fangede dem i af kigge på mig, tænkte jeg bare på at komme hjem.
Jeg var hurtig og skyndte mig lige så hurtig ud, som jeg var kommet ind. Jeg løb hjem til nogle af mine bedste og sådan set eneste venner, Sanne og Tobias. De måtte hjælpe mig med at komme til tiden i morgen. Jeg ville ikke blive smidt af holdet, jeg elskede at danse!
Jeg bangede på døren. "Bare kom ind!" Råbte Sanne. "Det er lidt svært når døren er låst!" Råbte jeg tilbage. Der var stille et øjeblik. "Når ja!" Og så åbnede hun døren.
Jeg sagde hej og styrkede videre ind til en dansesal. Sanne's forældre havde fået den bygget, fordi hendes mor skulle have været børnepsykolog, men det blev aldrig til noget.
"Du bliver nød til at hjælpe mig. Også dig Tobias!" Råbte jeg. Han kom frem i døråbningen og spurgte hvad der var los..
"Nu skal i høre..." og så fortalte jeg hvad der var sket og hvordan de to idioter til piger havde tigret mig..
"Og du vil have os til at hjælpe dig med, at komme til tiden?" Spurgte Tobias. "Ja, Tak!" "Men, hvordan det?" "I skal ordne de løse ender, som jeg plejer at gøre.." De kiggede spørgende på hinanden og så på mig. "Arh!! Det jeg mener er, at I skal ordne nogle ting.." De var stadig ikke helt med.
"Her er en liste. Der står alle de ting jeg gør.." "Enden du kommer forsent." Sagde Sanne. "Noget i den stil." "Intet vidunder at du kommer forsent! Prøv og se alle de ting der skal gøres!" Udbrud Tobias. Sanne grinede.
Jeg forklarede dem hvad de skulle gøre, men det tog lang tid. ".. og nu, har jeg brug for at øve mig til imorgen. Må jeg?" "Selvfølgelig Frøk. Harper." Sanne lød næsten som Mis. Green.
Sanne og jeg øvede sammen og havde det skide sjovt. Vi fik også Tobias med på den indtil vi begyndte at lave pioetter.

Næste morgen stod jeg op som normalt. Tog tøj på, spiste morgen mad, sagde godmorgen til de gamle og børstede tænder. Jeg havde det hele tiden som om jeg havde glemt noget, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad.
Jeg kiggede på min liste med ting der skulle gøres, enden jeg skulle til dans.
1. Hjælpe Mrs. Jackson i hans butik.
Okay, tænkte jeg. Jeg skyndte mig der ned med det samme. Da jeg kom der ned kiggede Mrs. Jackson mærkeligt på mig.
"Hey Jackson!" Sagde jeg glad. "Amalie? Hvad laver du her?" Spurgte han. "Det jeg plejer?" "Jamen, der var ellers en pige og dreng for lidt siden, der sagde at du ikke ville komme i dag?" Der var et eller andet der demrede omme i baghovedet på mig. "Hmm..." "Men det er nu godt du kom. Der er stadig en masse at lave."
Efter jeg havde hjulpet til i butikken kiggede jeg på det næste.
2. Gøre rent ved Bedste.
Og afsted gik det. Jeg kom hen til Bedste, men hun havde det samme mærkelige udtryk i ansigtet som Mrs. Jackson.
"Dine venner har lige været her." Sagde hun. Først undrede jeg mig over hvorfor de havde været der, men så kunne jeg huske, hvad jeg ellers havde glemt!
"Bedste! Jeg bliver nød til at løbe igen!" "Tak for besøget, kom snart igen!" Råbte hun. Hun var nu en mærkelig gammel dame, tænkte jeg ved mig selv, mens jeg løb ned gennem gaderne, få at nå til dans.
Jeg drejede om hjørnet og så var danseskole lige forude. Jeg kiggede på uret. 2 minutter igen, jeg kan stadig nå det!
Jeg når det! Jeg når det! Jeg når det! Jeg når det! 
Jeg når det! Jeg når det! Jeg når det!
Jeg når det! Jeg når det!
Jeg når det!
Skreg det inde i mit hovede.
"Du er tideligt på den!" Den irriterende stemme, den ville jeg uheldigvis, kende overalt. "Anna!" Jeg vendte mig om og mødte hendes grimme ansigt med vrede og frustration.
"Du ser lidt nervøs ud.." Drillede hun. Okay, ingen panik! Ingen panik!.. Okay.. PANIK! Hun prøver kun at holde dig hen! Du må slippe af med hende! Men ikke på den måde dræbe hende, men måske bare give hende en lille lussing..
"Hvad vil du mig?" "Årh ikke noget specielt.." Sagde hun med en glat stemme der gav mig gåsehud. "Så går jeg ind i omklædningsrummet." Jeg så på klokken.. 1 minut og cirka 20 sekunder til jeg ville blive bortvist, bare fordi hende Anna skulle holde mig tilbage.
"Vent lidt. Hvorfor så tralvt.." Hun smilede med det grimmeste smil jeg havde set. "Du ved godt at jeg bliver smidt af holdet, hvis jeg ikke kommer til tiden, så hvis du vil have mig undskyldt."
Enden hun nåede at sige mere løb jeg ind i omklædningsrummet og lige ind i armende på Iva. "Hvor tro du, at du skal hen!" Skreg hun næsten. Hvad var det lige de havde imod god fornuft? "Jeg ved ikke med dig, men jeg skal til danseundervisning, så hvis du lige ville flytte dig lidt, ikke." Hun rystede på hovedet, "Det tro jeg ikke.." Og så overfaldte hun mig. Hun havde ikke tænkt det helt igennem og ramte, istedet for mig, skabet ved siden af mig.
Jeg pustede lettet ud, tog hurtigt min kjole på og løb ind i salen.
"Amalie!" Å nej.. Så kom jeg forsent alligevel, tænkte jeg og lukkede øjnene. "Du er jo tideligt på den idag!" Mis. Green smilede til mig. "Så kan du jo lige så godt få lidt ekstra undervisning.." Jeg fattede ikke noget. Jeg kiggede på mit ur. Den sagde at den var mindst kvart over, men uret i salen sagde at den var kvart i. "Ømm.. Mis Green?" "Ja.." Jeg tænkte mig om en ektra gang, men besluttede ikke at sige noget om at uret var gået i stå.. "Ikke noget, lad os danse!"

Held i uheld

Han havde kørt i årevis i den truck! Hvordan kunne den bare sådan gå i stykker? Den havde kørt fint i går, men her til morgen var den bare gået helt død. Hvad skulle han gøre. Jack var helt udeaf den!
Han havde plejet og passet den truck lige siden han købte den ved bilforhanlderen og nu var den færdig. Han havde prøvet alt!
Tjekket motoren, bremserne, var olien blevet grå og var der nu benzin på? Det så ikke ud til at der var noget galt, men den grønne truck ville alligvel ikke starte.
Han ville ordne den selv, hvis han lige viste hvad der var galt med den, men der gjorde han ikke. Han havde ikke råd til at få den til en mekaniker, selv om han ville.
Hans ven, Simon sagde at den truck alligvel ikke havde holdt en dag mere.. Hvilken trøst, tænkte Jack og sendte Simon et opgivende blik..
Han vidste godt at Simon, bare prøvede at mundré ham op, men det virkede på ingen måde at sige, at den ikke ville have overlevet alligevel!
"Du kan ikke gøre andet end at sælge den til en skrot handler." Sagde Simon. "Jeg skal bare bruge lidt mere tid til at finde ud af hvad der er galt." Sagde Jack, mens hans håb forsvandt sammen med hans humor. Simon så ud til at være i et uderst godt humor, efter som hans ven var helt nede i kælderen. "Op med humoret!" Sagde han lystigt. "Ved du hvad der ville mundré dig op?" Han vendtede ikke på at svar. "En tur ned på værtshuset, jeg gir'" Han prøvede at lyde lokkende, men uden held. "Nej, jeg har ikke rigtig lyst til at drikke lige nu." Sagde Jack sorgmodigt.
Simon kiggede efter Jack, mens han slebte sig indenfor. Simon råbte efter Jack "Det er jo bare en bil! Du kan altid købe en ny! Som man siger, man skal ikke græde over spildt mælk!" Jack gad ikke hører mere på Simons anedoter! Simon vidste intet om hvor meget den truck havde betydet for ham. Han havde haft den siden han var 18 og var gammel nok til at kører den.
Og ikke nok med det.. Det var jo hans arbejde at kører trucken, så hvad skulle han nu gøre? Måske han kunne sparer sammen til en ny truck, men det ville tage alt for lang tid..
En mekanikker var udelukket efter som han ikke havde råd. Måske han kunne lønne penge i banken? det ville da være et forsøg hver.
Jacks humor var blevet lettere i det. Han gik ud i garagen og skulle til at gå ind i trucken, da han kom i tanker om at den ikke virkede. Han gik vidrer uden om den og tog cyklen der stod lænet op ad væggen.
det var lang tid siden han sidst havde brugt den gamle jernhest. Han satte sig op og begyndte at træde i pedalerne, der gnikkede. Han kunne godt mærke at han ikke havde dyrket så meget fitniss her på det seneste.
Da han nogede banken, hørte han nogen bagved sig. Det var Simon der allereden havde været på værtshuset. "Hey, Jack! Min gode gamle ven!" Simon blev altid sentimental når han drak for meget..
"Hvad Søren skal du i den fart?" Råbte han så hele gaden kunne høre ham.
"Bare lige i banken.." "Vil du ikke hellere med mig hen på værtshuset og få en lille en.." og så væltede Simon om. Jack var ikke så bekymret igen. Han ville nok vågne om lidt igen eller også ville nogen vække ham..
Jack gik ind i banken.
"Kan jeg hjælpe.." Spurgte manden bag kassen. Han lavede elevatore-blikket på Jack og rømmede sig.
"Ja, jeg ville gerne vide om det kunne lade sig gøre, at få et løn." "Hvor mange penge snakker vi om?" Sagde manden skeptisk. "100.000,-" Manden smillede, som om at det var en joke. "Meget vel." Sagde han til sidst.
"Dit bank nummer."´
Jack kom ud med nyt håb, indtil han så at Simon stadig lå og flød på jorden. "ved du hvad Simon." Han rystede på hovedet. "En drik ville slet ikke være dårligt, men først skal jeg lige ud og have fat i en mekanikker."
Simon slå øjnene op og rejste sig så hurtigt at han var ved at falde om igen.
"Det minder mig om noget.." Sagde han. Han var i den grad ikke ædru endnu. "Din truck er blevet ordent.." Jack så mærkeligt på ham. "Og hvad mener du med det." Han kendte Simon. Man kunne aldrig helt vide om det han sagde var sandt. "Jo, en eller anden jeg møde henne i baren, sagde at hun ville ordne din truck gratis. Hun er mekanikker. Jeg sendte hende hjem til dig." "Hvad!" "Det var så lidt" Sagde Simon og gik vidre. jack tog hurtigt cyklen og kørte hjem.
Der stod rigtig nok, nogen og fiflede med hans truck. "Det er noget af en bil du har her." Sagde en kvinde stemme.
Personen der stod foran trucken måtte være hende Simonen havde råbt op om.
"´Jeg hedder Gilli." Oplyste hun ham om og rakte hånden frem. "Jack." Svarede han. "Du kan jo prøve at starte den.." Sagde hun med et smil på læben. "Har du lavet den? Men.. men hvordan!" Hun forklarede ham det. Hun saged nogle tal på de forskellige dele og hvordan hun havde fundet en mærkelig ting der hang fast i motoren, som Jack ikke havde set. "Men tak.." Sagde han efter en lang ramse af bildele. "Det var så lidt." Sagde hun. "Men jeg må se at komme hjem." Jack kiggede på trucken og bagefter på Gilli. "Hey!" Råbte han. Hun vendte sig om. "Vil du ikke med ud og prøve køre den?"

Påskeharen..

