Dé Fléur

Cirkus var kommet til byen. Endelig! Hvor længe var det jeg havde ventet? mindst fire måneder i hvert fald. Jeg  havde glædet mig i fire måneder og nu var det endelig kommet til byen. Jeg havde glædet mig til at se elefanterne, linedanserne, hestene, høre cirkusdirektørens højrystende stemme byde os alle velkommen.
Men det jeg havde glædet mig mest til var klovnene. Jeg elsker klovne! Det er dem der sætte gang i det hele. De får publikummet med, får dem til at grine, smider kager i hovedet på dem og hinanden.
Klokken var 06:00 præcis! og min far og jeg var på vej til cirkusset. Cirkus DéFléur. Fransk. Hovednummer, linedanseren Martín og klovnen Loúi. Jeg vidste alt om dette cirkus! Hvornår det blev stiftet, hvad cirkusdirektøren hedder, antal heste, elefanter, rekvisitter o.s.v.
Jeg var klar til at møde op.

Der var en lang kø til billetterne. Det så ud til at hele byen var kommet for at se dette mesterværk af et cirkus! Man kunne næsten tag og føle på den spænding der var. Man kunne høre begejstrede voksne, der snakkede om hvor -henrivende en aften det var. Børn der dansede rundt og grinede og pjattede og deres mødre der bad dem om at opføre sig ordentligt!
Jeg stod bare sammen med min far og beundrede det store røde og gule telt der fyldte den store plads. Da vi endelig kom hen til indgangen, stod der en høj rød mand, med lange ærmer og med en høj rød hat på hovedet. "Og hvor mange er vi så i dag?" Spurgte den røde mand. "To, min gode herre." Sagde min far venligt og smilede da han  rakte pengene til den røde mand. "Nu må de nyde forstilling, de herre!"
Vi gik indenfor i det store telt og blev mødt af en fantastisk duft af kandiserede æbler, popcorn, candyfloss, varm kakao, slikkepinde og sodavand.
"Skal du have et æble Benjamin?" Spurgte min far på vejen ind. Jeg takkede ja og så købte vi et stort gyldent kandiseret æble. Min far købte også en kop varm kakao til os hver og så forsatte vi videre ind i teltet. Vi havde fået nogle gode pladser. Tæt på midten, men alligevel ude for skudvide.
Forstillingen begyndte.

"MINE DAMER OG HERRE! Drenge og piger.. VELKOMMEN TIL DÈFLÈUR CIRKUS!" Sagde Aménje med højrystende stemme, der skælvede i mørket. Der kom spotlight på ham og alle begyndte at klappe.
"I aften skal i får jeg en fantastisk oplevelse! Der kommer til at være både linedanser på elefanter, klovene på ethjulede cykler og løver på taburetter og meget mere! LAD FORSTILLINGEN BEGYNDE!!!" Der blev igen klappet og ud kom der dansende, ti maskeklædte kvinder og mænd.

Hvornår ville de dog komme? Hvornår! der havde været linedanseren Roseline, da maskeklædte, ildmanden, dværgende og den talende løve(tro ikke helt på at den faktisk kan tale). Nu måtte de da snart komme!
Aménje kom ud og sagde med højrystende stemme. "NU ÆREDE PUBLIKUM; AFTENS HØJDEPUNKT!. Martin og Loúi!" Jeg rejste mig op og begyndte at klappe, men min far tog hurtigt fat i min krav og fik mig sat ned igen. Martin var den første der kom ind. Han bukkede og begyndte at bevæge sig over mod stigende til linen. Lige bag ham kom Loúi og bukkede også inden han fulgte efter Martin op på linen. Jeg kunne mærke nervøsiteten snige sig ind på mig, som om det var mig der skulle op på linen...
Klovnen Loúi hjalp Martin med at komme så sikkert ud på en linen der er oppe i tyve meters højde, som muligt. Det var helt fantastisk!
Marin bevægede sig utrolig yndefuldt på den spinkle line. Det var næste uhyggeligt... Klovnen Loúi lavede de sjoveste ting, der ikke kan beskrives med ord! Jeg gik fra cirkusset med min far, med en fantastisk følelse inden i. Det havde været en oplevelse for livet.

Misundsomme æbler

Der var engang en gal professor. Opfindsom var han også. Han kæmpede bravt for at ondskaben ikke skulle sejre. Han hed professor Laborius.
Professoren havde en medhjælper.

Han var ellers ikke så glad for medhjælpere, for engang havde han en medhjælper, der hed hr. Misundsom, og som navnet siger i sig selv, var han altid misundelig på professor Laborius.
Hr. Misundsom stjal professorens opfindelse, der kunne gøre alle æbler levende, så de havde hjerter, så de kunne kæmpe mod de onde, så det gode kunne sejre…
Professor Laborius var meget skuffet over hr. Misundsom og smed ham straks på porten. Han sparkede ham ud!
Hr. Misundsom blev rigtig godt gal oven i hovedet, fordi professor Laborius bare havde smidt ham ud. Han blev også misundelig, for professor Laborius var så god en opfinder, at han blev super kendt for opfindelsen af “de levende æbler”. Det var snyd, syntes hr. Misundsom.
Derfor planlagde han et attentat mod professor Laborius’ hær af levende æbler, så han kunne skaffe dem af vejen EN GANG FOR ALLE. (Ond latter)
Det gik dog i mellemtiden ikke så godt for selve professoren. Han havde nemlig fået problemer med æblernes adlydelses-mekanisme, der skulle sørge for, at de kun vendte sig mod det onde. Æblerne blev grønne af misundelse - ligesom hr. Misundsom - og de forsvandt straks ud i nattens buldrende mørke for at erobre verden, som de var ih så misundelige på.

Derfor havde professor Laborius aldrig haft det så godt med medhjælpere. Han var dog nødt til at have en alligevel, for hvem skulle ellers rydde op, når han havde rodet? Hvem skulle ellers gøre wc’et rent? Og hvem skulle han skælde ud på, når han lavede en fejl med kemikalierne?

uge 13

Når djævlene længtes

Kira.
“Det er jo forfærdeligt. Slet ikke til at fatte,” sagde Lilly pludselig, fraværende i sine egne tanker. Hun sad på en gammel, slidt stol med benene trukket op under sig. Hun kiggede hen i hjørnet. På noget, der havde samlet sig i en lille, hvid bunke. Det var - ikke mel - men støv. Eller aske. Måske var det et eller andet stof. Nogen kunne have taget det med herind, uden at blive opdaget. Så kunne de plante det på gulvet, så vi kunne blive taget for at pushe. Det ville være noget møg. Noget rigtig lort. Øv.
Forbandede Sebbe, altså!
Hun elskede virkelig den slange, hun elskede virkelig Plexus. Hun havde oven i købet fået lavet snakebite til ære for den!
Nu havde de taget den med sig. De små, røde djævle. Djævlene, ja de havde gjort det. Det var djævlenes skyld, ikke vores. Men Sebbe, han havde også gjort det, han havde helt sikkert gjort noget. Det måtte han have, for han var jo forsvundet sammen med djævlene. Og han havde taget Plexus med sig.

Sebbe.
Det var sommer, men vi ville ikke være ude, vi nægtede at nyde solen, for vi var bange. Vi var bange for fremmede, bange for djævlene. De ville så gerne have os, de prøvede så ihærdigt. Vi vidste det godt. Det var derfor, vi ikke gik udenfor.
De havde allerede taget Lora. Hun havde det ellers så godt, var helt vildt rolig og fantastisk god. Hun og jeg havde det ellers så godt. Det havde vi. Hun fik lidt af mit stof og så fik jeg hende til gengæld. Men den aften var djævlene sultne. De ville have hende. De var nødt til det. Jeg var nødt til det. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Djævlene bestemmer jo. Selvom vi var bange, måtte vi gøre, hvad der skulle gøres, så djævlene ikke kom igen.

Kira.
Vi var helt oppe denne sommer. Vi kunne næsten nå himlen. Musikken var høj, det gjorde næsten ondt. Jeg havde ondt i brystet, men det gjorde ikke noget, for blodet pumpede, og musikken var høj. Dans og sved. Lilly kælede for Plexus, men det lagde vi andre ikke mærke til. Vi tænkte kun på, at djævlene ville komme. Hvornår de ville komme.

Lilly.
Plexus var så skinnende og grøn. Tungen sitrede, min gjorde også. Lora var varm. Tsk! Som om hun brændte. Som om nogen kunne brænde. Asken henne i hjørnet var brændt, eller også var det Sebbe, der havde plantet et stof, så vi kunne blive taget for pushing. Det var det Kira sagde. Men vi var ligeglade. De var bange. De tænkte kun på sig selv, dengang. Jeg tænkte kun på Plexus. Hvorfor være bange? Vi havde jo Plexus. Han kunne passe på os.

Sebbe.
Lora var varm. Det var hun, og det var jeg også. Jeg trængte til hende, og hun trængte til mit stof. Vi forsvandt og det gjorde musikken også, for nu var vi næsten oppe i himlen. Nu kunne vi næsten nå. Det var dejligt. Men midt i det hele blev vi afbrudt. Det var djævlene. Dem vi havde frygtet. Så inderligt frygtet. De var kommet efter os. Nu var det hele forbi. Men jeg gjorde det, der skulle gøres. Og jeg måtte ofre Plexus også. Noget måtte jo gøre det forbi. Noget måtte jo gøre det af med hende. Når djævlene ville have hende. Men Plexus kæmpede imod. Den var ikke en dræberslange. Den ville simpelthen ikke gøre det, der skulle gøres. Jeg måtte tage sagen i egne hænder. For Plexus kunne ikke bruges, og så kunne det også bare være lige meget. Så kunne de ligeså godt få ham også. Altså djævlene. Blod overalt. Jeg var blevet nødt til at bruge mit nødvåben. Ligesom dengang med Sidse. Vi var så bange, begge to, ja alle sammen. Bortset fra Lilly. Der var noget galt med hende. Hun tænkte kun på Plexus. Dengang kaldte de igen. De ville have Sidse. Så jeg måtte endnu engang gøre, hvad der skulle gøres. Men dengang ville Plexus heller ikke, så jeg måtte bruge nødvåbenet. Jeg måtte bruge øksen. Og Plexus blev skånet, for Lillys skyld. Det var jo også kun Sidse, de ville have.

Kira.
Der var blod overalt. Lora var blevet taget. Men Sebbe havde helt sikkert også gjort noget, for han var blevet taget også. Og han havde taget Plexus med sig. De skide djævle. Vi måtte altid leve i frygt. Blive inde, lide i musikken. Mærke himmelen, når alting var godt. Men når djævlene kom, var vi bange. Især Sebbe. Han kom jo tilbage igen. Efter at djævlene havde taget ham og Lora og Plexus. Efter at Lilly sad på den gamle stol. Så kom han tilbage. Og han fejede støvet op, eller asken, eller det stof, han havde plantet, så vi kunne blive taget for pushing. Ja, det var nok et stof, for bagefter sniffede han det. Og så lød musikken igen. Og vi kunne næsten nå himmelen. Nu havde vi det godt, men vi var stadig bange. For djævlene var på vej, det vidste vi godt. Og nu var det Lillys tur…

Uge 12

Fri-weekend

Kære læsere, de få vi nu har:-).

I denne uge bliver der ingen historier fra os, da vi endelig får tid til at ses. Vi synes, vi skulle have lov at holde fri, håber det er i orden.

 

- Hilsen Signe og Maria

Prinsesseleg

Det var første gang, jeg skulle besøge Isabella. Jeg så op til hende, for hun var to år ældre and jeg. Og meget sejere.
Vi boede i den samme gård, så der var ikke langt at gå.
Vi ville lege prinsesser.
Hun havde et lille lager af prinsessekjoler.
Lyserøde, hudfarvede, hvide med perler og glitter, blomsterprints og detaljerede broderier.
De var så smukke alle sammen. Jeg blev helt varm indeni af glæde. Men hvilken en skulle jeg vælge?
“Her,” sagde Isabella og rakte en hvid kjole med lyserøde tulipaner og pufærmer frem imod mig. “Tag den her. Den er den eneste i din størrelse.”
Jeg smilede til hende. Den var simpelthen så smuk!
Jeg trak kjolen over hovedet imens Isabella udvalgte sig en kjole til sig selv. Den var lyserød og havde både perler og blonder, silke og sløjfer. Den lignede min mors brudekjole, bare lyserød.
Hun løftede op i den alt for lange kjole og hastede ind på sin fars kærestes soveværelse, hvor hun hentede et smykkeskrin.
Men der var ikke smykker i, det var fyldt med makeup.
Farverige øjenskygger, glimtende lipgloss og mørke og lyse læbestifter, pudder og sjove blyanter som kunne farve rød, brun, sort og grøn.
Så trak Isabella en skammel hen foran spejlet og sagde, at jeg skulle sætte mig ned. “Luk øjnene,” beordrede hun. Jeg lukkede øjnene, og hun begyndte at pudre min næse og kinder. Så fik jeg øjenskygge på øjenlågene og til sidt læbestift. Den var skrigende pink. “Nå? Hvad synes du?”, spurgte hun og kiggede på mig i spejlet.
“Hmm…” mumlede jeg og kiggede nysgerrigt på alt det spændende makeup.
Så fik jeg øje på de seje blyanter. “Neej, ikke helt… Hvad er den der til?”, spurgte jeg og pegede på den grønne blyant.
Isabella tænkte lidt over spørgsmålet og sagde så: “Det er en eyeliner. Den bruger man til at putte under øjnene. Ligesom eye betyder øje.”
“Den vil jeg gerne have på.” Hun trak på skuldrende og spidsede den grønne blyant så hun kunne male mig med den.
Hun placerede en streg under hvert øje, to centimeter under, tror jeg. Hun fniste for sig selv. “Hvad griner du af?”, spurgte jeg undrende. “Er det ikke pænt?”
“Jo. Jo,” fniste hun. “Det er meget flot.” Jeg beundrede resultatet i spejlet og vendte mig om mod hende. “Okay, nu er det din tur. Skal jeg gøre det?”
“Nej!”, sagde Isabella med det samme. “Det kan du ikke finde ud af. Det gør jeg selv, for jeg skal være helt perfekt.”
Jeg satte mig hen i hende lænestol og betragtede hende, imens hun gav sig selv makeup på. Hvordan kunne hun dig gøre det på sig selv? Hun var bare så sej!
Da hun var færdig fandt hun en saks og et krøllejern frem.
Hun krøllede mit hår, så jeg fik de fineste slangekrøller.
Hun tog saksen frem. Jeg blev lidt nervøs. "Jeg tror altså ikke du må klippe mit hår."
"Slap af! Det er jo bare noget vi leger."
Hun klippede mit pandehår af, sådan så der kun var halvdelen tilbage og så gik vi hjem til mig for at vise min mor og far, hvor smukke vi var blevet…
“Mor se mit nye hår!”