En gnavpot uden lige

“Hr. Klaustrup, jeg er nødt til at gå nu,” sagde Lilly anstrengt. “De ved jo nok, at jeg har meget, jeg skal nå..”
“Hmpfr!”, surmulede hr. Klaustrup og lagde armene over kors bare for at være på tværs.
Han var ved at være en gammel mand, den kære Klaustrup, men sød og rar, dét havde han aldrig været.
Lilly var hans hushjælp, og den eneste han ville tale med.
Hun var den eneste, der kunne få ham til at smile, godt nok et knebent smil, men han smilte.
Lilly var nu også ret sød, lige til at blive blød i knæene af for sådan en gammel mand som hr. Klaustrup. Hun var kun 25 år og meget smuk.
“Vil De ikke nok smile? Bare lidt,” spurgte hun sukkersødt og lagde hovedet på skrå.
Et lille smil og et hmm, og så var hun ude af døren.
Han lukkede døren og tøffede hen til sin gode lænestol. Han satte sig med et bump og sukkede. Ak, livet kunne være så deprimerende.
Det ringede på døren.
“Hvad fanden er der nu?!”, muggede han lavmælt og gik ud i gangen for at åbne døren.
Han var aldrig specielt gæstfri.
“Hvad vil du?”, sagde han surt til en ung mand i rødt med en trækasse i favnen.
“Der er kommet en pakke til Dem hr.”, sagde han og stillede den tunge kasse på dørtrinnet. Han tog en blog frem og sagde: “Hvis De bare lige vil skrive under her, så ville det være…”
“Ja ja, jeg skal nok skrive under,” vrængede han og afbrød den unge mand.
Han kradsede nogle ulæselige bogstaver ned på papiret og kiggede undersøgende på den unge mand.
Den unge mand kiggede op fra bloggen og smilte venligt.
“Vil du være så venlig at fjerne dine beskidte sko fra min trappe?”
Den unge mand nikkede lidt skræmt og trådte et skidt tilbage.
“Sig mig engang. Prøver du at gøre mig vred?! JEG SKAL SIGE DIG, JEG KAN SAGTENS BLIVE VRED!”
“Nej, hr. Men de har ikke betalt.”
“Betalt? Siden hvornår har man skulle betale for en gave?!”, råbte han vredt.
Den unge mand sagde straks undskyld og skyndte sig væk. Han skulle ikke nyde noget! Så hellere undvære de fyrre kroner!
Hr. Klaustrup trak kassen indenfor og tog låget af.
I kassen sad der en lille, levende panda.
Den kiggede spørgende på hr. Klaustrup. Han vrængede. Hvad skulle han dog med en panda? Var der nogen, der lavede numre med ham?
Han løftede pandaen op i udstrakte arme og satte den på gulvet. I bunden af kassen lå der et kort.
“Kære Frank. Jeg er meget ked af, at jeg forlod dig dengang, men du var altså alt for gnaven, og jeg kunne bare ikke længere.
Så nu får du en lille gave på vores bryllupsdag, og så håber jeg, at du kan passe på den, og at den kan bløde dig en lille smule op. Kærligst din Kisser.”
Han fik en klump i halsen og blev helt forpustet. Kære Kisser.
Den lille panda kiggede på ham med et sultent blik.
“Hvad kigger du på? Smut. Smut så med dig!” Han puffede den væk med sin fod. Så gik han ind i stuen og satte sig i sin gode lænestol. Kære Kisser. Han var blevet helt trist. Han stirrede lige ud i luften. “Åh, Kisser. Kan du huske… kan du huske dengang vi sad på en strand i Italien og så solnedgangen sammen. Vi var så forelskede.”

Hr. Klaustrup vågnede søndag morgen klokken ni. Han åbnede langsomt øjnene. “Arhh!”, skreg han forskrækket, da han opdagede, at det ikke blot var en drøm. Nej, det var skam en vaske ægte panda.
Dan kravlede hen til hans ben og gned sig op ad ham.
“Nå, så du tror, du kan bløde mig op hva? HA! Som om du kunne få mig til at smile. Du er jo bare en forpulet opmærksomhedssøgende og ædende panda!” Han skubbede den væk med foden. Så rejste han sig op og gik ud i køkkenet. Han fandt en tallerken og fyldte den med chokolademousse, som Lilly havde lavet til ham. Han tog en ske og begyndte at skovle mundfuld efter mundfuld ind.
Pandaen kom ud til ham og kiggede sultent på ham igen.
“Og så er du også GRIM,” sagde han og vendte ryggen til.
Den lavede en underlig lyd, og han vendte sig om for at se.
“Hvad fa‘en! Skider du på mit gulv, dit lille bæst!” Han tog den i nakkeskindet og kylede den ind på badeværelset. Så kunne den sidde der i badekarret og komme til fornuft, det forbumlede møgdyr.
Han tørrede lorten op fra tæppet, men stanken ville ikke forsvinde. Han var nødt til at ringe til Lilly, så hun kunne komme og rense tæppet.

Et kvarter efter stod hun udenfor døren.
“Hej hr. Klaustrup. Skal vi få ordnet det tæppe?”, spurgte hun muntert.
Han trådte et skridt til siden, så hun kunne komme indenfor.
Hun gik ud på badeværelset for at hente rengøringsmidlerne.
“Nej Klaustrup! Hvad er det for én lille sød ven, De har fået Dem?”
“Hmpfr! Det var jo den, der havde skidt på mit tæppe! Det sagde jeg jo.”
Hun bukkede sig og samlede den op. Hun tog den i favnen og nussede den lidt.
Hr. Klaustrups hjerte slog et slag over, da han fik øje på den dybe kavalergang.
“Nå, hvor er du sød, lille ven. Er du ikke sulten? Har hr. Klaustrup været ond imod dig, hva lille ven. Nårh, lille putte nutte. Det kan han ikke være bekendt, vel? Neej…”
Hun kiggede strengt på hr. Klaustrup. “Sig mig engang, synes du virkelig, du kan tillade dig at sulte sådan et lille dyr? Du skulle skamme dig, skulle du!”
Hun gik ud i køkkenet og fandt nogle vindruer til den lille panda.
“Så værsgo, nu kan du bare guffe i dig.”
Hr. Klaustrup stod nu i dørkarmen og surmulede med armene over kors. Han skammede sig faktisk lidt - men det var udelukkende fordi, han ville vise sig fra sin bedste side overfor Lilly, så han en dag kunne score hende - og han mumlede: “Det var altså mine vindruer.”
“Men nu er den lille panda også Deres og De skulle ta‘ at lære at være lidt sødere! De er slet ikke særlig rar at være i nærheden af hr. Klaustrup, ved de godt det?”
Han slog blikket ned og krympede sig lidt. Så traskede han ind i stuen og satte sig i sin gode lænestol. Nu var Lilly også ved at forlade ham, ligesom dengang med Kisser.
“Jamen hr. Klaustrup. De græder jo!” Hun satte sig på hug ved hans side og aede ham på armen. “Jeg… Jeg… Undskyld Lilly. Jeg skal nok passe pandaen.”
Hun smilte. “Hvad skal den så hedde?”
“Den skal hedde… Frank Junior.”
“Hmm..” Hun lo og gav ham et venskabeligt kys på kinden.