Nu var det blevet påske. Nu skulle alle have lam og chokolade. Og så ville påskeharen komme? Men som om han fandtes. Er der nogen der ligesom har set ham? Ikke hvad jeg ved af. Jeg har ikke troet på påskeharen siden jeg var 10, men det er noget andet med min lille bror.
"MOAR! Hvornår kommer han? Hva'? Sig det mor, kom nu mor!"
Jeg kiggede irriteret på Simon. Han skulle hele tiden spørge. Det var da i orden at han gjorde det en gang, men det gjorde han ikke. Han blev bare ved med at spørge!
"Det ved jeg kke Simon.." Svarede mor, lidt irrireteret.
"Ved du det Sidse? ved du det! ved du det! ved du det! ved du det! ved du det!." Råbte han.
"Nej Simon! Og ti så lige stille lidt, okay?" Han kiggede blot mærkeligt på mig. "Tro du over hovedet på ham?" Jeg ruller med øjnene. "Nej det gør jeg faktisk ikke." Simon kiggede sur på mig. "Jamen, det gør jeg! Og jeg ved at han snart kommer!" Så gik han ind på sit værelse.
Simon var kun 7 år gammel og troede selvfølgelig både på Julemanden, Påskeharen og Dracola.
"Hvorfor skal han være så irriterende!" Sagde jeg til min mor.
"Jeg ved godt du synes det, men han er din bror, du må bare lade som igenting. Okay?" "Okay.." svarede jeg surt.
Jeg smuttede ind på værelset og satte en CD på med Dizzy Mizz Lizzy og åbnede mit vindue. Da jeg åbnede vinduet fik jeg et chok. Et eller andet var hoppet op i ansigtet på mig og vidre ind gennem vinduet. Jeg drejede rundt, men kunne intet se.
"Når.." sagde en stemme. "Hvem der!" hviskede jeg, skræmt. Jeg tog en lysestage der stod på mit bord, måske ville jeg få brug for den..."Kan du ikke gætte det?" Jeg fattede det ikke? Der var intet at se, men alligevel hørte jeg nogen.. "Et.. Spøgelse?" "Nej dit fjols!" råbte stemmen. "Det er mig, påskeharen." "Påskeharen.." sagde jeg og tabte lysestagen på gulvet. "Vent lidt.. Du findes ikke? Gør du?" "Selvfølgelig findes jeg! Jeg er jo lige her." "Ømm.. Hvor?" "Her!" Svarede haren. Jeg vendte mig om og fik et chok. Haren stod i vindueskarmmen og stampede med sin ene fod. Han havde lilla og blå skribet bukser på, en kurv i hånden, en lyserød sløfe om halsen og så så han fantastisk blød ud (det var lige før man fik lyst til at røre ham). "Wow.." Det var det eneste jeg kunne sige. Og jeg som aldrig rigtig havde troet på andet end Shake. "Kan du ikke sige andet?" "Jo, jo jeg er bare.." "Overrasket over hvor fantatisk jeg ser ud." sagde han selvglad.
"Nej. Jeg blev mere overasket over at du findes." Han rødmede og hoppede ned på gulvet. "Må jeg spørge om noget?"
"Ja selvfølgelig." sagde haren. "Hvad laver du her, udover at dele påskeæg ud?" Haren grinede. "Jo, du skulle vel ikke have nogle gulerodder?" Jeg kiggede først mærkeligt på ham og så gik jeg ud i køkkenet. Jeg fandt en pose gulerodder og vendte mig om får at gå ind på værelset.
"Hvad skal du med den pose gulerodder? Hva'! Hvad er det til? Sig det nu Sidse!" Det var Simon, der var blvet glad igen. Han stod med en is i hånden og ventede på mit svar.
"De er til kani.. jeg mener, de er til mig!" "Er de til påskeharen? Er de Sidse? Er de?"
Han fatter ikke en skid, tænkte jeg. "Nej, jeg har jo lige sagt at de var til mig." "Du lyver!" blev han ved. "Det er til påskeharen!" Hvorfor skulle han altid være så irriterende! "Okay, okay!" råbte jeg til sidst. "De ER til påskeharen!" "Jaaa!!" og så hoppede han ind på mit værelse. "Hallo, hr. Påskehare! Er du der?" Haren var væk.
"Han var her lige før?" "Jamen, hvor er han så nu Sidse? Hvor! Hvor! Hvor! Hvor er han?" Jeg lagde en hånd på Simons mund. "Jeg siger hvor han er hvis du holder op med at spørge, okay?" Simon nikkede. Jeg tog hånden væk og svarede at  jeg faktisk ikke vidste det. "Jamen, du sagde at du ville sige, hvor han var!"
"Jamen, når jeg ikke ved det Simon!"
Jeg kiggede ned på posen med gulerodder og tænkte på om jeg ikke bare skulle lægge dem tilbage, men posen var tom. "Hvor er gulerodderne Sidse? Hva'? Hva'? Hva'?" "Måske har påskeharen taget dem?" Det var da en mulighed. Jeg gik ud i køkkenet for at smide posen ud., men fik et chok da jeg så hvad der lå der ude. "PÅSKEÆG!!" Skreg Simon og løb hen for at kaste sig i dem. "Jeg sagde jo at påskeharen fandtes!" "Jeg tror dig, men i så fald, håber jeg at Dracola ikke findes."

Den glemte dag..

Det havde været en af de værste dage i hele Frejas liv! For det første, havde hendes kæreste slået op.
Og så på hendes fødselsdag. For det andet havde hendes forældre, rent ud glemt hvilken dag det var. Og for det tredje, var hun lige faldet på asfalten. Eller, det var ikke helt rigtig. Faktisk var hun blevet skubbet, af skolens helt egen ud gave af bokseren Ken Schamrock. Han havde altid været ude på ballade, men Freja og ham kunne da for det meste enes, uden brug af vold.
Freja rejste sig fra jorden, sendte Ken, der stod og fniste, et ondt blik, rettede på hendes sorte jakke og gik ud mod parkeringspladsen.

Hendes forældre havde sagt at de ville hente hende efter skole. I starten havde Freja ikke været meget for det, eftersom de havde glemt hendes fødselsdag, men da der kun var de to muligheder, at
1. Hun kunne gå hjem i tordenvejr
eller 2. Bliver kært hjem i en nykøbt citroe
2 selvfølgelig.

