uge 11

En gnavpot uden lige

“Hr. Klaustrup, jeg er nødt til at gå nu,” sagde Lilly anstrengt. “De ved jo nok, at jeg har meget, jeg skal nå..”
“Hmpfr!”, surmulede hr. Klaustrup og lagde armene over kors bare for at være på tværs.
Han var ved at være en gammel mand, den kære Klaustrup, men sød og rar, dét havde han aldrig været.
Lilly var hans hushjælp, og den eneste han ville tale med.
Hun var den eneste, der kunne få ham til at smile, godt nok et knebent smil, men han smilte.
Lilly var nu også ret sød, lige til at blive blød i knæene af for sådan en gammel mand som hr. Klaustrup. Hun var kun 25 år og meget smuk.
“Vil De ikke nok smile? Bare lidt,” spurgte hun sukkersødt og lagde hovedet på skrå.
Et lille smil og et hmm, og så var hun ude af døren.
Han lukkede døren og tøffede hen til sin gode lænestol. Han satte sig med et bump og sukkede. Ak, livet kunne være så deprimerende.
Det ringede på døren.
“Hvad fanden er der nu?!”, muggede han lavmælt og gik ud i gangen for at åbne døren.
Han var aldrig specielt gæstfri.
“Hvad vil du?”, sagde han surt til en ung mand i rødt med en trækasse i favnen.
“Der er kommet en pakke til Dem hr.”, sagde han og stillede den tunge kasse på dørtrinnet. Han tog en blog frem og sagde: “Hvis De bare lige vil skrive under her, så ville det være…”
“Ja ja, jeg skal nok skrive under,” vrængede han og afbrød den unge mand.
Han kradsede nogle ulæselige bogstaver ned på papiret og kiggede undersøgende på den unge mand.
Den unge mand kiggede op fra bloggen og smilte venligt.
“Vil du være så venlig at fjerne dine beskidte sko fra min trappe?”
Den unge mand nikkede lidt skræmt og trådte et skidt tilbage.
“Sig mig engang. Prøver du at gøre mig vred?! JEG SKAL SIGE DIG, JEG KAN SAGTENS BLIVE VRED!”
“Nej, hr. Men de har ikke betalt.”
“Betalt? Siden hvornår har man skulle betale for en gave?!”, råbte han vredt.
Den unge mand sagde straks undskyld og skyndte sig væk. Han skulle ikke nyde noget! Så hellere undvære de fyrre kroner!
Hr. Klaustrup trak kassen indenfor og tog låget af.
I kassen sad der en lille, levende panda.
Den kiggede spørgende på hr. Klaustrup. Han vrængede. Hvad skulle han dog med en panda? Var der nogen, der lavede numre med ham?
Han løftede pandaen op i udstrakte arme og satte den på gulvet. I bunden af kassen lå der et kort.
“Kære Frank. Jeg er meget ked af, at jeg forlod dig dengang, men du var altså alt for gnaven, og jeg kunne bare ikke længere.
Så nu får du en lille gave på vores bryllupsdag, og så håber jeg, at du kan passe på den, og at den kan bløde dig en lille smule op. Kærligst din Kisser.”
Han fik en klump i halsen og blev helt forpustet. Kære Kisser.
Den lille panda kiggede på ham med et sultent blik.
“Hvad kigger du på? Smut. Smut så med dig!” Han puffede den væk med sin fod. Så gik han ind i stuen og satte sig i sin gode lænestol. Kære Kisser. Han var blevet helt trist. Han stirrede lige ud i luften. “Åh, Kisser. Kan du huske… kan du huske dengang vi sad på en strand i Italien og så solnedgangen sammen. Vi var så forelskede.”

