Marie sprang op og styrtede efter den røde bold. Ned ad skråningen og rundt om hjørnet.
Bare den nu ikke blev væk, for hun havde jo lige købt den.
I den lille souvenir butik. Den lige ved siden af indgangen til zoologisk have. Hun havde endda helt selv betalt for den!
Bolden rullede af sted. Den rullede lige ind i en kantsten, så den hoppede i en stor bue og landede på den anden side af hegnet. Lige ned til krokodillerne. Lige ned i vandet..
Vandet sprøjtede om ørerne på dem, der stod og kiggede ind til krokodillerne.
Nogle af de små børn skreg op og løb grinene i sikkerhed hos deres forældre. Forældrene kiggede sig forskrækkede omkring, for at få øje på den der havde været skyld i dette kaos. Marie. Men Marie var ligeglad. Det var jo ikke hendes skyld, at Ida havde kastet bolden væk! Eller det var det vel egentlig, for Ida gjorde det, fordi hun var sur på Marie.. Hun syntes det var snyd, at Marie måtte købe en rød hoppebold, når hun ikke måtte. Så kunne det også bare være lige meget!
Marie lænede sig op ad hegnet og kiggede efter bolden.
Den var væk. Ude af syne. Forsvundet.
En pige stillede sig ved siden af hende. Det var Ida.
”Hvad kigger vi på?”, spurgte hun glad. Da hun ikke fik noget svar, sagde hun: ”Hvorfor løb du bare? Mor og far leder efter dig!” ”Det ved du godt..”, peb Marie. Hun begyndte næsten at græde. Nu var hun jo lige blevet så glad for den bold!
”Hvor er den røde bold?”, spurgte Ida.
”Derinde,” snøftede Marie og stak en finger ind mellem hegnet for at pege på søen.
En krokodille kom op ad vandet med bolden i gabet. Det var en lille en, måske en unge.
Ida måbede. ”Det må du undskylde Marie. Jeg havde altså ikke regnet med, at den ville ende derinde!”
”Det er ok. Men hvordan får vi den ud?”
De to piger tænkte så det knagede, imens de iagttog den legende krokodille.
Pludselig slugte krokodillen bolden. Ned i halsen med den! Og så var den væk. For altid.
”Øv!”, mumlede Ida. Hun kiggede på Marie. Hendes øjne var blanke.
”Jeg henter lige mor,” sagde Ida. Marie svarede ikke, men Ida vidste, at hun havde hørt det, så hun løb så hurtigt hun kunne, for at hente sin mor.
”Mor, mor! Maries bold er røget ind til krokodillerne!”
”Hvad?”, spurgte hendes mor. ”Hold nu op med det pjat Ida. Henter du ikke Marie, så vi kan se løverne blive fodret lige om lidt?”
”Jamen mor..” ”Ikke noget 'jamen'. Kom så. Af sted!”
Ida løb hen til sin far: ”Far, far! Maries bold er blevet spist af en krokodille!”
”Af hvad er den?!”, udbrød hendes far. ”Blevet spist.” Ida kiggede flovt ned i jorden. Det var jo hendes skyld det hele. Hun fik en idé.
”Far?” Han kiggede spørgende på Ida. ”Må jeg ikke låne 20kr? Så jeg kan købe en ny bold til Marie?”
”Selvfølgelig må du det.” Han gav hendes en tyver og sagde: ”Skynd jer at komme. Løverne skal fodres lige om..”, han kigge på sit ur, ”NU!”
Ida løb ind i souvenir butikken og købte en ny bold til Marie.
Da hun kom tilbage, stod Marie med en rød bold magen til den gamle i hænderne. Hun lo og sagde: ”Se, hvad jeg fik! Krokodillen havde slet ikke slugt den! Den legede bare. Og så kastede den bolden for højt, så den røg tilbage over hegnet..” Hun stoppede op. ”Hvad er det der?”
Ida kiggede på bolden i hendes hænder. ”Jeg købte den til dig, fordi det var min skyld, men nu kan det jo være lige meget..”
”Behold du den bare!”, sagde mor og far. De kom gående hen til dem.
”Så har i begge to en rød bold.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar