Den nye

Arh! Hvorfor skulle Perker lige være i skole i dag? Skulle Seb virkelig holde ud at glo på hans grimme fjæs hele dagen, i dag? Og så på hans fødselsdag!
"Helt ærligt man!", sagde Seb til Casper og gloede selvmedlidende på Perker, der krympede sig ved synet at dem.
De gik ind i klassen, 3.G. og satte sig på katederet for at snakke om piger - og specielt hende den nye, der skulle starte i dag.
"Så får du dig jo en go' fødselsdagsgave!," lo Casper.
Læreren kom ind ad døren, og de blev bedt om at sætte sig på deres pladser.
"I dag starter Aisha, som i jo nok husker."
"Er hun også Perker?", afbrød Seb.
Læreren rømmede sig og sagde: "Nej, Sebastian. Hun er ikke... Perker. Hun er pære-dansk."
Aisha gjorde sin entre. Hun var... TOTALT lækker!
"Hold kæft, nogle patter!", hviskede Seb til den der sad nærmest, i dette tilfælde Perker.
Læreren kiggede irriteret på Seb og bad ham pænt om at tie stille, når andre havde ordet.
"Hej, jeg hedder Aisha."
Seb kiggede på Perker, som var begyndt at rødme. Endten var det pga. Sebs sjove bemærkning, eller også var Perker helt vild med Aisha.
"Nåårh, er lille Perker blevet forelsket?", drillede han. Perker rødmede endnu mere og kiggede ned i skødet.
"Åh! Blir' lille Perker liderlig?!", lo Seb højt. (Det gjorde Perker slet ikke)
"Hold nu kæft," væsede Perker lavt.
"Hvad sagde du?!" Seb blev rasende og rejste sig op-
"Sebastian! Nu sætter du dig ned på din plads og lader den stakkels dreng være. Ellers bliver du sendt hjem."
Seb satte sig ned. "Møjso," mumlede han.
Aisha skulle sidde imellem Perker og Seb.
Efter skole spurgte Perker, om de skulle følges hjem. Han vidste ikke, hvor hun boede, men han var ligeglad, for hun var så sød, at han ville følge hende hele vejen til verdens ende.
Men han åndede nu alligevel lettet op, da han fandt ud af, at hun boede lige overfor ham selv.
"Hvad er dit rigtige navn egentlig?"
"Muhammed," sagde han.
"Hvor længe har det stået på," spurgte Aisha alvorligt med hænderne i lommerne.
Hun havde en sort læderjakke på. hullede strømper, en ternet nederdel med sikkerhedsnåle, sorte støvler med spænder og nitter, kæmpe hår med en sort sløjfe og nitte-armbånd.
Hun så meget rå ud, men Perker var sikker på, at hun var noget helt særligt.
"Hvad? Det med Seb? Han har mobbet mig, siden jeg startede."
"Det fortjener du virkelig ikke..." Hun fortsatte: "Jeg blev mobbet engang."
"Nå! Hvem turde dog mobbe dig?"
Hun lo lidt. "Jeg er slet ikke så led, som jeg ser ud."
"Du ser sød ud," afbrød han.
Hun smilede.
"Lad os smutte hen til Sebs fest og lave lidt ballade!"
"Okay," sagde Perker. "Men jeg skal lige sige det til min mor så."
"Okay, så mødes vi derhenne."
Da Perker kom, stod Aisha og ventede. Hun smed en cigaret på jorden og tværede den ud med foden.
"Ryger du?", spurgte Perker overrasket.
"Jeg holder op... i morgen."
"Jeg gjorde."
"Gjorde hvad?"
"Holdt op," sagde Perker.
Hun kiggede op. "Nå det..."
De gik indenfor.
Musikken buldrede og folk sad i krogende og lavede... mange forskellige ting.
Nogle drak og jokede, nogle sladrede, nogle kælede, nogle tog stoffer og nogle sad og stirrede tomt ud i luften.
Seb kom gående hen til Aisha. Han havde et orange og flag i hånden. "Hvorfor står du dog og gemmer dig sammen med den idiot? Kom og dans."
"Nej tak!", sagde Aisha og tog Perkers hånd.
Han rødmede.
Men det ville Seb ikke finde sig i. Hvis der var nogen der skulle have de kønne piger, var det ham, og da SLET IKKE Perker!
Han langede ud efter Perker, så han væltede og landede med et bump på det hårde gulv.
"Muhammed!", skreg Aisha forfærdet og satte sig på knæ ved siden af ham.
Han havde fået en ordentlig blodtud, men han kom hurtigt på benene igen.
Han slog Seb lige i ansigtet, men Seb var ikke sådan at slå ud.
De begyndte at slås, og folk nærmede sig for at hæppe.
Pludselig råbte Aisha så højt, at hun overdøvede musikken: "STOOP!"
Seb sad på Perker og skulle lige tilat slå ham.
"Hvad har i gang i? Prøv dog at enes. Hvor gamle er det i er, 12 år?!"
Seb rejste sig og børstede sine knæ.
"Okay, Aisha har ret. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har været så led ved Perker på det seneste, men led har jeg ihvertfald været." Han gav Perker en hånd, så han kunne komme på benene igen.
"Undskyld, Per.. Jeg mener Muhammed." Muhammed nikkede og gik hen og stillede sig ved siden af Aisha.
"Jeg tror lige du har redet mit liv. Tak Aisha."
"Det var så lidt," sagde hun og kyssede ham på kinden- "Og lad os så have det sjovt."