Hr. Klaustrup vågnede søndag morgen klokken ni. Han åbnede langsomt øjnene. “Arhh!”, skreg han forskrækket, da han opdagede, at det ikke blot var en drøm. Nej, det var skam en vaske ægte panda.
Dan kravlede hen til hans ben og gned sig op ad ham.
“Nå, så du tror, du kan bløde mig op hva? HA! Som om du kunne få mig til at smile. Du er jo bare en forpulet opmærksomhedssøgende og ædende panda!” Han skubbede den væk med foden. Så rejste han sig op og gik ud i køkkenet. Han fandt en tallerken og fyldte den med chokolademousse, som Lilly havde lavet til ham. Han tog en ske og begyndte at skovle mundfuld efter mundfuld ind.
Pandaen kom ud til ham og kiggede sultent på ham igen.
“Og så er du også GRIM,” sagde han og vendte ryggen til.
Den lavede en underlig lyd, og han vendte sig om for at se.
“Hvad fa‘en! Skider du på mit gulv, dit lille bæst!” Han tog den i nakkeskindet og kylede den ind på badeværelset. Så kunne den sidde der i badekarret og komme til fornuft, det forbumlede møgdyr.
Han tørrede lorten op fra tæppet, men stanken ville ikke forsvinde. Han var nødt til at ringe til Lilly, så hun kunne komme og rense tæppet.

Et kvarter efter stod hun udenfor døren.
“Hej hr. Klaustrup. Skal vi få ordnet det tæppe?”, spurgte hun muntert.
Han trådte et skridt til siden, så hun kunne komme indenfor.
Hun gik ud på badeværelset for at hente rengøringsmidlerne.
“Nej Klaustrup! Hvad er det for én lille sød ven, De har fået Dem?”
“Hmpfr! Det var jo den, der havde skidt på mit tæppe! Det sagde jeg jo.”
Hun bukkede sig og samlede den op. Hun tog den i favnen og nussede den lidt.
Hr. Klaustrups hjerte slog et slag over, da han fik øje på den dybe kavalergang.
“Nå, hvor er du sød, lille ven. Er du ikke sulten? Har hr. Klaustrup været ond imod dig, hva lille ven. Nårh, lille putte nutte. Det kan han ikke være bekendt, vel? Neej…”
Hun kiggede strengt på hr. Klaustrup. “Sig mig engang, synes du virkelig, du kan tillade dig at sulte sådan et lille dyr? Du skulle skamme dig, skulle du!”
Hun gik ud i køkkenet og fandt nogle vindruer til den lille panda.
“Så værsgo, nu kan du bare guffe i dig.”
Hr. Klaustrup stod nu i dørkarmen og surmulede med armene over kors. Han skammede sig faktisk lidt - men det var udelukkende fordi, han ville vise sig fra sin bedste side overfor Lilly, så han en dag kunne score hende - og han mumlede: “Det var altså mine vindruer.”
“Men nu er den lille panda også Deres og De skulle ta‘ at lære at være lidt sødere! De er slet ikke særlig rar at være i nærheden af hr. Klaustrup, ved de godt det?”
Han slog blikket ned og krympede sig lidt. Så traskede han ind i stuen og satte sig i sin gode lænestol. Nu var Lilly også ved at forlade ham, ligesom dengang med Kisser.
“Jamen hr. Klaustrup. De græder jo!” Hun satte sig på hug ved hans side og aede ham på armen. “Jeg… Jeg… Undskyld Lilly. Jeg skal nok passe pandaen.”
Hun smilte. “Hvad skal den så hedde?”
“Den skal hedde… Frank Junior.”
“Hmm..” Hun lo og gav ham et venskabeligt kys på kinden.

Panda rim..

Pandabjørne er søde
Pandabjørne er hvide,
men har du set en Pandabjørn som Line's?

Den Har både selder og hat
En klase lilla druer
og en skvat grønne
i hver hånd den har.

Den lyser lyserødt
og sort
Så hvis du ser en Panda som den
Så er det nok Line's

Dagen efter..

