”Andrea? Har du set den gennemsigtige bluse med sløjfen?”.
Det var Sandra. Hun styrtede rundt og rodede hver eneste skuffe, i lejligheden, igennem. Selv køkkenskufferne blev tjekket. Bare for en sikkerheds skyld.
”Andrea!”, råbte hun igen. Hun bankede hårdt på døren til badeværelset. ”Har du set den eller hvad?”
Andrea vidste udemærket godt, hvor blusen var, men hun gav ikke et ord fra sig.
Hun fjernede de to skiver agurk fra øjnene og kiggede på uret. Der var præcis syv timer til. Syv timer til hun skulle mødes med George, og syv timer til hun skulle på sin første date som 23-årig.
Sandra skulle til sin første jobsamtale som 23-årig, derfor skulle hun bruge den bluse. Hun vidste, at hvis man havde udfordrende tøj på, noget der fremhævede ens bryster, skulle man nok få jobbet.
At blive reklame-redaktør var hendes drømmejob, hun måtte bare have det!
Derfor, skulle hun bruge den bluse!
Hun kiggede på uret. ”Shit!” Nu var der kun en halv time til. Hun bankede endnu engang panisk på døren.
Andrea åbnede og gik lige forbi hende med en hårbørste i den ene hånd, og den bluse Sandra ledte efter i den anden.
Andrea smilede skævt og tænkte på, om det nu alligevel var en god idé at snuppe blusen.
”Andrea. Hvorfor har du taget blusen? Jeg skal jo bruge den.” Sandra rakte hånden ud, for at tage blusen, men Andrea var hurtig og trak hånden til sig.
”Har du glemt, hvad jeg skal?”, spurgte Andrea.
Sandra lagde armene over kors og kiggede irriteret på Andrea: ”Ikke lige nu Andrea. Det har jeg ikke tid til. Jeg skal være der om en halv time. Hvis jeg kommer for sent, får jeg...”
”Jeg skal på en date.” Sandra måbede et kort sekund, men kom i tanker om, hvor glad Andrea var, da hun kom hjem i går.
Hun havde en aftale med George, den lækreste, sødeste og klogeste fyr, de nogensinde havde set.
”Hvad tid skal du det?”
Andrea rødmede og kiggede ned. Så mumlede hun lavt: ”Klokken 18.”
”Ej Andrea! Så kan jeg jo godt bruge den! Så kan du jo bare få den senere.”
Andrea gav Sandra blusen. Øv. Hvorfor skulle Sandra altid se bedre ud end hende? Godt nok var de tvillinger, men Sandra var meget smukkere. Hun havde sin mors ansigt. Andrea havde sin fars, bare i en kvindelig udgave..
Det var ikke andet.. Andrea var bare jaloux.
Sandra satte sig ind i bilen. ”Ej, hvad er nu det?”, sagde hun til sig selv, da hun opdagede en parkeringsbøde i vinduet. Selvfølgelig! Andrea havde glemt at sætte p-skiven..
Hun bakkede ud og kørte mod sin nye fremtid. - håbede hun..
Hun holdt ind ved Baresso, for at købe en kop kaffe.
Da hun endelig nåede frem, var klokken 11.15. Ups..
Hun satte sig udenfor kontoret og drak sin kaffe, imens hun ventede på, at nogen skulle hente hende.
En kvinde med en orange nederdel kiggede ind og sagde: ”Sandra Jones?”
Sandra nikkede. Kvinden nikkede mod døren: ”Han venter på dig. Du kan bare gå ind.”
Sandra rejste sig, men blusen hang fast i stolen, og hun hev i den, så der kom et hul. ”Fuck!”, sagde hun og kiggede rundt for at forsikre sig, at ingen hørte hende.
”Goddag,” sagde en høj og ranglet mand med krøller og rakte hånde frem.
Hun hilste tilbage og satte sig ned.
Hun kiggede ned og fik øje på hullet, hun lige fik lavet.
Åh nej. Hun havde ødelagt Andreas yndlingsbluse.. - som så også var hendes egen, men alligevel! Andrea ville flippe totalt ud! Og dog.. Hullet var ikke så tydeligt, måske ville hun slet ikke opdage det. Eller også ville hun først få øje på det senere, og så ville hun tro, at det var hendes egen skyld.
