Fortrydelsen

Har du nogensinde været vild med en af de seje fyre?
Har DU nogensinde været helt igennem og håbløst forelsket i en fyr, du aldrig har snakket med?
Så ved du, hvordan jeg har det.
Lasse, hedder han. Jeg ved ikke helt, hvordan det kan lade sig gøre, at undgå at snakke med en, man har gået i klasse med i ni år.
Men på den anden side, hvordan kan det så overhovedet lade sig gøre, at være forelsket i sådan en?
Måske er det fordi, at min bedste veninde, Clara, har været kæreste med ham i lidt under et år. Hun har fortalt mig alt om ham, og hvorfor de slog op? “Han var bare ikke helt min type.” - det var hun næsten et år om, at finde ud af…
Clara rådede mig til, at sende ham et brev.
 “Hvad hvis han afviser mig? Hvad hvis han griner og fortæller det til alle på hele skolen?”
 “Lasse er ikke sådan. Lasse er ikke OND,” siger Clara og trykker på en knap på mikrobølgeovnen.
 “Lad mig høre,” siger hun.
Jeg synker og kigger ned på det fine brevpapir med roser i mine hænder.
 “Læs det selv.”

Kære Lasse.
Du kender ikke mig, og jeg kender ikke dig. Faktisk kender jeg dig rimelig godt, og eftersom at vi har gået i klasse sammen i ni år, burde du også have lagt mærke til mig. Jeg er Asta.
Clara har fortalt mig en del om dig.
Men jeg vil stadig vide mere. Du virker sød. Og du er rigtig charmerende og flot.
Jeg er måske lidt vild med dig.. Men jeg kan bare ikke rigtig tage mig sammen til at gå hen til dig..
Vil du hjælpe mig?
- Asta  

 “Det er godt.” Clara nikker og smiler tilfreds.
 “Det er rigtig godt, Asta.” Hun klapper mig på hovedet og tager sin kakao ud af mikrobølgeovnen.
Hun puster på den og siger:
 “Jeg drikker lige det her. Så går vi hen med det i hans postkasse.”
Vi står foran Lasses hus.
 “Så, nu putter du brevet i postkassen, og så går vi hjem til dig igen og lægger neglelak.”
Jeg synker en klump. Kigger ned på brevet. Tager mig sammen.
 “Kom nu Asta! Jeg fryser.”
Hun gnider sig i hænderne. Ved modsætning til mig, har hun vanter, halstørklæde OG hue. Og så siger hun, at hun fryser?!
Jeg smider brevet i og vender mig om, for at gå hjem. Efter et skridt har jeg allerede fortrudt.
 “Nej. Jeg vil ikke. Vi må have brevet ud, Clara,” udbryder jeg panisk.
Jeg vender mig om og forsøger at få hånden ned i postkassen. Sprækken er for smal.
 “Hvad? Ej, kom nu Asta. Du kan altså ikke fortryde nu.”
 “Kan du ikke bare hjælpe mig med at få brevet ud i stedet?”, siger jeg irriteret, imens jeg giver postkassen et par på hovedet.
 “Så lad mig komme til,” siger hun og skubber mig til side.
Hun forsøger med de samme to ting, men ingen af dem lykkes.
Så finder hun en gren i sneen og stikker den ned i sprækken. Med tungen lige i munden fisker hun brevet halvt op, da Lasse pludselig står bag os.
 “Hej Clara. Og hej Asta. Hvad laver i?” Han smiler til mig, da jeg vender mig forskrækket om.
Mit hjerte banker hurtigt og mine kinder blusser.
 “Øh. Ikke noget,” siger Clara og gemmer grenen bag sin ryg.
Lasse griner fornøjet og trækker på skuldrene.
 “Nå, men jeg må nok hellere se, om jeg har fået noget med posten i dag.”
Han går ind for at hente en nøgle.
 “Lort. Han har gennemskuet os!”, mumler Clara til mig.
Jeg nikker langsomt.
Han kommer tilbage og stikker nøglen i nøglehullet.
 “Vent!”, siger Clara.
Han kigger spørgende på hende.
 “Øh. Det er slet ikke din postkasse. Vi har bare byttet den rundt med Astas, fordi din er meget flottere,” forsøger hun, men Lasse er ikke så nem at narre.
 “Der står ellers Leila og Lasse Klausen. Lige der.” Han peger på navnene.
Så tager han posten og maser sig forbi Clara.
 “Vi ses i morgen piger!”, råber han og lukker døren.
 “Jeg smadrer dig!”, hvæser Clara faretruende til postkassen, da vi går.
Et øjeblik ser det ud som om den griner og rækker tunge af os.

Næste dag i skolen, kigger Lasse godt nok meget efter os på gangen.
Vi kan ikke rigtig finde ud af, om det er fordi vi terroriserede hans postkasse i går, eller om det er pga. brevet.
 “Gå dog hen og spørg ham, om han har fået dit brev.”
Da han står alene ved vasken og fylder sin vanddunk, tager jeg chancen.
Ret ryggen. Op med brystet. Modig og yndefuld. Fremad march!
Brems!!
 “Hej Asta,” siger han og smiler.
 “Øh. Hej.”
Han står pænt og venter på at der skal komme noget mere.
Stadig med et stort smil på læben siger han:
 “Var der noget, du ville?”
 “Øh, ja.. Øh”
Pludselig kan han ikke holde det tilbage længere og griner højt:
 “Kysser jeg godt?”
 “Det ved jeg ikke.”
 “Nå det har hun ikke fortalt?”
Så griner jeg også. Vi griner sammen. Vi griner så meget, at vi får tårer i øjnene. Griner og griner.