Det begyndte at regne, mens Freja bevæggede sig hen, til parkeringspladsen. "Godt jeg tog en paraply med.." tænkte Freja og foldede paraplyen ud. Freja tog sin Ipod frem og tog hørebofferne på.
Er kom et ordenligt tordenskral fra himlen. BAANNG!! Og så så man et lyn ned slag. Freja fik et chok og skruede højere op for musikken.
Hun hadede torden vejr. Arhh.. Bare hendes far snart ville komme. Og i det hun tænkte det, kørte den nye citroen ind på parkeringspladsen.

"Hop ind!" råbte han gennem regnen. Freja løb hen til bilen.
"Hører her." startede han. "Jeg ved godt at, du tror at, vi har glemt at, du har fødselsdag, men.."
"Men hvad?" Spurgte Freja. "Det er ikke sagen. For vi har huske, at du har det, men det var meningen at, du skulle tror at, vi havde glemt at, du havde det." Freja var et stort spørgsmålstegn. "??"  Faderen skiftede gear og satte farten op. "Du får at se, hvad jeg mener, når vi kommer hjem" sagde han og smilede.
Han pakerede bilen i garagen og så gik de ind i huset.
Freja åbende døren og gik videre op på sit værelse.
"Wow far! Hvor er jeg dog overrasket!" sagde hun sarkastisk.
Faderen begyndte, forvirret, at gå rundt i huset. "Jamen.." sagde han hver gang han så at rummet var helt tomt.
"Jeg var sikker.." sagde han bagefter. "Sikker på hvad? At huset ville være fuldt med mennesker?" Freja så skeptisk på sin far, enden hun gik videre ind i køkkenet.
Lige så snart hun havde lukket døren til køkkenet, begyndte hun at skrige. "Arhh!! Hvorfor... Hvorfor.. "
Freja prøvede at græde, men det var som om hun ikke kunne. I stedet for, slog hun hovedet ind i en af skabene.
"TILLYKKE!!!!!" Freja ramlede ind i bordet bag hende af chok.
"prøver I at skramme livet af mig." sagde hun med et smil. "Haha, nej ikke lige frem." sagde hendes mor. Freja gik hen og gav hende et knus.

Om aften, efter hele Frejas familie havde været og sagt tillykke, gik hun sig en tur i den friske vind. På vejen mødte hun uheldigvis Ken og hendes eks Jakob. "Hej!" sagde jakob. "hej" svarede Freja. Hvad lavede han mon sammen med Ken? "Hvor længe har I været venner?" "Nogle år, så vidt jeg husker." sagde Ken. Freja ville spørge Jakob om hvorfor han slog op, men hun havde et bedre spørgsmal til Ken. "Hvorfor var det lige du skubbede mig idag?" Da så på hinanden, som om de troede jeg mente dem begge to. "har du skbbet hende?" Jakob så ikke ud som om det irriterede ham. "Ja. Jeg er faktisk ked af det Freja. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg gjorde det." "No hard fellings." sagde hun og vendte om. "Han er nu meget sød ham.. Nicolaj." Tænkte hun mens hun gik.

Morder Karuselen...

Det var en mørk og stormfuld aften og  Mette, Clara og Lauritzt stod foran det gamle nedlagte Tivoli. Det havde været en udfordring til Mette, at hun skulle gå igennem Tivoliet og ud på den anden side.
Og nu stod de der, foran Tivoliet og ventede på at Mette ville begynde at gå..


- Kom nu Mette! Det er jo bare et Tivoli. Siger Clara


- Der er ikke noget skrammende ved et Tivoli. Et Tivoli er jo et sjov sted! Siger Lauritzt.


Mette kigger på dem, sunger en klump og åbner den store port. Døren gnager ekstramt meget og Mette stopper op.


- Hvad er der nu? Spørger Lauritzt.


- Jeg synes ikke det her er nogen god idé.. Skal vi ikke bare gå tilbage?


- Nu er vi jo kommet her ud. Siger Lauritzt.


- Lad os få det overstået. Hvisker Clara.


Mette vender sig mod indgangen igen og går ind. Hun ryster, mens hun bevæger sig væk fra de andre. Hun kigger sig et par gange, nervøst omkring. De andre står og kigger efter hende mens hun langsomt forsvinder ind i mørket. Da Mette er helt væk, løber de andre om på den anden side af Tivoliet.


- Hun må snart være her. Siger Clara.


- Jeg kan ikke se hende? Måske skulle vi gå ind efter hende, jeg mener, hun ligger sikkert og ryster af skrak!


- Lad os lige give hende et par minutter endnu.. Siger Clara lidt nervøst.


Da de har stået i mørket i nogle minutter hører de pludselig noget.. Noget det næsten lyder som..


- Musik! Udbryder Lauritzt.


- Prøver hun at være sjov eller noget?


Men så hører de Mettes skrig..


- AAAARRRHHH!!! Lad mig være!!


- Det var helt sikkert Mette! Kom så! Råber Clara


De løber efter musikken og Mettes skrig. Mens de løber forsvinder Mettes stemme i natten. Musikken forsætter. Clara stopper bradt op. Foran dem står en kæmpe stor karusel. Dens røde og grønne tag er mindst to meter højt og fire meter bredt! Vognende skinner i natten, mens de kører rundt i takt til musikken. Clara skriger, da karuselen stopper med at kører rundt. For der, foran dem sidder Mette..


- Hun er.. er hun ikke! Råber Clara panik slagen.


Lauritzt kan ikke andet end at nikke. Mens de står der begynder karuselen sin musik igen og begynder at dreje rundt.
Lauritzt kigger sig pludselig om. Hvor blev Clara af?


- Clara! Råber han.


Uden for det gamle Tivoli går et par sig en aftentur, men den bliver hurtigt ødelagt da de hører to skrig i natten, inde fra Tivoliet...

Brevet..

Det var en kedelig grå torsdag, men ikke for Louise. Hun havde netop fået sig en kæreste fra England og de skrev til hinanden hver uge. I dag ville brevet komme fra hendes Jake.
Nu stod hun og ventede ved den røde postkasse, ved postkontoret i byen. Hun havde stået der i næsten en halv time ude i regvejret og ventede. Endelig kom der en og låste postkassen op og tog alt posten ud.

- Er der noget post til mig?

Kontor damen tjekkede.

- Hvad hedder du? Spurgte hun.

- Louise Jørgsen..

- Hmm.. Nej, det ser vidst ikke sådan ud.

Louise så skuffet ned i jorden.

- Kan du ikk tjekke en gang til? Spurgte hun.

Damen tjekker igen, men ryster på hovedet. Louise bevægger sig langsomt hjem ad. Det var første gang han ikke havde svarede på hendes breve.. Hvad var der mon sket? Havde der været flodbølge? Nej! Nu måtte hun ikke være fjollet. Han havde sikkert bare ikke nået at sende brevet.. Eller også havde han fundet en anden!
Louise tænkte som en gal. Hvis han nu havde fundet en anden, så ville han da have skrevet? Måske skulle hun gå tilbage til postkassen og tjekke den igennem? Nej! Hun ville gå hjem og skrive et nyt brev til ham. Men hvad pokker skulle hun så skrive? Ømm.. Hej! Jeg fik ikke dit brev? Hvorfor? Nej, hun måtte finde på noget bedre. Louise løb så hurtigt hjem som hun kunne. Da hun kom hjem, satte hun sig ved sit skrive bord, tog et stykke papir og begyndte at skrive.

Dear Jake.
I did'nt get your letter this Thursday. I don't know if it got lost in the mail or you did'nt send anything. But I thougt that you maybe, had found another? Maybe I'm just being suspicious I don't know.
I think that I'm overreacting. I just need an answer.

Love Louise.

Louise foldede brevet sammen og lagde det i en konvelut.

- Nu skal det bare sendes.

Og så løb hun ned af trappen og ud i gangen. Hendes mor nådede lige at fange hende i gangen enden hun løb.

- Louise! Husk nu at Jack kommer fra England i aften. Han har faktisk haft ringet til mig om at du ikke skulle tjekke posten, fordi han ikke ville sende noget brev i denne uge.

Louise stod i dør åbningen og kiggede dumt på sin mor. Hún havde helt glemt at han ville komme i aften! Hvordan kunne hun have glemt det? Hun gik hen til skraldespanden i køkkenet og smed brevet ud. Louises mor kiggede bare mærkeligt på hende.

- Jeg bliver nød til at anskaffe Jack en pc. Jeg kan ikke klare flere postkasser!

Kaptajn Bimse og Kalle Kanel..

Det var sent på aften og Anna lå i sin seng. Hun vendte og drejede sig, men hun kunne ikke falde i søvn. Til sidst lagde Anna sig på ryggen og kiggede op i loftet.
Hun lyttede til lydene udenfor. Hun kunne høre fuglene synge dagens sidste sang og frøen der hoppede i damen. Pludselig hørte hun noget helt andet end frøer der hoppede og fugle der sang.