”Sandra Jones..”, sukkede manden. ”Du er sent på den?””Ja, det skal ikke ske igen. Eller jeg mener..”
”Shh,” sagde manden og holdt hånden op foran hendes ansigt.
”Lad mig høre, hvorfor kommer du sådan brasende, nu hvor jeg allerede har givet jobbet til en anden?”
”Øh.. Har du da det? Jamen..”
”Shh, shhh! Jeg ville sige; Du kunne have været den rette. Måske..”
”Jamen, jeg går...”
”Shh. Du skal altså lade være med at afbryde mig!”
Hun sank en klump. ”Undskyld, hr.”
”Ja. Du kan gå.”
Sandra kiggede flovt ned i skødet. Nu havde hun ødelagt sin egen chance for at få det job, hun ønskede sig allermest i verden. Men på den anden side.. Hvis han skulle have været hendes chef, så havde hun nok selv sagt op efter en uge, eller måske en dag!
Da hun var på vej ud ad døren, stødte en flot, ung fyr ind i hende, med en kop varm kaffe. ”Av!”, hvinede hun og sprang et skridt tilbage, som om det skulle hjælpe..
”Det må du virkelig undskylde,” sagde han. Han fiskede et lommetørklæde op af lommen og tørrede forsigtigt på blusen.
”Shit. Fuck. Lort.”, sagde Sandra til sig selv.
”Ej. Jeg mener det altså. Det er jeg virkelig ked af.”
”Ja, ja. Bare bliv ved med at tørre,” sagde hun og tog lommetørklædet fra ham. Pludselig opdagede hun, at det der før var en lille plet kaffe, nu var en kæmpe brunlig plamage på blusen. ”Argh!”
Hun gav fyren lommetørklædet tilbage og skyndte sig ned til bilen.
Da hun kom hjem, listede hun sig forbi Andrea, som sad og så tv, og ud på badeværelset. Hun åbnede skabene og ledte efter noget klorin. Hun havde hørt engang, at det skulle være godt at fjerne misfarvede pletter med.
Hun fandt en falske og blandede det i en skål med vand.
Så gnubbede hun blusen. Hun gnubbede og gnubbede og gnubbede, men opdagede til sin store frygt, at pletten nu var gul!
”Fu.. Næ, nej. Ikke mere banderi i dag,” sagde hun til sig selv.
Andrea kom ind af døren. ”Hvad laver du?”, spurgte hun, nysgerrig efter at se, hvad Sandra havde gang i.
”Øh, ikke noget,” sagde Sandra og gemte blusen på ryggen.
”Du er godt klar over, at du ikke har noget tøj på her?” Andrea viste med hænderne, hvor Sandra ikke havde tøj på.
”Tror du, jeg er dum?”
Sandra gav Andrea den ødelagte bluse. ”Jeg giver op. Værsgo!”
Andrea kiggede på den ødelagte bluse.
”Hvad fanden har du lavet? Den skulle jeg jo have på i aften.”
”Har du overhovedet lyst til at høre, hvordan det gik?”, spurgte Sandra surt.
”Nej. Ikke lige nu. Jeg skal mødes med George om en time, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tage på, takket være dig!”
”Ved du hvad, Andrea? Jeg fik ikke jobbet! Og det var ikke MIG, der ødelagde den, det var en eller anden IDIOT, som hældte sin kaffe ud over mig,” råbte Sandra og begyndte at græde.
Andrea satte sig i sofaen ved siden af Sandra.
”Det er jeg ked af at høre, Sand.” ”Jeg var sikker på, du ville få det job.”
”Nå. Men det gjorde jeg altså ikke, okay?!” Hun skubbede Andrea ned fra sofaen.
Andrea tog telefonen..
Hej, det er George. Læg en besked efter tonen.
”Hej George. Tror du, vi kan finde en anden dag? Min søster og jeg har lige brug for lidt søster-tid i aften. Det håber jeg, du forstår. Vi ses.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar