Når djævlene længtes

Kira.
“Det er jo forfærdeligt. Slet ikke til at fatte,” sagde Lilly pludselig, fraværende i sine egne tanker. Hun sad på en gammel, slidt stol med benene trukket op under sig. Hun kiggede hen i hjørnet. På noget, der havde samlet sig i en lille, hvid bunke. Det var - ikke mel - men støv. Eller aske. Måske var det et eller andet stof. Nogen kunne have taget det med herind, uden at blive opdaget. Så kunne de plante det på gulvet, så vi kunne blive taget for at pushe. Det ville være noget møg. Noget rigtig lort. Øv.
Forbandede Sebbe, altså!
Hun elskede virkelig den slange, hun elskede virkelig Plexus. Hun havde oven i købet fået lavet snakebite til ære for den!
Nu havde de taget den med sig. De små, røde djævle. Djævlene, ja de havde gjort det. Det var djævlenes skyld, ikke vores. Men Sebbe, han havde også gjort det, han havde helt sikkert gjort noget. Det måtte han have, for han var jo forsvundet sammen med djævlene. Og han havde taget Plexus med sig.

Sebbe.
Det var sommer, men vi ville ikke være ude, vi nægtede at nyde solen, for vi var bange. Vi var bange for fremmede, bange for djævlene. De ville så gerne have os, de prøvede så ihærdigt. Vi vidste det godt. Det var derfor, vi ikke gik udenfor.
De havde allerede taget Lora. Hun havde det ellers så godt, var helt vildt rolig og fantastisk god. Hun og jeg havde det ellers så godt. Det havde vi. Hun fik lidt af mit stof og så fik jeg hende til gengæld. Men den aften var djævlene sultne. De ville have hende. De var nødt til det. Jeg var nødt til det. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Djævlene bestemmer jo. Selvom vi var bange, måtte vi gøre, hvad der skulle gøres, så djævlene ikke kom igen.

Kira.
Vi var helt oppe denne sommer. Vi kunne næsten nå himlen. Musikken var høj, det gjorde næsten ondt. Jeg havde ondt i brystet, men det gjorde ikke noget, for blodet pumpede, og musikken var høj. Dans og sved. Lilly kælede for Plexus, men det lagde vi andre ikke mærke til. Vi tænkte kun på, at djævlene ville komme. Hvornår de ville komme.

Lilly.
Plexus var så skinnende og grøn. Tungen sitrede, min gjorde også. Lora var varm. Tsk! Som om hun brændte. Som om nogen kunne brænde. Asken henne i hjørnet var brændt, eller også var det Sebbe, der havde plantet et stof, så vi kunne blive taget for pushing. Det var det Kira sagde. Men vi var ligeglade. De var bange. De tænkte kun på sig selv, dengang. Jeg tænkte kun på Plexus. Hvorfor være bange? Vi havde jo Plexus. Han kunne passe på os.

Sebbe.
Lora var varm. Det var hun, og det var jeg også. Jeg trængte til hende, og hun trængte til mit stof. Vi forsvandt og det gjorde musikken også, for nu var vi næsten oppe i himlen. Nu kunne vi næsten nå. Det var dejligt. Men midt i det hele blev vi afbrudt. Det var djævlene. Dem vi havde frygtet. Så inderligt frygtet. De var kommet efter os. Nu var det hele forbi. Men jeg gjorde det, der skulle gøres. Og jeg måtte ofre Plexus også. Noget måtte jo gøre det forbi. Noget måtte jo gøre det af med hende. Når djævlene ville have hende. Men Plexus kæmpede imod. Den var ikke en dræberslange. Den ville simpelthen ikke gøre det, der skulle gøres. Jeg måtte tage sagen i egne hænder. For Plexus kunne ikke bruges, og så kunne det også bare være lige meget. Så kunne de ligeså godt få ham også. Altså djævlene. Blod overalt. Jeg var blevet nødt til at bruge mit nødvåben. Ligesom dengang med Sidse. Vi var så bange, begge to, ja alle sammen. Bortset fra Lilly. Der var noget galt med hende. Hun tænkte kun på Plexus. Dengang kaldte de igen. De ville have Sidse. Så jeg måtte endnu engang gøre, hvad der skulle gøres. Men dengang ville Plexus heller ikke, så jeg måtte bruge nødvåbenet. Jeg måtte bruge øksen. Og Plexus blev skånet, for Lillys skyld. Det var jo også kun Sidse, de ville have.

Kira.
Der var blod overalt. Lora var blevet taget. Men Sebbe havde helt sikkert også gjort noget, for han var blevet taget også. Og han havde taget Plexus med sig. De skide djævle. Vi måtte altid leve i frygt. Blive inde, lide i musikken. Mærke himmelen, når alting var godt. Men når djævlene kom, var vi bange. Især Sebbe. Han kom jo tilbage igen. Efter at djævlene havde taget ham og Lora og Plexus. Efter at Lilly sad på den gamle stol. Så kom han tilbage. Og han fejede støvet op, eller asken, eller det stof, han havde plantet, så vi kunne blive taget for pushing. Ja, det var nok et stof, for bagefter sniffede han det. Og så lød musikken igen. Og vi kunne næsten nå himmelen. Nu havde vi det godt, men vi var stadig bange. For djævlene var på vej, det vidste vi godt. Og nu var det Lillys tur…