Merry

Regnen silede, gråvejr.
En mennesketom dag i Tivoli, i dag.
Plask, plask, var hvad man kunne høre.
Og en knirken. Og skratten fra karrusellen, hvor der plejede at blive spillet glad musik.
Men ikke i dag. I dag havde regnen ødelagt højtalerne.
En dreng rev morens arm ad led, da han ville have en tur.
"Kom nu mor!", råbte han.
Ellers var der stille..
Han satte sig på den flotteste hest. Tog fat i tøjlerne og vinkede mor farvel - nu skulle han af sted på eventyr.
Karrusellen begyndte at dreje, hurtigere og hurtigere. Der var ingen andre børn.
Lyden af skrattende højtalere og knirkende Merry. Det var karrusellens navn. Merry.
Drengen blev sur på sin hest. Nu ville han have en anden. Han havde stort udvalg, der var den hvide, den sorte og den med røde seler.
Sort.
Han sprang, men gled på det våde gulv og greb ud efter sin hest. Tøjlerne hang fast. Om drengens hals.
Han blev rød i hovedet.
Plask, plask, var hvad man kunne høre.
Og en knirken. Og morens paniske skrig.
"Så stop dog karrusellen!"
Rædsel.
Men inden karrusellen blev stoppet, var det for sent. Intet håb. Kun død.

Pernille kiggede ud af den duggede bilrude. Perler af regn trillede ned.
Hun tog sine hørebøffer af og sagde: "Mor. Emil siger, at det altid regner i den her by. Er det rigtigt?"
Hendes mor kiggede på hende gennem bakspejlet. "Det ved jeg ikke. Han driller nok bare, tror du ikke? Jeg tror her er rigtig godt at bo."
Emil så sur ud. Han gad ikke bo i den her skodby.
"Her ligger også et Tivoli," sagde moren og pegede. "Se!"
Emils øjne blev store. "Yes! Så er her alligevel noget spændende."
De kørte ind i indkørslen til deres nye hus.
Godt nok var det en lille by, men det her hus var kæmpe STORT!
Det lignede næsten et slot, dog var det lidt slidt at se på.
Pernille gik indenfor med sin bagage. Der var et eller andet uhyggeligt ved det her hus. Måske var det bare fordi, det var så stort og tomt på en gang.
Det hjalp, da hun fik pakket sine ting ud.
Hendes far kiggede ind af døren. "Det ser ud som om, du allerede har fundet dig til rette. Mor har lavet spaghetti, hvis du bliver sulten. Er du ikke sød at gå en tur med Buller?"
Pernille nikkede og tog sin ipod frem fra tasken.
Hun gik ind i den store skov med Buller i hælene. Normalt ville hunde trække afsted med en, men Buller var simpelthen så doven, at hun måtte trække ham!
Det var ved at blive mørkt nu, og skoven var uhyggelig.
Hun kiggede på uret. Klokken var ni, så måske var det en idé at gå tilbage nu.
Hun vendte sig om og begyndte at gå, men skoven syndtes at være meget længere end før.
Hun gik til højre, hvor hun troede, hun før havde gået til venstre, men det virkede forkert.
Da klokken var et kvarter i ti, indså hun, at hun var farret vild i den mørke skov.
Hun satte sig op ad et tykt træ med Buller i favnen. Hun snøftede og begyndte at hulke. "Jeg er bange, Buller."
Noget puslede rundt i mørket. Noget der kunne være et stort dyr eller et lille menneske.
Hun kiggede rundt. En fugl baskede med vingerene og fløj fra træets top.
Bare en fugl..
En fugl mere fløj skræmt væk fra skoven. Og en til. Og ti til!
Se at kom væk herfra, var der noget inde i hende, der sagde.
Men hun kunne ikke, hun var lammet af skræk. Hun faldt i søvn, med Buller i skødet.

"Har de fundet Pernille?", spurgte Emil sin mor.
Hun satte sig ned på en stol. "Nej... Men de har fundet Buller.. I skoven.."
Med tårer i øjnene spurgte Emil: "Er han død?"
Hun nikkede.
Klokken var otte om morgenen, Buller var død og Pernille forsvundet. Hun var bange.
Telefonen ringede og hun sprang op med et sæt.
"Det er Ulla!"
"Hej, det er politiet. "
"Er der noget nyt? Har i fundet hende!", afbrød hun.
"Ja, det er der. Vi har fundet hende.. I tivoli.."

En time tidligere.
I dag skulle blive en god dag i Tivoli. I dag, ville der komme en masse mennesker. I dag, var det nemlig halloween.
Den første på arbejde skulle tjekke at alt var iorden.
Men alt var ikke iorden.
Tivoli var tom.
En knirken, var hvad man kunne høre.
Og en skratten fra karrusellen, Merry.
Og så var der nogen, der skreg.
Arbejderen skyndte sig hen til Merry, men der var intet at se. Der hvor skriget kom fra, var ingenting.
Kun en knirken. Og en skratten fra de stadig ødelagte højtalere.
Det var stadig mørkt. Og det regnede. Som sædvaligt...
Plask, plask, var hvad man kunne høre.
En vandpyt, rød.
Arbejderen der så op.
Plask, blod. I hans pande.
Der hang hun. Den forsvundne pige. Død.
Kvalt og.. Bidt?
Af hvad? Af hvem? - spurgte politiet sig selv. Og den pågældendes familie - de var så opslugte af sorg, at de aldrig kunne tænke på andet.
Kun moren stod i et hjørne og tænkte på sin døde dreng. Kvalt i karrusellen, Merry...