søndag den 14. august 2011
Dagen efter..
Jeg vågnede op en lørdag formiddag og havde sådan en forfærdelig hovedpine. Jeg havde kvalme og ville bare sove hele dagen.
Men det syntes mor ikke, jeg skulle. “Du skal bare drikke en kop kaffe og ud og få noget frisk luft bagefter, så er de tømmermænd væk.”
“Jamen mor! Jeg er så… TRÆT!”
“Det er kun din egen skyld,” pointerede hun og tog min dyne efter at have åbnet vinduet, så der kom gennemtræk i hele værelset.
“Okay så!”, stønnede jeg og rejste mig dovent. Jeg surmulede lidt og trak så i et par bukser og en hættetrøje.
“Hvad vil du have til morgenmad?”
“Kunne du ikke lige spørge først, om jeg overhovedet er sulten?”
“Er du da ikke det?”, spurgte hun muntert.
“Næ…”, sagde jeg og gloede fraværende på en bunke støv henne i hjørnet. Jeg var pludselig kommet i tanker om, at jeg havde mødt den sødeste fyr i går -- til festen.
Mor gik og lukkede døren og i det samme sank jeg sammen på gulvet, stadig med blikket rettet imod det støvede hjørne.
Jeg tænkte tilbage på i går. Hvad skete der egentlig imellem os?
“Har du set min ring?”
“Hvordan ser den ud?”
“Øh.. En stor, blå plastik-ring. Jeg købte den i Tiger for en tier. Hah..aa.”
Jeg var selvfølgelig fuld. Meget endda. Og så havde det lykkedes mig at smide min enorme (med tryk på enorme) fingerring fra mig.
Nå, men det var fyren, jeg snakkede med.
Han lo af min lille sjove tilføjelse. Eller af mig.
“Nej jeg har ikke set den…”
Jeg satte mig straks på knæ med et bump for at lede videre.
Han satte sig ned til mig og da jeg skulle til at kravle videre imellem menneskeben og -fødder, fik jeg fejlbedømt afstanden mellem vores hoveder og fik en frygtelig hovedpine.
“Av!”, sagde han og tog sig til panden.
“Undskyld, men jeg skal finde min ring.” Jeg ledte videre et andet sted. En eller anden idiot, syntes han skulle træde på min hånd, så det sagde knæk i alle mine fingre.
Straks efter stod jeg ude i køkkenet og havde overladt min hånd til fyren, hvis navn jeg aldrig fandt ud af.. Noget med Ma… eller Mar? Og så et k… eller gs? Nå, men noget med M!
Han gav mig forbinding på. Og lidt efter stod vi og små kyssede og viklede vores kroppe ind i hinanden.
Nu havde jeg det ad helvedes til.
Jeg kiggede mig i spejlet. Jeg var helt rød i hovedet, nu hvor jeg havde tænkt på ham. Jeg gik ned for at spise dagens vigtigste måltid, men ikke en mundfuld ville synkes. Ikke en skefuld ville ned. Jeg lukkede øjnene og svajede lidt. “Må-ha-frisk-luft,” tænkte jeg højt og skyndte mig udenfor.
Jeg besluttede, at jeg ville gå en lang kort tur. Jeg gik nemlig aldrig rigtig lange ture.
Jeg satte mig på en bænk og kiggede på en pige med en grøn kjole, lyserøde strømper og smukt hår. Hun sad med krydsede ankler og kiggede ned i åen.
Mit hjerte hamrede pludselig af sted, for om ikke det var fyren, der kom gående der? Han kiggede på mig og smilede. Jeg sank en klump og pillede lidt ved mit hår. Så drejede han ved broen og gik hen til pigen. Han hjalp hende op at stå. Så kyssede de hinanden, og han tog hendes hånd.
Mine øjne fyldtes med tårer. SKØNT! Han havde en anden..
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar