Held i uheld

Han havde kørt i årevis i den truck! Hvordan kunne den bare sådan gå i stykker? Den havde kørt fint i går, men her til morgen var den bare gået helt død. Hvad skulle han gøre. Jack var helt udeaf den!
Han havde plejet og passet den truck lige siden han købte den ved bilforhanlderen og nu var den færdig. Han havde prøvet alt!
Tjekket motoren, bremserne, var olien blevet grå og var der nu benzin på? Det så ikke ud til at der var noget galt, men den grønne truck ville alligvel ikke starte.
Han ville ordne den selv, hvis han lige viste hvad der var galt med den, men der gjorde han ikke. Han havde ikke råd til at få den til en mekaniker, selv om han ville.
Hans ven, Simon sagde at den truck alligvel ikke havde holdt en dag mere.. Hvilken trøst, tænkte Jack og sendte Simon et opgivende blik..
Han vidste godt at Simon, bare prøvede at mundré ham op, men det virkede på ingen måde at sige, at den ikke ville have overlevet alligevel!
"Du kan ikke gøre andet end at sælge den til en skrot handler." Sagde Simon. "Jeg skal bare bruge lidt mere tid til at finde ud af hvad der er galt." Sagde Jack, mens hans håb forsvandt sammen med hans humor. Simon så ud til at være i et uderst godt humor, efter som hans ven var helt nede i kælderen. "Op med humoret!" Sagde han lystigt. "Ved du hvad der ville mundré dig op?" Han vendtede ikke på at svar. "En tur ned på værtshuset, jeg gir'" Han prøvede at lyde lokkende, men uden held. "Nej, jeg har ikke rigtig lyst til at drikke lige nu." Sagde Jack sorgmodigt.
Simon kiggede efter Jack, mens han slebte sig indenfor. Simon råbte efter Jack "Det er jo bare en bil! Du kan altid købe en ny! Som man siger, man skal ikke græde over spildt mælk!" Jack gad ikke hører mere på Simons anedoter! Simon vidste intet om hvor meget den truck havde betydet for ham. Han havde haft den siden han var 18 og var gammel nok til at kører den.
Og ikke nok med det.. Det var jo hans arbejde at kører trucken, så hvad skulle han nu gøre? Måske han kunne sparer sammen til en ny truck, men det ville tage alt for lang tid..
En mekanikker var udelukket efter som han ikke havde råd. Måske han kunne lønne penge i banken? det ville da være et forsøg hver.
Jacks humor var blevet lettere i det. Han gik ud i garagen og skulle til at gå ind i trucken, da han kom i tanker om at den ikke virkede. Han gik vidrer uden om den og tog cyklen der stod lænet op ad væggen.
det var lang tid siden han sidst havde brugt den gamle jernhest. Han satte sig op og begyndte at træde i pedalerne, der gnikkede. Han kunne godt mærke at han ikke havde dyrket så meget fitniss her på det seneste.
Da han nogede banken, hørte han nogen bagved sig. Det var Simon der allereden havde været på værtshuset. "Hey, Jack! Min gode gamle ven!" Simon blev altid sentimental når han drak for meget..
"Hvad Søren skal du i den fart?" Råbte han så hele gaden kunne høre ham.
"Bare lige i banken.." "Vil du ikke hellere med mig hen på værtshuset og få en lille en.." og så væltede Simon om. Jack var ikke så bekymret igen. Han ville nok vågne om lidt igen eller også ville nogen vække ham..
Jack gik ind i banken.
"Kan jeg hjælpe.." Spurgte manden bag kassen. Han lavede elevatore-blikket på Jack og rømmede sig.
"Ja, jeg ville gerne vide om det kunne lade sig gøre, at få et løn." "Hvor mange penge snakker vi om?" Sagde manden skeptisk. "100.000,-" Manden smillede, som om at det var en joke. "Meget vel." Sagde han til sidst.
"Dit bank nummer."´
Jack kom ud med nyt håb, indtil han så at Simon stadig lå og flød på jorden. "ved du hvad Simon." Han rystede på hovedet. "En drik ville slet ikke være dårligt, men først skal jeg lige ud og have fat i en mekanikker."
Simon slå øjnene op og rejste sig så hurtigt at han var ved at falde om igen.
"Det minder mig om noget.." Sagde han. Han var i den grad ikke ædru endnu. "Din truck er blevet ordent.." Jack så mærkeligt på ham. "Og hvad mener du med det." Han kendte Simon. Man kunne aldrig helt vide om det han sagde var sandt. "Jo, en eller anden jeg møde henne i baren, sagde at hun ville ordne din truck gratis. Hun er mekanikker. Jeg sendte hende hjem til dig." "Hvad!" "Det var så lidt" Sagde Simon og gik vidre. jack tog hurtigt cyklen og kørte hjem.
Der stod rigtig nok, nogen og fiflede med hans truck. "Det er noget af en bil du har her." Sagde en kvinde stemme.
Personen der stod foran trucken måtte være hende Simonen havde råbt op om.
"´Jeg hedder Gilli." Oplyste hun ham om og rakte hånden frem. "Jack." Svarede han. "Du kan jo prøve at starte den.." Sagde hun med et smil på læben. "Har du lavet den? Men.. men hvordan!" Hun forklarede ham det. Hun saged nogle tal på de forskellige dele og hvordan hun havde fundet en mærkelig ting der hang fast i motoren, som Jack ikke havde set. "Men tak.." Sagde han efter en lang ramse af bildele. "Det var så lidt." Sagde hun. "Men jeg må se at komme hjem." Jack kiggede på trucken og bagefter på Gilli. "Hey!" Råbte han. Hun vendte sig om. "Vil du ikke med ud og prøve køre den?"

Når far kommer hjem

Zia tager hans truckerkasket af og ager ham på hovedet, roder i hans hår. Han smiler og læner sig tilbage på albuerne. Han kniber øjnene sammen, for solen skinner.
Vi sidder på et blomstret tæppe på den grønne græsplæne i haven.
I dag er fars sidste fridag, inden han igen skal af sted på arbejde. Denne gang skal han være væk i en hel uge.
Derfor synes han, vi skulle hygge os lidt sammen. For min skyld. Zia ved ingenting..
“Far?”, spørger Zia, og han åbner øjnene.
“Hva laaver duuh?”
Han smiler og skifter emne: “Zia, dig og Emma bliver passet hjemme hos mormor de næste dage. Far skal nemlig til Norge en tur.”
“I lastbilen?”, spørger hun ivrig.
“Ja.”
Hun sætter sig ned i hans skød. “Hvornår kommer vi så hjem igen?”
“Det gør i, når jeg kommer hjem igen.”
“Ja, men hvornår? Hvornår?!”
“Av, kan du lige sidde stille! Om et par dage, måske en uge. Men jeg lover, at jeg ringer hver aften og siger godnat.”
“Okay,” siger hun og ligger sig ned med armene langs siden. Hun kigger op på skyerne.

Da Zia er lagt i seng, og far og jeg står og vasker op, spørger jeg: “Kan vi regne med dig denne gang?”
“Hvad mener du?”, spørger han forvirret.
“Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. De sidste gange, du har været på arbejde, har du sagt, at du kun skulle af sted et par uger. Alle gangene kom du først hjem efter tre. Er du klar over, hvor hårdt det er for Zia? For ikke at tale om mormor. Hun kan aldrig regne med noget, aldrig lave nogle aftaler, fordi hun skal passe Zia.”
Han trækker på skuldrene, ved ikke rigtigt hvad han skal sige.
Jeg tørrer en tåre væk fra min kind og kigger på vandet i baljen. Sæben er næsten væk, og det er fyldt med madrester.
“Søde Emma. Det er jo mit job. Vi er bare nødt til at leve med det. Jeg ved godt det er træls, men hvis jeg siger op, har jeg ingen andre muligheder, og så bliver vi - før eller senere - nødt til at flytte, og vi har ikke råd til ret mange fornøjelser.”
“Men hvis du skulle vælge..” Jeg stopper op for at synke klumpen i halsen.
“Hvis du skulle vælge imellem familie og ferie. Ville du så vælge ferie?”
“Nej, selvfølgelig ikke! Jeg elsker min familie.”
“Hvorfor vælger du os så fra? Hvorfor vælger du ferie!” Jeg kyler børsten ned i vandet, så min far bliver sprøjtet til med beskidt vand, og styrter op på mit værelse.
Jeg smider mig i sengen og kigger op i loftet.
Det er uretfærdigt! Hvorfor skal det lige være vores familie, der har det så svært? Hvorfor skal det lige være vores far, der har sådan et arbejde? Når mor ikke er her, er det svært også at undvære ham. Og det ved han godt. Loftet forsvinder i min gråd.