Jeg vågnede op en lørdag formiddag og havde sådan en forfærdelig hovedpine. Jeg havde kvalme og ville bare sove hele dagen.
Men det syntes mor ikke, jeg skulle. “Du skal bare drikke en kop kaffe og ud og få noget frisk luft bagefter, så er de tømmermænd væk.”
“Jamen mor! Jeg er så… TRÆT!”
“Det er kun din egen skyld,” pointerede hun og tog min dyne efter at have åbnet vinduet, så der kom gennemtræk i hele værelset.
“Okay så!”, stønnede jeg og rejste mig dovent. Jeg surmulede lidt og trak så i et par bukser og en hættetrøje.
“Hvad vil du have til morgenmad?”
“Kunne du ikke lige spørge først, om jeg overhovedet er sulten?”
“Er du da ikke det?”, spurgte hun muntert.
“Næ…”, sagde jeg og gloede fraværende på en bunke støv henne i hjørnet. Jeg var pludselig kommet i tanker om, at jeg havde mødt den sødeste fyr i går -- til festen.
Mor gik og lukkede døren og i det samme sank jeg sammen på gulvet, stadig med blikket rettet imod det støvede hjørne.
Jeg tænkte tilbage på i går. Hvad skete der egentlig imellem os?

“Har du set min ring?”
“Hvordan ser den ud?”
“Øh.. En stor, blå plastik-ring. Jeg købte den i Tiger for en tier. Hah..aa.”

Jeg var selvfølgelig fuld. Meget endda. Og så havde det lykkedes mig at smide min enorme (med tryk på enorme) fingerring fra mig.
Nå, men det var fyren, jeg snakkede med.

Han lo af min lille sjove tilføjelse. Eller af mig.
“Nej jeg har ikke set den…”
Jeg satte mig straks på knæ med et bump for at lede videre.
Han satte sig ned til mig og da jeg skulle til at kravle videre imellem menneskeben og -fødder, fik jeg fejlbedømt afstanden mellem vores hoveder og fik en frygtelig hovedpine.
“Av!”, sagde han og tog sig til panden.
“Undskyld, men jeg skal finde min ring.” Jeg ledte videre et andet sted. En eller anden idiot, syntes han skulle træde på min hånd, så det sagde knæk i alle mine fingre.
Straks efter stod jeg ude i køkkenet og havde overladt min hånd til fyren, hvis navn jeg aldrig fandt ud af.. Noget med Ma… eller Mar? Og så et k… eller gs? Nå, men noget med M!
Han gav mig forbinding på. Og lidt efter stod vi og små kyssede og viklede vores kroppe ind i hinanden.

Nu havde jeg det ad helvedes til.
Jeg kiggede mig i spejlet. Jeg var helt rød i hovedet, nu hvor jeg havde tænkt på ham. Jeg gik ned for at spise dagens vigtigste måltid, men ikke en mundfuld ville synkes. Ikke en skefuld ville ned. Jeg lukkede øjnene og svajede lidt. “Må-ha-frisk-luft,” tænkte jeg højt og skyndte mig udenfor.
Jeg besluttede, at jeg ville gå en lang kort tur. Jeg gik nemlig aldrig rigtig lange ture.
Jeg satte mig på en bænk og kiggede på en pige med en grøn kjole, lyserøde strømper og smukt hår. Hun sad med krydsede ankler og kiggede ned i åen.
Mit hjerte hamrede pludselig af sted, for om ikke det var fyren, der kom gående der? Han kiggede på mig og smilede. Jeg sank en klump og pillede lidt ved mit hår. Så drejede han ved broen og gik hen til pigen. Han hjalp hende op at stå. Så kyssede de hinanden, og han tog hendes hånd.
Mine øjne fyldtes med tårer. SKØNT! Han havde en anden..

Let på tå...