- Det lyder næsten som en flyvemaskine. Sagde Anna til sig selv

Hun rejste sig op og gik hen til vinduet. Hun kiggede ud i natte, men kunne ikke se noget ved første øje kast. Hun kunne høre flyet komme nærmere og nærmere, men hun kunne stadig intet se.

- Fyld fart fremad Kalle! Råbte en stemme

- Jeg kan altså ikke få den her spand til at flyve hurtiger! Råbte, ham der måtte være Kalle.

- Nu ikke mere pjat Kalle! Vi har ikke tid! Vi skal nå en masse enden natten er omme.

Anna kunne nu se den flyvemaskine hun havde hørt. I flyet sad der to personer. Den ene var en stor bamse, mens den anden var lille og lignede en kludedukke. Bamsen havde blå selde-bukser på, mens kludedukken havde en stribet sparkedragt og et par flyvebriller på.

- Er det der vi skal lande Kaptejn Bimse? Spurgte Kalle

- Ja, men' sanden' om det ikke er der! Råbte Kaptajn Bimse begestrejt.

Anna gnæd sine øjne. Hun kunne ikke tror det hun så. Flyet komme lige hen imod Annas vindue.
Hun skyndte sig at hoppe væk.

- Wii! Skreg Kaptajn Bimse og Kalle i munden på hinanden,

Flyvemaskinen landed med et bumb på gulvet, enden det fløj videre ind i Annas skab. BANG!! sagde det.
Anna holdte sig for ørene. Kaptjajnen og Kalle gik svajende ud af skabet og hen mod Anna.

- Hvem Søren er I? Spurgte Anna.

Kaptajnen og Kalle kiggede på hinanden enden de præsenterede sig.

- Jeg er Kaptajn Bimse og det her er..

- Jeg hedder Kalle Kanel. Slutede Kalle Kaptajnen.

Anna stod som et stort spørgsmålstegn.

- Vi flyver verden rundt og møder nye mennesker og laver farlige ting. Sagde Kaptajn Bimse intimt

Anna fattede ikke så meget som et ord, af det de sagde. Og hvad lavede de overhovedet hjemme os Anna sent om aften? Det var da noget mærkeligt noget!

- Hvorfor fløj i gennem mit vindue? Spurgte Anna

- Jamen, det er jo fordi vi leder efter et sted at søge ly! Sagde Kalle Kanel.

- Ja, ser du, vi bliver forfulgt.. Hviskede Kapajnen.

- Af hvem?

- Det er den onde Willy! Sagde Kaptajnen.

Anna grinede lidt. Pludselig hørt de alle sammen noget, der fik deres nakkehår til at rejse sig.

- MUHHAA!! Nu har jeg dig endelig Kaptajn Bimse!

- Han har fundet os, Kaptajn! Hvad gør vi? Sagde Kalle Kanel skræmt.

- Vi må forsvare os så godt vi kan! Find  kanonen frem! Råbte Bimse

Anna og Kalle Kanel skyndte sig hen til skabet, hvor kanonen var. Den var tyng, men de fik slæbt den hen til vinduet.

- Lad kanon! Klar til affyring? Spurgte Bimse.

-Klar Kaptajn! Råbte Anna

Og så fløj det med kudt og kugler i alle retninger, ud af vinduet. Onde Willy svarede med et raserianfald.

- ARR! Jeg skal nok få dig Bimse! Skreg han.

Og så tog han sin laser-kanon frem og skød mod Annas værelse.

- Hurtigt! Duk jer! Råbte Kalle Kanel.

Anna sprang over mod sin seng og ramte den med et ordentlig bumb. Kaptajn Bimse stod stadig ved kanonen og beskød Willy.
Anna kæmpede sig op fra sengen og slæbte sig hen til Kaptajn Bimse.

- Bimse! Råbte Anna.

-Kaptajn Bimse, om jeg må be!

- Undskyld!

Anna nåde ikke at sige mere, før det næste brag kom. BAANG!!! sagde det. Og så var der stille.

- ARRH!! Råbte Onde Willy

Anna kiggede ud af vinduet for at se, havd der var sket. Willys luftballon var blevet ramt og var nu på vej ned mod jorden.

- Haha! en fuldtraffer! Råbte Kalle Kanel begejsret.

- Ja det må du nok sige! Sagde Kaptajn Bimse.

- Jeg skal nok få dig en dag! Råbte Onde Willy og så forsvandt han ind mellem træerne i Annas have.

- Det var vel nok godt at du fik ramt på ham. Sagde Anna

- Hhaa.. Men nu er jeg også træt. Så hvis I vil have mig undskyld. Sagde Anna og gik i seng, mens Kalle Kanel og Kaptajn Bimse fløj ud i natten.

En dårlig fødselsdag..

Det var Mias 15 års fødselsdag og hendes familie sad ved morgen bordet. Mia sad og var ved at pakke gaver op, mens alle kiggede spændt. Hun startede med en gave, fra hendes Moster Anna. Det var en taske, med et flot blomster mønster, som hun havde ønsket sig længe. Der var mange pakker. Hun fik både sko, smukker, bøger, sengetøj o.s.v.

Ca. hundrede og sytten pakker efter, manglede Mia kun en pakke. Den var fra hendes far og mor.
Hun pakkede gaven op og så straks en lime grøn t-shirt med hvide prikker og en sort sløjfe på.

- Ømm.. Sagde Mia
- Når? Hvad synes du så, søde? Spurgte hendes far
- Den er da.. Rigtig.. Rigtig flot?

Hendes forældre grinede og Mias mor strøj hende over kinden. Mia fik hvert år et eller andet stykke tøj af hendes forældre, men Mia syntes aldrig rigtig at det var hende. Så derfor plejede hun kun at gå med tøjet der hjemme eller også kom hun til at ødelægge tøjet på mystiske måder. Sidste år til hende fødselsdag, havde hun ved et uheld, spildt kødsovs ud over den kjole hun havde fået. Sovsen var ikke til at få væk!
Mia vidste godt at det var forkert, men hun ville heller ikke sige til sine forældre, at hun ikke kunne lide deres gaver, når hun kunne lide alt det andet, hun havde fået..

- Skal du ikke have t-shirten på? Spurgte hendes mor
- Jo! Jo selvfølgelig...
Hende mor smillede.

- Så går jeg ud efter kagen imedens.

Nu vidste Mia, hvordan hun skulle komme af med trøjen! Men hun skulle gå med trøjen i mindst  en time, før der uheldigt ville ske noget med den.
Mias mor kom tilbage med en kage og bad Mia om at sætte sig ned.

- Jeg har fåktisk en ekstra gave til dig! Sagde hendes mor til hende
- Og det er?
- Siden du jo er så vild med den slags tøj du har på nu, har din far og jeg udskiftet din gardarobe for dig!

Mia stod bare med åben mund.

- What!

Det var en hver teenagers drøm, men ikke når hun sagde den slags tøj du har på nu.

- Er det ikke fantastisk!
- Ja det er rigtig, det er ikke fantastisk! Råbte Mia
- Jamen.. Du ser da ud til at være så glad for t-shirten? Sagde hendes mor
- Nej jeg er ej! Og jeg kunne faktisk heller ikke lide det tøj som jeg har fået alle de andre år! Hvorfor tro I at der skete alle de uheld?

Mia skyndte sig at holde en hånd for munden. Det hele var bare strømmet ud. Hendes mor og far, vidste ikke helt hvad de skulle gøre.
Men pludselig sagde Mias far:

- Hvorfor har du ikke sagt det noget før?
- Jeg var bange for at såre jer. Sagde Mia
- Årh.. Men du skulle bare have sagt det. Sagde Mias mor.
- Det ved jeg, men som sagt, jeg ville ikke såre jer.
- Men det var godt du sagde det skat. Vi kan da idet mindste bytte tøjet.

Mia grinede og da hun næste år havde fødselsdag, havde hende forældre droppet tøjet.

Indledning

Der var engang en lille pige, der hed Christina. Hun var meget glad for viskelædere. Faktisk var hun så glad for viskelædere, at hun havde en hel samling. Hun samlede og samlede lige indtil hun havde hundrede viskelædere for pludselig havde hun indset, at hun var blevet for gammel til at samle på viskelædere. Derfor gav hun hele sin samling til sin lillesøster, Maria.

Maria gemte dem straks væk oppe på loftet, for hvad skulle hun dog bruge dem til?

Et par år senere fandt hun sine gamle viskelædere frem og fik en strålende idé.

Hun ville lave en blog.

Og så tænker du sikkert: Hvad har dette med viskelædere at gøre?, og det skal vi sige dig.

Planen er, at vi, Signe og Maria ”trækker” et viskelæder hver fredag. Så tager vi et billede af det og skriver hver vores historie, novelle el.lign. omhandlende det viskelæderet forestiller.

F.eks. Viskelæderet forestiller en frø. Så går vi hjem og finder på en historie og aller senest søndag klokken præcis 23:00 har vi skrevet en historie om en frø og lagt den ind på bloggen.
Når vi har skrevet om alle 100 viskelædere, er målet nået. Så er bloggen slut..

Det er planen. Og vi håber den er god.

God fornøjelse:-). 


P.s. Vi begynder fredag d. 3. juni.