Nogen banker på døren, og jeg vågner med et sæt.
“Emma. Vi skal af sted om en time,” siger far.
Han går ikke igen. Han står bare i døren og kigger sørgmodigt på mig.
“Hvad er der?”, spørger jeg irriteret og morgensur.
Jeg har også haft en dårlig nat. Jeg sov med både ‘tøj og sko’.
“Ikke noget.” Han lukker døren, og jeg kan høre hans sutsko på trappen.
“Hej mormor,” siger Zia og giver hende et knus.
“Hej i to. Hej Lars.”
Han nikker og sætter sig ind i bilen igen. “Vi ses piger.”
Vi vinker og går indenfor.
Jeg har mit helt eget værelse hos mormor. Hun har haft os på besøg så mange gange, at jeg næsten er flyttet ind. Hver gang har jeg haft en ting med derhjem, jeg kunne bruge til indretningen.
Denne gang er det et postkasserødt vækkeur, jeg fik af morfar engang. Jeg tænkte, at det hører mere til i dette hjem end noget andet.

Nu er der gået en halvanden uge, så far kommer snart hjem. Jeg glæder mig helt vildt. Det er også synd for ham. Tænk at køre rundt i en lastbil hele dagen i to uger! Det må være kedeligt.
Telefonen ringer og mormor er hurtig til at tage den.
“Hej, det er Anni…… Hej. Hvorfor ringer du? Kommer du nu endnu engang senere hjem, end forventet?…… Synes du ikke det er lidt synd for børnene?…… Jo, selvfølgelig. Emma? Din far vil tale med dig.”
Jeg styrter ud i køkkenet og griber telefonen.
“Hej far.”
“Hej Emma. Hør her. Jeg er virkelig, virkelig, VIRKELIG ked af det Emma.”
Jeg sætter mig på skamlen med et bump.
“Jeg er nødt til at bliver her i to uger mere, men…”
“TO UGER?!”, afbryder jeg ham.
“Sagde du to uger?! Jeg kan ikke klare det mere far! Nu havde jeg lige glædet mig sådan, til du kom hjem, og så skal du være væk i længere tid end nogensinde før!”
“Undskyld Emma, men…”
“Sip!”, siger jeg højrøstet og rejser mig op i min frustration. “Du tænker kun på dig selv. Hvad med os? Har du tænkt på, hvor meget vi savner dig? Er du klar over, hvor hårdt det er, hverken at have sin mor eller sin far, når man har brug for jer?”
“Emma, jeg er også rigtig ked af det, og når du siger det der, bliver jeg bare endnu mere ked af det og…”
Jeg afbryder igen: “Ja det skal du fandme også!”
“Hvad skal jeg?”
“Være ked af det! Ved du hvad? Jeg hader dig.”
“Emma!”
Jeg lægger på. Øv, hvor kan jeg ikke klare mere. Føler at jeg er ved at bryde helt sammen.

Dagen efter, om aftenen, sidder mormor og jeg og zapper lidt rundt med fjernbetjeningen. Det eneste, der er værd at se, er tour de france. Så vi ender med at sidde med armene i vejret af spænding. Contador kan stadig nå at hale ind på Andi. Pludselig bliver det afbrudt, fem minutter inden han skal sendes af sted på enkelstarten, da der kommer korte nyheder.
“Ej helt ærligt! Det er jo nu, det bliver spændende,” beklager jeg mig.
“Shh,” tysser mormor.
…katastrofale terrorangreb i Oslo. Kan det være islamister, der har gjort det, eller er det en helt anden?
“Hvad?”, spørger jeg mormor, som fik fadt på lidt mere, end jeg gjorde.
“Der har været et terrorangreb i Oslo i Norge. De formoder, at det kom fra en bilbombe.”
Jeg går kold. “Far? Norge. Hvad nu hvis der er sket ham noget?”
“Rolig.. Jeg ringer til ham.”
Hun taster nummeret ind.
Jeg er bange. Hvad hvis far er en af de dræbte? Mine sidste ord til ham. JEG HADER DIG.. Jeg hører dem igen og igen. Jeg hader dig, jeg hader dig far. Stakkels far. Han måtte være vildt ked af det. Og nu kan det være, jeg aldrig får chancen for at gøre det hele godt igen. Og hvad skal jeg sige til Zia?
Mormor ånder lettet ud. “Hej Lars….. Nå, så du er alligevel på vej hjem?…… Har du hørt det med terrorangrebet?…… Så tænd lige for radioen…… Ja er det ikke forfærdeligt?”
Pyha. Far kommer hjem…



Med en sen tanke til Norge og deres kæmpe tab. Men bedre sent end aldrig. De må lide stor sorg.  Lad os bede til, at noget så forfærdeligt aldrig sker igen.

Uge 8