Jeg løb ned af gaden, rundt om caféen og styrtede hen mod danseskolen.
Det kan bare ikke være rigtigt! Tænkte jeg. Amalie Harper, nu er du igen forsent på den! Jeg kunne ikke andet en tænke på, at jeg var et kvarter forsent på den og at jeg var ved at hyperventilere..
Jeg drejede rundt om hjørnet og så kunne jeg endelig se skolen. Bygningen var hvid, med sort tag og sorte vinduer. Uden for bygningen, stod der et bare æbletræer og blomstrede.
Jeg åbnede døren og løb hen til det nærmeste omklædningsrum. Det var først da jeg kom ind at jeg opdagede, at det var drengenes omklædningsrum. De råbte og skreg at jeg skulle gå ud (som om jeg havde lyst til at blive og se på..). Jeg skyndte mig ind i det rigtige omklædningsrum, smed min taske og hoppede ind gennem døren til dansesalen.
De var allerede igang, men heldigvis kunne jeg genkende trinende og dansede med på musikken.
Jeg bad til at Mis. Green ikke havde set mig, men Gud var ikke med mig den dag.
"Frøk. Harper!" Skindte hun. "Endnu en gang har de formådet at komme forsent." Jeg rødmede og begyndte at forklare mig. "Det ved jeg! Men der var et par løse ender jeg skulle ordne." "Og de 'løse ender' kunne De ikke ordne en anden dag?" Jeg hade når hun talte sådan! "Ikke rigtig.. Det var en haste sag."
Hun så skeptisk på mig. "De har her på det seneste haft mange 'løse ender' at ordne. Må jeg spørge Dem, hvorfor det kan være?" "Fordi jeg ikke er særlig god til at holde styr på mine aftaler." Nogle af pigerne grinede, men så var der også mange af den som sendte mig onde blikke.
"Frøk. Harper, dette er den sidste advarelse De får! Hvis De kommer forsent til en mere dansetime, så må jeg desværre smide dem af holdet." Det var flot.. Tænkte jeg ironisk. "Jeg lover ikke at komme forsent!" Råbte jeg, mens jeg i hovedet råbte: Din gamle krave! Det var jo ikke ligefrem meningen at jeg ville komme forsent!
"Godt. Kom så piger! En gang til fra toppen!" Hun satte musikken på, talte fór og så dansede vi. Hun roste os, specielt mig af en eller anden grund, og rettede også på os..
Vi dansede ballet/hiphop i dag, min yndlings kombi. Det var en helt ny danse art og den var genial! Men det var ikke alle der var enige.
"Er dette en joke?" Spurgte en af pigerne efter vi havde danset og var gået ind i omklædningsrummet (for piger!). "Er det ikke meningen at vi skal lære 'ordentlig' ballet, i stedet for at gå rundt i pluder bukser og ligne en flok gangster!" Jeg vendte mig om mod hende. "Det er jo faktisk en del af ballet. Det er bare en anden slags for det.." Pigen så overlegent på mig. "Hvad hedder du taber?" Hun lagde tryk på taber. "Jeg hedder Amalie og du kender vel allerede mit efternavn, og det er ikke taber!" Hun var da en af de mest irriterende mennesker jeg havde kendt, indtil hendes ven åbnede munden. "Vi hedder Iva Sørensen og Anna Frank, og ja, vi kender udemærket dit efternavn Harper Taber!"
"Det er Amalie Harper." Du må ikke lade dig tiger! Råbte en stemme i mit hovede. Bare tag din taske og gå hjem til Sanne og Tobias, dine venner!
"Flot kjole." Sagde hende der hed Anna. "Grøn.. Det er en farlig farve." Jeg kiggede ned af mig selv. Det havde været min balletkjole i over 4 år. Måske skulle jeg købe en der var mere up to day..
"Tak." Sagde jeg og tog kjolen af, for at få noget pænere tøj på.
De kiggede efter mig mens jeg klæde om. Hver gang jeg fangede dem i af kigge på mig, tænkte jeg bare på at komme hjem.
Jeg var hurtig og skyndte mig lige så hurtig ud, som jeg var kommet ind. Jeg løb hjem til nogle af mine bedste og sådan set eneste venner, Sanne og Tobias. De måtte hjælpe mig med at komme til tiden i morgen. Jeg ville ikke blive smidt af holdet, jeg elskede at danse!
Jeg bangede på døren. "Bare kom ind!" Råbte Sanne. "Det er lidt svært når døren er låst!" Råbte jeg tilbage. Der var stille et øjeblik. "Når ja!" Og så åbnede hun døren.
Jeg sagde hej og styrkede videre ind til en dansesal. Sanne's forældre havde fået den bygget, fordi hendes mor skulle have været børnepsykolog, men det blev aldrig til noget.
"Du bliver nød til at hjælpe mig. Også dig Tobias!" Råbte jeg. Han kom frem i døråbningen og spurgte hvad der var los..
"Nu skal i høre..." og så fortalte jeg hvad der var sket og hvordan de to idioter til piger havde tigret mig..
"Og du vil have os til at hjælpe dig med, at komme til tiden?" Spurgte Tobias. "Ja, Tak!" "Men, hvordan det?" "I skal ordne de løse ender, som jeg plejer at gøre.." De kiggede spørgende på hinanden og så på mig. "Arh!! Det jeg mener er, at I skal ordne nogle ting.." De var stadig ikke helt med.
"Her er en liste. Der står alle de ting jeg gør.." "Enden du kommer forsent." Sagde Sanne. "Noget i den stil." "Intet vidunder at du kommer forsent! Prøv og se alle de ting der skal gøres!" Udbrud Tobias. Sanne grinede.
Jeg forklarede dem hvad de skulle gøre, men det tog lang tid. ".. og nu, har jeg brug for at øve mig til imorgen. Må jeg?" "Selvfølgelig Frøk. Harper." Sanne lød næsten som Mis. Green.
Sanne og jeg øvede sammen og havde det skide sjovt. Vi fik også Tobias med på den indtil vi begyndte at lave pioetter.

Næste morgen stod jeg op som normalt. Tog tøj på, spiste morgen mad, sagde godmorgen til de gamle og børstede tænder. Jeg havde det hele tiden som om jeg havde glemt noget, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad.
Jeg kiggede på min liste med ting der skulle gøres, enden jeg skulle til dans.
1. Hjælpe Mrs. Jackson i hans butik.
Okay, tænkte jeg. Jeg skyndte mig der ned med det samme. Da jeg kom der ned kiggede Mrs. Jackson mærkeligt på mig.
"Hey Jackson!" Sagde jeg glad. "Amalie? Hvad laver du her?" Spurgte han. "Det jeg plejer?" "Jamen, der var ellers en pige og dreng for lidt siden, der sagde at du ikke ville komme i dag?" Der var et eller andet der demrede omme i baghovedet på mig. "Hmm..." "Men det er nu godt du kom. Der er stadig en masse at lave."
Efter jeg havde hjulpet til i butikken kiggede jeg på det næste.
2. Gøre rent ved Bedste.
Og afsted gik det. Jeg kom hen til Bedste, men hun havde det samme mærkelige udtryk i ansigtet som Mrs. Jackson.
"Dine venner har lige været her." Sagde hun. Først undrede jeg mig over hvorfor de havde været der, men så kunne jeg huske, hvad jeg ellers havde glemt!
"Bedste! Jeg bliver nød til at løbe igen!" "Tak for besøget, kom snart igen!" Råbte hun. Hun var nu en mærkelig gammel dame, tænkte jeg ved mig selv, mens jeg løb ned gennem gaderne, få at nå til dans.
Jeg drejede om hjørnet og så var danseskole lige forude. Jeg kiggede på uret. 2 minutter igen, jeg kan stadig nå det!
Jeg når det! Jeg når det! Jeg når det! Jeg når det! 
Jeg når det! Jeg når det! Jeg når det!
Jeg når det! Jeg når det!
Jeg når det!
Skreg det inde i mit hovede.
"Du er tideligt på den!" Den irriterende stemme, den ville jeg uheldigvis, kende overalt. "Anna!" Jeg vendte mig om og mødte hendes grimme ansigt med vrede og frustration.
"Du ser lidt nervøs ud.." Drillede hun. Okay, ingen panik! Ingen panik!.. Okay.. PANIK! Hun prøver kun at holde dig hen! Du må slippe af med hende! Men ikke på den måde dræbe hende, men måske bare give hende en lille lussing..
"Hvad vil du mig?" "Årh ikke noget specielt.." Sagde hun med en glat stemme der gav mig gåsehud. "Så går jeg ind i omklædningsrummet." Jeg så på klokken.. 1 minut og cirka 20 sekunder til jeg ville blive bortvist, bare fordi hende Anna skulle holde mig tilbage.
"Vent lidt. Hvorfor så tralvt.." Hun smilede med det grimmeste smil jeg havde set. "Du ved godt at jeg bliver smidt af holdet, hvis jeg ikke kommer til tiden, så hvis du vil have mig undskyldt."
Enden hun nåede at sige mere løb jeg ind i omklædningsrummet og lige ind i armende på Iva. "Hvor tro du, at du skal hen!" Skreg hun næsten. Hvad var det lige de havde imod god fornuft? "Jeg ved ikke med dig, men jeg skal til danseundervisning, så hvis du lige ville flytte dig lidt, ikke." Hun rystede på hovedet, "Det tro jeg ikke.." Og så overfaldte hun mig. Hun havde ikke tænkt det helt igennem og ramte, istedet for mig, skabet ved siden af mig.
Jeg pustede lettet ud, tog hurtigt min kjole på og løb ind i salen.
"Amalie!" Å nej.. Så kom jeg forsent alligevel, tænkte jeg og lukkede øjnene. "Du er jo tideligt på den idag!" Mis. Green smilede til mig. "Så kan du jo lige så godt få lidt ekstra undervisning.." Jeg fattede ikke noget. Jeg kiggede på mit ur. Den sagde at den var mindst kvart over, men uret i salen sagde at den var kvart i. "Ømm.. Mis Green?" "Ja.." Jeg tænkte mig om en ektra gang, men besluttede ikke at sige noget om at uret var gået i stå.. "Ikke noget, lad os danse!"

Uge 9

Held i uheld

Han havde kørt i årevis i den truck! Hvordan kunne den bare sådan gå i stykker? Den havde kørt fint i går, men her til morgen var den bare gået helt død. Hvad skulle han gøre. Jack var helt udeaf den!
Han havde plejet og passet den truck lige siden han købte den ved bilforhanlderen og nu var den færdig. Han havde prøvet alt!
Tjekket motoren, bremserne, var olien blevet grå og var der nu benzin på? Det så ikke ud til at der var noget galt, men den grønne truck ville alligvel ikke starte.
Han ville ordne den selv, hvis han lige viste hvad der var galt med den, men der gjorde han ikke. Han havde ikke råd til at få den til en mekaniker, selv om han ville.
Hans ven, Simon sagde at den truck alligvel ikke havde holdt en dag mere.. Hvilken trøst, tænkte Jack og sendte Simon et opgivende blik..
Han vidste godt at Simon, bare prøvede at mundré ham op, men det virkede på ingen måde at sige, at den ikke ville have overlevet alligevel!
"Du kan ikke gøre andet end at sælge den til en skrot handler." Sagde Simon. "Jeg skal bare bruge lidt mere tid til at finde ud af hvad der er galt." Sagde Jack, mens hans håb forsvandt sammen med hans humor. Simon så ud til at være i et uderst godt humor, efter som hans ven var helt nede i kælderen. "Op med humoret!" Sagde han lystigt. "Ved du hvad der ville mundré dig op?" Han vendtede ikke på at svar. "En tur ned på værtshuset, jeg gir'" Han prøvede at lyde lokkende, men uden held. "Nej, jeg har ikke rigtig lyst til at drikke lige nu." Sagde Jack sorgmodigt.
Simon kiggede efter Jack, mens han slebte sig indenfor. Simon råbte efter Jack "Det er jo bare en bil! Du kan altid købe en ny! Som man siger, man skal ikke græde over spildt mælk!" Jack gad ikke hører mere på Simons anedoter! Simon vidste intet om hvor meget den truck havde betydet for ham. Han havde haft den siden han var 18 og var gammel nok til at kører den.
Og ikke nok med det.. Det var jo hans arbejde at kører trucken, så hvad skulle han nu gøre? Måske han kunne sparer sammen til en ny truck, men det ville tage alt for lang tid..
En mekanikker var udelukket efter som han ikke havde råd. Måske han kunne lønne penge i banken? det ville da være et forsøg hver.
Jacks humor var blevet lettere i det. Han gik ud i garagen og skulle til at gå ind i trucken, da han kom i tanker om at den ikke virkede. Han gik vidrer uden om den og tog cyklen der stod lænet op ad væggen.
det var lang tid siden han sidst havde brugt den gamle jernhest. Han satte sig op og begyndte at træde i pedalerne, der gnikkede. Han kunne godt mærke at han ikke havde dyrket så meget fitniss her på det seneste.
Da han nogede banken, hørte han nogen bagved sig. Det var Simon der allereden havde været på værtshuset. "Hey, Jack! Min gode gamle ven!" Simon blev altid sentimental når han drak for meget..
"Hvad Søren skal du i den fart?" Råbte han så hele gaden kunne høre ham.
"Bare lige i banken.." "Vil du ikke hellere med mig hen på værtshuset og få en lille en.." og så væltede Simon om. Jack var ikke så bekymret igen. Han ville nok vågne om lidt igen eller også ville nogen vække ham..
Jack gik ind i banken.
"Kan jeg hjælpe.." Spurgte manden bag kassen. Han lavede elevatore-blikket på Jack og rømmede sig.
"Ja, jeg ville gerne vide om det kunne lade sig gøre, at få et løn." "Hvor mange penge snakker vi om?" Sagde manden skeptisk. "100.000,-" Manden smillede, som om at det var en joke. "Meget vel." Sagde han til sidst.
"Dit bank nummer."´
Jack kom ud med nyt håb, indtil han så at Simon stadig lå og flød på jorden. "ved du hvad Simon." Han rystede på hovedet. "En drik ville slet ikke være dårligt, men først skal jeg lige ud og have fat i en mekanikker."
Simon slå øjnene op og rejste sig så hurtigt at han var ved at falde om igen.
"Det minder mig om noget.." Sagde han. Han var i den grad ikke ædru endnu. "Din truck er blevet ordent.." Jack så mærkeligt på ham. "Og hvad mener du med det." Han kendte Simon. Man kunne aldrig helt vide om det han sagde var sandt. "Jo, en eller anden jeg møde henne i baren, sagde at hun ville ordne din truck gratis. Hun er mekanikker. Jeg sendte hende hjem til dig." "Hvad!" "Det var så lidt" Sagde Simon og gik vidre. jack tog hurtigt cyklen og kørte hjem.
Der stod rigtig nok, nogen og fiflede med hans truck. "Det er noget af en bil du har her." Sagde en kvinde stemme.
Personen der stod foran trucken måtte være hende Simonen havde råbt op om.
"´Jeg hedder Gilli." Oplyste hun ham om og rakte hånden frem. "Jack." Svarede han. "Du kan jo prøve at starte den.." Sagde hun med et smil på læben. "Har du lavet den? Men.. men hvordan!" Hun forklarede ham det. Hun saged nogle tal på de forskellige dele og hvordan hun havde fundet en mærkelig ting der hang fast i motoren, som Jack ikke havde set. "Men tak.." Sagde han efter en lang ramse af bildele. "Det var så lidt." Sagde hun. "Men jeg må se at komme hjem." Jack kiggede på trucken og bagefter på Gilli. "Hey!" Råbte han. Hun vendte sig om. "Vil du ikke med ud og prøve køre den?"